x
Det lyder så Leth, men det simple er svært

Vi Sidder Bare Her, Aveny-T (turnépremiere), København

Det lyder så Leth, men det simple er svært

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Det giver ikke mening at anmelde denne sag som koncert, heller ikke som digt/fabulerende indtryk, men mest som en stemning.

Og den var god.

De to dygtige musikere, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, leverede det flotte, næsten new age-agtige lydtæppe til Jørgen Leths kendte stemme, der reciterede, hvad der foregik helt spontant inde i hovedet på ham ved de første indspilninger. Til koncerten var der til gengæld lavet et udskrift, for det var for svært for ham at huske alt sammen udenad med den arbejdsproces, lød forklaringen.

Det forstår man.

Det, der foregår i Jørgen Leths hoved, handler i høj grad om ham selv.

Minimalistiske betragtninger over verdens pudsigheder, den første forelskelse (kanon at tage med resten af livet), cykelturen med far holdende en stang ned i cyklen (det var vidunderligt), oplevelsen af sig selv som affældig (ikke så fedt).

For ikke at nævne havet (som han hader) og den tætte dans (som han ret godt kan lide – det kan han altså!).

Jørgen Leths poesi/tankeleg og -flugt har mange gentagelser og understregninger – som ”det er jeg ret vild med – det er jeg altså!” Det, han så er vild med, kan være alt fra en speciel hårdt strøget serviet til stegte sild.

Er det kunst?

Jeg er ikke sikker.

Men det er underholdende på den underfundige måde, hvor dybden kan være svær at finde – ud over, at her er et menneske, som holder fast i nuet, hvor minimalistisk det end er. Han tillader sig at mærke, at han lever – og endda at mærke efter endnu en gang, hvilket vi nok er mange, som ved gud ikke synes, vi har tid til at føle efter hele tiden, så tak for sparket!

Ligger udbyttet ikke i den store, intellektuelle fordybelse, der ændrer verden, så rammer teaterkoncerten en ensomhed ind. Den er smuk nok til at sanse verden omkring, men handler sjældnere om spillet mennesker imellem. Eller om ret kontra uret. Emnerne er ret simple, og (undskyld): Det lyder så Leth, men det simple er svært, hvis det ikke skal falde til jorden.

Det gør det ikke.

Til gengæld er der måske heller ikke den store eftertænksomhed efter forestillingen – bortset fra stemningen, som blev båret frem både fra scenen og blandt publikum: Ingen tvivl om, at for en stor del af publikum er Jørgen Leth kult. Plantet i en chesterfieldstol med musikernes gear omkring, sædvanligvis suveræn intonation i den unikke freestyle poesi – samt smukke, velspillede, stille harmonier fra Mikael Simpson og Frithjof Toksvig.

What is not to like?

Men næste gang må der gerne komme lidt mere bid, arrigskab – og ja, kant.

Jørgen Leth & Co. ligger i halen af en høj spoken word-standard, der i sin tid blev sat først af Dan Turèll & Sølvstjernerne – siden af Dan Turèll i to albums sammen med Halfdan E.

Sammenlignet med de aldrende indspilninger er der ved denne teaterkoncert absolut også humor som i Turells univers, men hos Vi Sidder Bare Her også en slagside af ufarlig feel good-fornemmelse i modsætning til Turell, der gerne ruskede danskernes selvforståelse.

”Bandnavnet” såvel som titlen på den nye (og fjerde) udgivelse “RAK–MA-GAK” ender som navnene i de tynde luftlag, hvor det ikke giver meget mere mening end netop at ramme en stemning eller en følelse ind. Det var også – bevares – både godt og underholdende beskrevet alt sammen. Der behøver heller ikke at være mere for at få en god aften ud af det. Der var totalt hygge på såvel scene som i salen, og det bærer fint de fire stjerner hjem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA