x
Poesi og nostalgi

Teitur, Train, Aarhus

Poesi og nostalgi

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Færøske Teitur er draget på en lille turné, hvor han spiller sit 13 år gamle debutalbum ”Poetry & Aeroplanes” i sin helhed fra start til slut, ligesom han gjorde det for første gang i Tivoli i juni. Efter Berlin og Store Vega i København slutter touren denne lørdag aften på Train i Aarhus for en næsten fyldt sal.

”Poetry & Aeroplanes” blev indspillet med stjernemusikere som trommeslager Matt Chamberlain (Tori Amos med flere), bassist Pino Palladino (John Mayer Trio med flere), produceret af Rupert Hine (Tina Turner med flere), udgivet internationalt af det multinationale pladeselskab Universal, og Teitur blev sendt på turné som opvarmning for store navne som John Mayer, Suzanne Vega og Rufus Wainwright i blandt andet USA. Det internationale gennembrud kom dog aldrig, og Teitur og Universal gik hver til sit, men Teitur skabt sig et mindre, men dedikeret publikum rundt om i verden, og herhjemme fik albummet pæn succes, ikke mindst sangen ”Josephine”.

Inden Teitur går på scenen, skal vi have en halv times opvarmning med … Teitur. Som ved tidligere koncerter giver han et lille support-solosæt med el-klaver og humoristiske kommentarer a la ”Jeg er meget beæret over at have fået lov til at varme op for Teitur” og ”I må gerne snakke under opvarmningen, det gør folk jo altid”. Folk er dog nærmest andagtsfuldt stille, når de ikke bryder ud i høje klapsalver. Det er da også en fornøjelse at høre Teitur solo, hvor han spiller en række af sine nyere numre, der er fuldt på højde med sangene fra debutalbummet. Nogle, som ”Home” og ”All My Mistakes” bliver spillet helt tyst og langsomt, mens andre, som ”Catherine the Waitress” og ”We Still Drink the Same Water” bliver leveret ganske ekspressivt, med Teitur hamrende i tangenterne. Begge dele fungerer godt.

Efter en lidt lang pause på 40 minutter vender Teitur tilbage, nu med akustisk guitar samt de tyske musikere Hanno Stick (trommer) og Jörg Holdinghausen (bas), den hollandske keyboardspiller Reyn Ouwehand og en dansk strygekvartet. Ingen af musikerne medvirker på det oprindelige album, men det viser sig hurtigt, at de har fået musikken langt ind under huden. Åbningsnummeret ”Sleeping With the Lights On” synes en kende langsommere end originalversionen, men ellers lægger liveudgaverne sig tæt op ad de indspillede versioner, også strygerarrangementerne, som dog fylder mere i lydbilledet live end på albummet, hvor de glider mere diskret ind i helheden. Musikerne spiller fremragende, og de enkelte detaljer står klart i lydbilledet, eksempelvis trommeslageren Hannos nænsomme whiskers og kantslag på en række af sangene, ligesom de melodiske basgange står klart frem.

Teitur selv spiller fint skiftevis akkord- og fingerspil på sin akustiske guitar og synger smukt med sin klare, ret lyse og lidt drengede stemme. Der er stadig noget ungdommeligt og uskyldigt over hans udtryk, selvom han nu er 38 år og i øvrigt nygift og nybagt far, som han på et tidspunkt får fortalt.

 

Nej tak fra Nicholson

Vi får undervejs en del underholdende anekdoter om sangene, blandt andet den romantiske ”One and Only”, som Teitur og hans sangskriverkollega forsøgte at få placeret i diverse tv-serier og film, og det lykkedes da også at få den med i både en Jack Nicholson-film og et afsnit af ”Venner”, hvor den skulle være underlægning til Chandler og Monicas bryllup – inden den begge steder blev pillet af igen, som Teitur tilføjer. Til gengæld bliver sangen ofte brugt til bryllupper, og Teitur har her indlagt plads til, at en koncertgænger tæt på scenen kan fri til sin kæreste, og ikke et øje er tørt.

I ”Rough Around the Edges” og senere ”Shade of a Shadow” skifter Teitur til el-guitar, hvilket giver sangene en lille smule mere kant, men ellers er vi i det afdæmpede hjørne det meste af aftenen, ligesom på albummet. Flere af numrene rummer dog en intensitetsstigning i mellemstykkerne, eksempelvis titelnummeret og ”Poetry and Aeroplanes”, og den bliver forstærket live. ”Let’s Go Dancing” er til gengæld helt tyst ligesom på albummet, med kun Teitur og lidt bas og keyboard, og en jazzet guitar- og keyboardsolo til sidst, som er en af aftenens største tilføjelser i forhold til originaludgaverne af sangene.

Overraskende nok slutter Teitur sættet af med albummet næstsidste sang, ”To Meet You”, men kommer ind og sætter punktum med ”Halfway Between”, der dog heller ikke medvirker på den amerikanske udgave af albummet. Et sidste ekstranummer får vi med et af Teiturs andre store hits, ”Louis, Louis” fra hans andet album, ”Stay Under the Stars”, med Teitur helt alene på scenen og stor jubel fra publikum.

En fremragende koncert med en smuk fremførelse af et stærkt, ungdommeligt romantisk og længselsfuldt album, der ikke er falmet med tiden, måske snarere tværtimod. Efter koncerten falder jeg i snak med en musikbrancheperson, der undrer sig over, at Teitur aldrig har fået det helt store gennembrud herhjemme, i stil med for eksempel Tim Christensen og Mads Langer. Jeg er enig, men det skyldes måske, at hans sange generelt er lige lavmælte nok til for alvor at gribe fat om struben på et publikum, der bliver bombarderet med underholdningstilbud fra alle sider. Teitur kan til gengæld glæde sig over en loyal fanbase, og senere bliver jeg præsenteret for en japansk fan, der er rejst hele vejen til Danmark blot for at se Teitur på hans delvise hjemmebane. Imponerende.

Aftenen er holdt helt i nostalgiens tegn, og man kan ærgre sig en smule over, at Teitur slet ikke spiller nogle nye sange, eller for den sags skyld noget fra sit seneste album, det tre år gamle og stærke ”Story Music”. Han er ellers albumaktuel igen allerede 21. oktober med albummet ”Confessions”, indspillet med den amerikanske komponist Nico Muhly og et barok-ensemble, men måske passer sangene herfra ikke ind i aftenens program? Lad os håbe, at det betyder, at vi snart kan se Teitur igen på en dansk scene.

 

Sætliste:

Home

All My Mistakes

Catherine the Waitress

We Still Drink the Same Water

You Never Leave LA

Stormy Weather

 

Poetry & Aeroplanes:

Sleeping With the Lights On

I Was Just Thinking

You’re the Ocean

Poetry & Aeroplanes

Josephine

One and Only

Rough Around the Edges

Let’s Go Dancing

Amanda’s Dream

Shade of a Shadow

To Meet You

 

Ekstra:

Halfway Between

Louis, Louis


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA