x
Psykonauter overgiver sig aldrig

Kikagaku Moyo og Cacafogo , Loppen, København

Psykonauter overgiver sig aldrig

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Folkemusiktraditioner fra over hele verden levede videre i bedste velgående, på ekspertvis fortolket gennem avantgarde-psykedelisk rock af begge grupper

 

Cacafogo ****

Christiania, modkulturens mekka i København, kan fejre 45-års jubilæum her til efterår – og hverken Islamisk Stat eller politiaktioner har kunnet holde mikronationen og dens ånd nede, hvilket aftenens koncert på Loppen beviste i fuld flor. Endnu et nydannet psykedelisk rockorkester fra København var første navn på programmet, Cacafogo, som efter kun en enkelt ep allerede har etableret sig som et navn, folk lægger mærke til.

Dette har de gjort med god grund: Usædvanligt for et skandinavisk projekt har Cacafogo taget udgangspunktet til deres musikstil i mellemøstlig og østeuropæisk folkemusik – og filtreret disse gennem den moderne rockundergrunds univers. De tre titelløse numre, de optrådte med, startede med dronende cello- og keyboard-linjer, som sammen med hypnotiske guitarmelodier skabte en halvvejs sakral ritualistisk stemning som kendt fra Grails og Om. Projektionen bag understøttede denne atmosfære med billeder af moskéer og græsk-ortodokse kirker ved solopgang.

Cacafogo erklærede sig dog som meget mere end blot det, da de slog over i intense hårde sektioner med masser af temposkift, domineret af svævende forvrængede guitarmelodier centreret omkring søsygt valsende rytmer. Projektionerne på lærredet bag skiftede til enorme ørkenlandskaber, altre og pyramider, så deres musik blev virkelig til en rejse ud i det ukendte, især når den tog sin melodiske grammatik og referenceramme fra traditioner, som sjældent er blevet inkorporeret i en psykedelisk støjrock-kontekst. Prikken over i'et var sangeren Ceto Jørgensens besatte rablen om indre åndelige konflikter læst fra en læderindbundet bog – som en visionær gal præst i stil med Grigori Rasputin og Jim Jones.

Deres musik var noget forvirrende på en måde, undertegnede ikke altid var helt sikker på var tiltænkt, og det tekniske lydbillede kunne blive lidt rodet. Alligevel demonstrerede Cacafogo en velgennemtænkt ny retning for progressiv rock i det 21. århundrede – og er en gruppe, der bør holdes øje med.

 

Kikagaku Moyo *****

Aftenens hovednavn var et meget mere erfarent band og gæstede for anden gang København, hvor deres trofaste fanskare var mødt op. De har markeret sig som sidste skud på stammen indenfor progressive rockgrupper inspirerede af traditionel japansk musik – en bevægelse gående hele vejen tilbage til 1970'er-gruppen Flower Travellin' Band, der blandt sine moderne disciple også har talt så kendte navne som Acid Mothers Temple, The Boredoms, Mono og Ningen-Isu.

Kikagaku Moyo ("geometrisk mønster" på modersmålet) har dog udviklet deres egen stil: Kompositionerne tog udgangspunkt i rolige, men motorisk drivende rytmer, og de to guitarer samt sitaren og orglet udviklede flere melodi-lag rundt omkring på tværs af flere temposkift – hver tilføjende nye lag guitarforvrængning og elektroniske lydeffekter. Det instrumentale sammenspil var imponerende disciplineret, især rytmesektionen der fungerede som musikkens anker og gav selv de mest stille sektioner et fremadgående momentum af konstant bevægelse. Ligeledes fik den de mest spraglede og udsvævede instrumentalpassager til at hænge sammen.

Det andet samlingspunkt i KMs musik var atmofæren af kølig og upersonlig naturlig skønhed strømmende gennem hele deres værk – samme stemning som en skyfri stjernehimmel, en uspoleret skov ved skumringstiden eller månen. Selv klimakserne i deres sange, hvor de eksploderede i tunge dommedagsmetalliske riffs underbygget af intense rullende rytmer, havde en majestætisk sublimitet som et rasende hav eller en meteorsværm. Lysshowet og den bagprojicerede film var også perfekt tilpasset hver sang med motiver som svømmende gopler, ørkensandstorme filtreret gennem psykedeliske farver og skove ved skumringstid. Den sammenhængende harmoni fortsatte i fadeout-codaerne til hver sang.

På vej ud hørte undertegnede også flere andre gæster nævne, at det var den bedste koncert, de var gået til for pengene i lang tid, og nævnte rytmesektionen som lige så bemærkelsesværdigt fremragende.

 

Sætliste for Cacafogo:

I

II

III

 

Sætliste for Kikagaku Moyo:

Jam

New

Tree Smoke

Silver Owl

Kogarashi

Issay

 

 

Cacafogo er:

Vokal + cello: Ceto Jørgensen

Guitar: Nicklas Kirchert

Keyboards: Poul Høi

Bas: Emil Winther

Trommer: Søren Høi

 

Kikagaku Moyo er:

 

Vokal + guitar: Tomo Katsurada
Guitar: Daoud Popal
Sitar + orgel: Ryu Kurosawa
Bas: Kotsuguy
Trommer + Vokal: Go Kurosawa


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA