x

Mere ujazzet end nogensinde

Goat, Kentaur, Lowly, Iceage, Ujazz, Atlas og VoxHall


Mere ujazzet end nogensinde

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA


For 8. gang i træk bød Aarhus Festuge inden for – og for første gang også uden for – til Ujazz. Efter sidste års fremragende Daniel Lanois-koncert på VoxHall havde spillestedet fået en større rolle i programmet, ligesom også en udendørsscene med gratiskoncerter og uvejrssikring tog kampen op imod Atlas’ monopol.



Længere væk fra jazz end ujazz skulle man ikke umiddelbart tro, at man kunne komme, men årets program bød nu alligevel på meget mere end de forrige års utraditionelle jazz, da også punk-, lounge- og popmusik skulle udsættes for uvante rammer med uforudsigelige konsekvenser. Hele 12 konstellationer tog udfordringen op, og nedenfor følger et udpluk af de unikke koncerter, der skulle udfordre publikum og udforske formatet.



Kentaur
 ***** (Se fotoserie fra Kentaur-koncerten)



Eftermiddagens sidste navn var den danske sekstet Kentaur. Badet i rødt lys spillede de en på samme tid fin, skrøbelig, farlig og overvældende kombination af electronica, soul og pop. Electronica uden, at det nogensinde var andet end håndspillet og elektrisk, soul uden at forfalde til det funky og pop uden at lade sig be- og afgrænse af form.


Der var højt til loftet på Atlas, men Kentaur fyldte hele rummet ud og sugede publikum ind i sit univers. På trods af at være en sekstet bestående af vokal, keyboard, violin, guitar, bas og trommer var der masser af plads imellem instrumenterne. En plads, der blev udfyldt af tyk, intens stemning. Ingen i bandet spillede mere end nødvendigt. Denne plads blev brugt dynamisk, således at musikken kunne starte i det skrøbelige små og ende i et tordnende bæst. På trods af skrøbeligheden fik man dog aldrig et indtryk af, at det hele kunne falde fra hinanden. Musikerne spillede med en sikkerhed og et overskud, som man kunne stole på, og numrene hvilede på en tyk søjle af stemning. På scenen klagede de over lydproblemer, men det var ikke noget, som man mærkede noget til i salen. Der var ingen udfald i sammenspillet.



Forsanger Marc Bjørn Roland var et helt kapitel for sig. Hans overskud i stemmen, smukke klang, fylde og dybde var med til at gøre numre som ”Collarbone” og ”Arms of the Infinite” til favoritter. På bedste Samuel T. Herring-vis formåede han at skifte det dybe ud med det hæse eller med growlende demonvokal – hver især afgørende for det enkelte nummers stemning, der gik fra det storladne til det varme og til det foruroligende dramatiske.


Kontrasten imellem Rolands krævende indlevelse i numrene og hans nærmest pjattende optræden imellem numrene var slående. Han kunne næsten ikke være i sin egen krop af bare begejstring. Begejstringen var nu også berettiget, for han og resten af Kentaur havde virkelig noget at byde på.



En times koncert med Kentaur var måske lige i overkanten. Ujazz kunne med fordel have holdt sig til sit 45-minuttersformat. De mange flotte numre kunne godt blive lidt ensformige i længden med deres repeterende spil og deres støt stigende intensitet. Strukturen på numrene var sådan set perfekt, der var bare lidt for mange af dem, og på et tidspunkt nåede den intense stemning sit mætningspunkt.



Lowly
 **

 (Se fotoserie fra Lowly-koncerten)

Hvor der var masser af plads imellem de seks i Kentaur, var kvintetten Lowly en hårdt komprimeret blok af lyd og effekter. Al nerve og intensitet var blevet presset ud. Lowly spillede dagens første koncert på VoxHall, der undervejs gik fra at være halvtomt til at blive halvfyldt.


Tiden må snart være løbet fra konceptet med to tangentspillere, der står over for hinanden og spiller synthesizer, trykker på effektknapper og afspiller præindspillet lyd. Det bliver simpelthen for meget og tenderer til at forvandle lydinfernoet til et støjinferno.


Lowlys ene sangerinde Soffie Viemose startede dybt og monotont ud. Hun druknede desværre i musikken og i sig selv. Bedre blev det med guitarist og sangerinde Nanna Schannongs lyse vokal, men bedst var det nu, når de to sangerinder sang simultant i kor – uden at det dog blev prangende.


Trommeslager Steffen Lundtoft var klart koncertens bedste element med sine energisk velspillede og kreative beats. Hans rytmer var dog noget opmærksomhedskrævende og -stjælende, men på den monotone baggrund af synths, guitar og vokal var det nok meget godt. Hans energiske spil stod også i skærende kontrast til de fire andres shoegazing.


I løbet af koncertens 45 minutter var der kun to stille numre, der brød Lowlys lydmur. Disse var også de korteste numre. På det allersidste nummer rådede Viemose bod på åbningsnummerets monotone lidet hørbare sang i en energisk kraft- og pragtpræstation. Dette var koncertens bedste og eneste udadvendte handling. Desværre var det ikke nok til at trække Lowly op fra de to stjerner.



Iceage
 *** (Se fotoserie fra Iceage-koncerten)



Med Iceage fik vi på VoxHall Ujazzprogrammets udfordrende element. Kvartetten formåede virkelig at dele vandene. I hvert fald de indre vande. Musikken var lige dele frastødende og tiltrækkende – begge dele ment lige positivt.


Attituden var kodeordet fra Iceage gik på scenen, og til koncerten sluttede. Der var ingen smil. Der var ingen reaktion på publikums jubel. Der var vel nærmest ingen grund til at klappe? 
Ikke engang de nye højder af tilråb, hujen og hoppen fra publikum på ”The Lord’s Favorite” kunne trække i bandets smilebånd. Man må bøje sig i støvet over denne kompromisløshed. De fire i Iceage var dybt koncentrerede om at gøre sine ting i form såvel som indhold.



Man kan diskutere om Iceages udfald i tempo er charmerende eller bare teknisk dårligt. Jeg vil mene, at på de rigtige steder – nogle som Iceage har en særlig evne til at finde – så har det bestemt sin charme at være dynamisk i tempo såvel som lyd. Selvom de måske ikke vil være af det, så spiller de faktisk ganske godt på deres instrumenter i punkbandet Iceage. Særligt bassist Jakob Tvilling Pless leverede nogle lækre basgange. Tilsat Elias Bender Rønnenfelts drævende og dragende vokal bliver det helt godt på en grim måde. Eller grimt på en god måde.


Bedst var Iceage, når de spillede dynamisk og vekslede mellem det tavse og det larmende. Så blev der plads til det eksplosive og det ekspressive. Netop derfor var det en skam, at der blev skruet mere og mere over på maksimum og maskingeværstrommer, som koncerten skred frem, på bekostning af den gode sang. Der gik lidt for meget krigsfilm i den. En stor skam, når nu Iceage havde vist, at de godt kunne finde ud af dynamikken.



Goat
 **** (Se fotoserie fra Goat-koncerten)

De snart albumaktuelle svenskere i Goat fik lov til at lukke og slukke årets Ujazz på Voxhall. De lukkede med en decideret rockfest.
 Goat sætter nye standarder for fusionsmusikken med sin sammensmeltning af 60’ernes (syre)rock ala Hendrix og The Guess Who, reggae ala Marley, nordafrikansk ørkenrock ala Tinariwen og østens mystik. Koncerten på VoxHall var som at se et coverband løbe løbsk. Publikum løb med, og rockfesten udviklede sig til en regulær dansefest.



Tempoet var hæsblæsende fra start til slut, begyndende med at fem maskeklædte musikere kom på scenen og startede med at spille trommer, guitar og bas. Noget de ikke stoppede med, før koncerten var slut. Da publikum var varmet godt op, kom endnu to masker på scenen – disse endnu mere farverige fra top til tå. De to sangerinder dansede og rystede deres tamburiner på vejen hen til mikrofonerne, hvor de i synkron fællessang for alvor satte gang i festen.



Folk svajede på stedet, som var de iført skistøvler. Den evige rytme forplantede sig i hele salen og ingen kunne stå stille. På toppen lagde guitarerne og vokalerne sig som et messende slør af mystik og rockmusik, mens de to danserinder rytmisk dansede med. Det var en trippende oplevelse, der sendte tankerne tilbage til det Woodstock, som man aldrig oplevede. Men det var dog ikke en særligt udviklende oplevelse. Goat startede ud i højt gear og holdt den kørende i samme hele koncerten igennem. Trommerne buldrede derudaf nonstop, men musikken og festen tabte momentum. Om ikke på scenen så i hvert fald i salen. Der er grænser for, hvor meget knald på, man kan kapere i denne repeterende musik. Det blev simpelthen for meget af det gode.

Heldigvis genvandt Goat noget momentum til slut med ”Run To Your Mama”, men alt i alt var det en mættende oplevelse. Om end en god mæthed. Man skal være i god fysisk og psykisk form til at kapere Goats transcenderende fusionsrockdansefest. Jeg har dog svært ved at se, hvad de kunne gøre anderledes. Pauser mellem numrene og variation i numre syntes ikke at være deres drivkraft. Jeg er sikker på, at fornøjelsen var lige så stor som og til tider større på scenen end foran den – og det siger ikke så lidt. Goat frisatte en urkraft, som de ikke kunne have gemt på længere. Den blev næsten bare for stærk i længden.

 

Se billeder af Ralph Myerz and the Jack Herren Band, der også spillede til Ujazz


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA