Mogwai åbner atomdebatten

Mogwai, Rådhushallen, Aarhus

Mogwai åbner atomdebatten

Anmeldt af Andreas Vedel Jensen | GAFFA

Det skotske, elektroniske, post rock-, instrumentalband Mogwai præsenterede torsdag aften under Aarhus festuge et live soundtrack til Mark Cousins´ kunstdokumentarfilm Atomic: Living in Dread and Promise. Koncerten startede kl. 21 i Rådhushallen, hvor et siddende publikum sad med (måske?) en forventning om at opleve en koncert, hvor bandet, som reglen foreskriver det, er i centrum, og hvor lys, grafik og sceneoptræden foregår omkring eller bagved bandet.

Foran Rådhushallens, til formålet, lydisolerede vestgavl, placerede Mogwais fem mand stærke scenegruppe sig denne aften. Og bag dem en kæmpe projektorskærm, hvor Atomic-dokumentarfilmen blev blæst op på. Filmen indtog straks hele opmærksomhedsfeltet, og Mogwais bløde og tunge elektroniske basgange og aggressive guitarfigurer skyllede al resterende flyvsk opmærksomhed væk. Publikum var med!

Hvor mange må dø for at redde livet for andre?

De sfærisk, men koncentrerede elektroniske rytmer, som havde lydt under publikums ankomst, blev afløst af Mogwais første nummer Ether, et nummer, der fik tankerne til at bevæge sig hen mod Kubricks Rumrejsen år 2001. Dette skete samtidig med, at skærmen, og dermed hele rummet, fyldtes af sort hvide billeder af spirende frø, celler i deling, glade mennesker, børn – symboler på det evigt komplekse, vedvarende og uskyldige liv. Men blandt disse sneg sig også billeder ind af livets umiddelbare modsætninger – krigsofre, atombomber, propaganda. Dette er klichéfyldte symboler, men filmens sammenklipning og Mogwais fyldige dronelyd gjorde disse billeder yderst relevante og nærværende.

Uden at det blev til belærende klichéer, opstillede gruppen et af menneskets grunddilemmaer – hvem og hvor mange må dø for at redde livet hos nogle andre? Selve bandets fysiske tilstedeværelse var ikke længere central, da de omgangen med et emne, der er langt større end dem selv – større end dig og mig – blev i stand til at lægge deres identitet i lyset af en sådan tragisk og næsten overmenneskelig historie. Det er ikke uden grund, at værkets undertitel er Living in Dread and Promise.

Mogwais' album Atomic fra 2016 indeholder, ligesom aftenens koncert, udelukkende instrumental musik fra start til slut. Sangtitlerne hentyder til f.eks. atombomber, som “Little Boy” (kastet over Hiroshima, 1945) og Tzar Bomba (den største brintbombe i historien), såvel som videnskabelige og militære begreber og objekter, der er forbundet med atomkrig og kernevåben, som ”SCRAM” og ”Uranium-235”  eller ”Pripyat”, der er navnet på den forladte by tæt på det nedsmeltede Tjernobyl atomkraftværk i Ukraine.

Tenderer det sublime

Mogwais lange sfæriske, guitarbaserede instrumentalnumre griber muligheder og skaber dynamiske kontraster sammen med melodiske basguitar-passager, men man bliver ikke sløv og introvert af at lytte over tid, da de samtidig ikke er bange for at krydre op med en massiv brug af distortion og effekter. Selvom de efter sigende kun har brugt 12 dage på produktionen af soundtracket til Mark Cousins dokumentar og Atomic-pladen, lyder det overordentligt gennemarbejdet, og selve matchet mellem musikken spillet live og filmen, tenderer til noget sublimt. Måske er det netop sådan, at man skal trække folk væk fra computerskærmens YouTube-virkelighed, biografmørkets hygge, eller sågar den ”almene” koncerts centrering omkring publikumsoplevelse og band-dyrkelse. Denne aftens koncert blev et fælles projekt, en fælles berøring og et oplæg til diskussion, debat og sågar selvransagelse.

Tak til Mogwai, tak til Mr. Cousin, tak til Aarhus Festuge, tak til publikum – Ordet er frit!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA