x
En indadvendt charmeoffensiv

Június Meyvant, Jazzhouse, København

En indadvendt charmeoffensiv

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

”You can't just eat candy all the time. Sometimes you have to eat shit, to know that you're eating candy”. Med en tør og helt særegen humor sneg islandske Junius Meyvant sig ind i hjertekulen på et udsolgt Jazzhouse. Med det borgerlige navn Unnar Sigurmundsson har Junius gået sejrsgang over den internationale verden med sin musikalske blanding af lige dele soul- og folk-referencer. Senest spillede islændingen for et proppet Pavillion telt ved årets Roskilde Festival. Og som tidligere på året bar aftenens koncert præg af en underspillet tilbagelænethed i eksikveringen af sangene fra Junius' debutalbum, "Floating Harmonies". Men til forskel fra Dyrskuepladsens hektiske kaos befandt den noget mere intime lyd sig godt i lige så intime rammer, som Jazzhouse nu engang er.

Et nummer som ”Signals” lagde sig som et sonisk varmetæppe over publikum. Med lette, spartanske toner i det lyse leje, selv for bassisten, fandt Unnar og band et luftigt rum, der trak sit rytmiske grundlag fra soulens bagland. Det samme gjorde sig gældende for den bossanova-vuggende ”Manos”, hvor bandets to pianister skiftevis viste store præstationer udi ekvilibristisk leg. Trods bandets store lyd på indspilninger var det et noget skrabet mandskab, der var med til aftenens koncert, hvilket satte en naturlig dæmper på den dynamik, der ellers er vartegn på især Junius' første ep.

 

Knastør og mumlende

Som det kunne læses af de første linjer i denne anmeldelse, havde Unnar medbragt et arsenal af sin bedste og mest tørre, idiosynkratiske humor. Og det gik rent i hjertet på publikum, som både var lattermilde og kastede bemærkninger tilbage mod scenen, hvilket nok mest af alt illustrerede weekendens frimodighed. Denne forbindelse med publikum sikrede, at intensiteten imellem samme ikke forsvandt, når Unnar selv flere gange forsvandt ind i skjul af sangene. På ”Mighty Backbone” var det nærmest uforståeligt, hvad der blev sunget, og hvad Unnar egentlig ville formidle med sangen. Det samme var også lidt tilfældet for sange som ”Color Decay” og ”Gold Laces”. Der var især i de produktionsmæssigt større numre, som på plade stråler i deres udvidede besætning, en lidt for tilbagelænet tilgang og en for smal besætning til, at de helt fik den dynamiske pondus, de fortjener live.

Når det derimod gik højest, var materialet ikke blot en hyldest til soulens væsen, men samtidig også en kanalisering af dens grundsubstans. På numrene ”Pearl in a Sandbox” og ”Floating Harmonies” blev Unnar efterladt alene på scenen, hvilket automatisk skruede intimiteten i vejret. Her viste forsangeren, at hans stemmekvalitet, med de karakteristiske minutiøse slutfraseringer, også egner sig enormt godt til nedbarberede produktioner. På begge numre viste Unnar et stemmemæssigt slægtskab med Brian Ferry i hans dybere og mere nedtonede materiale. Alene udstrålede Unnar en varme, som matchede det gyldne lys, der lagde sig over scenen i disse to numre.

Aftenens koncert blev afsluttet med de to uptempo numre, ”Beat Silent Need” og ”Neon Experience”, hvor især sidstnævnte i stor stil løsnede op for den ellers lidt vage bandpræstation i de dynamisk større numre. Her viste Unnar sig også mere tilstedeværende, måske som et resultat af de to tidligere sange alene på scenen. Det var en velfortjent afslutning på en koncert, der viste, at Junius Meyvant og band sagtens kan spille soulen op, hvis de gider. Og som Unnar selv bebudede med sine sarkastiske indslag, manglede der måske flere intensive stikpiller for, at bandet ramte et højere niveau. Men trods tilbagelænetheden var det en fornøjelse at høre Junius' materiale på en københavnsk livescene, hvilket forhåbentlig kommer til at gentage sig mange gange fremover. 

 

Sætliste:

Hailslide

Signals

Manos

Mighty Backbone

Domestic Grace Man

Floating Harmonies

Pearl in a Sandbox

Be a Man

Gold Laces

Color Decay

Beat Silent Need

–---

Neon Experience


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA