x
Det retrofuturistiske vinterpalads

Palace Winter, Templet, Lyngby

Det retrofuturistiske vinterpalads

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto

Et af de mest interessante nye danske rockorkestre, det kosmiske goth-støj-rock-projekt Palace Winter, indtog torsdag aften spillestedet Templet i afsidesliggende Lyngby.

Templet i Lyngby er endnu ikke blevet et af de bedst kendte spillesteder her til lands, måske fordi det er placeret lidt langt væk fra Københavnsområdet, hvilket er noget af en skam, da det har en helt unik stemning bare at gå ind i bygningen – beliggende op ad nogle trapper blandt majestætiske træer, designet efter et gammelt græsk-romersk tempel komplet med søjler og mytologiske relieffer. Indenfor har arkitekturen med sin relativt mørke og intime atmosfære også et lignende sakralt udtryk, resulterende i en mere højtidelig koncertoplevelse end de fleste andre mindre koncertsteder. På grund af Templets isolation fra rockmiljøet i København var der også en tydelig fællesskabsfølelse hos det publikum, der dukkede op, hvor folk kendte hinanden gennem stedets funktion som lokalt kulturelt samlingspunkt.

Aftenens optrædende, Palace Winter, har siden deres første ep sidste år etableret deres navn som et af de mange nye projekter til at genopvække 1960’ernes og 1970’ernes tyske eksperimentalrock-bevægelse kendt som ”Krautrock” i de engelsktalende lande, men betegnet ”Kosmische Musik”. Bortset fra nogle af de større navne som Kraftwerk og Tangerine Dream er denne musikscene blevet mere historisk vigtig end velkendt, hovedsageligt gennem sin påvirkning på ikke kun nutidig elektronisk musik, men også 80'er støjrock-grupper som The Boredoms og Sonic Youth. Palace Winter har baseret deres musik på drivende hypnotiske, men ret involverede motorik-rytmer (som kendt fra Can, Faust, Neu! etc) fra bas-synths og trommerne, med pulserende synthesizer-sekvenser og guitarmelodier lagt henover, som udvikler sig på tværs af flere sektioner i hver sang.

De længere sange demonstrerede tilmed klart velkonstruerede progressive kompositioner med tydelig opbygning og overgang mellem flere sektioner på neoklassisk vis a la Tangerine Dreams midt-70'er-plader – en arv, som også kunne høres i de æterisk flydende guitartoner tydeligt inspireret af Edgar Froeses stil og kolde, men organiske synthesizer-teksturer. De tungere numre gik tilmed over i improviserede støjende guitardrevne klimakser, som nærmest minder om Ash Ra Tempel filtreret gennem The Boredoms.

En anden inspirationskilde kunne høres i Carl Colemans melankolske vokalstil og de kantede abstrakte riffs, som især trådte frem i de langsommere og mere rockede passager: Den mere psykedeliske ende af 80'er-goth-rock-bevægelsen som repræsenteret af Echo and the Bunnymens tidligere plader eller The Cure omkring Pornography og Disintegration. Selv uden for disse øjeblikke var goth-påvirkningen også at finde i de tågebanker af ekko reverb, som vokaler og instrumenter var svøbt ind i.

Det var generelt ret bemærkelsesværdigt, hvordan Palace Winters lydbillede på en gang var meget minimalistisk og opbygget af relativt primitive komponenter i lo-fi analog instrumentlyd, men alligevel omhyggeligt komponeret og afvejet i, hvordan de forskellige teksturer kontrasterede og komplimenterede hinanden i et større musikalsk arkitektur-system. Hvad der fik alle de forskellige elementer og inspirationskilder bag Palace Winter til at virke i et fælles formål var den sammenhængende stemning, de konstruerede: Dyster og kold, men alligevel ret farverig og fantastisk. Det var to ret forskellige universer i den 70'er-psykedelia og 80'er-dystopisk futurisme, som Palace Winters musik trak på, men de fik begge af disse sider til at smelte sammen gennem fokus på de delte elementer i de to genrer.

I alt markerede både Templet sig som et koncertsted, der har gjort sig fortjent blive et større navn på grund af den helt unikke liveoplevelse, de kan tilbyde, og Palace Winter sig som en af de mest interessante grupper i den nutidige danske rockscene. Deres kosmiske goth-rock er måske ikke for alle, men projektet er lykkedes med at finde fælles grund mellem to bevægelser i moderne rockmusik, som meget sjældent forbindes med hinanden.

 

Palace Winter er:

Guitar + vokal: Carl Coleman

Guitar: Jacob Haubjerg

Synth + bas: Casper Hesselager

Trommer: Jens Bach Laursen

 

Sætliste:

Dune Wind

Hearts to Kill

New Ghost

Menton

What Happened

Time Machine

Soft Machine

HW Running

Woke in the Night

Positron

Dependence/Independence


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA