Efne Efterladte emmer stadig af efterår

De Efterladte, Radar, Aarhus

Efne Efterladte emmer stadig af efterår

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto

Sangeren og tekstforfatteren Peter H. Olesen har i nu snart 25 år beriget den danske musikscene med eftertænksomme, poetiske og diskret humoristiske værker. Først tre plader med engelsksprogede Greene, så syv med sin bror i duoen Olesen-Olesen og nu indtil videre tre med en anden duo. Nemlig De Efterladte, hvor guitarspil og musik leveres af Michael Lund, der også var fast ekstramusiker hos Olesen-Olesen.

De Efterladte har netop udsendt albummet ”Adjø tristesse”, et efter Peter H. Olesen-standard usædvanligt optimistisk udspil, og med det i bagagen (helt bogstaveligt) er de draget på en lille turné, der denne torsdag aften bringer dem til Radar i Aarhus. Her er en forholdsvis lille, men, skal det vise sig, meget lydhør og begejstret forsamling mødt frem. Til siddepladser, for ”vi tænkte, at vores lyttere jo ikke er helt unge,” som Peter H. Olesen på et tidspunkt drillende siger.

Gruppen lægger ud som duo med en tom stol og synthesizer imellem sig. Den opmærksomme har nok regnet ud, at den skal bruges af deres faste tredjemand, Boi Holm, som for tiden spiller med i Johnny Cash-teaterkoncerten ”American Spirit” på Aarhus Teater – så han kommer vel, når han har spillet færdig andetsteds i byen. Det betyder, at vi først får et sæt med De Efterladte skåret helt ind til benet: Peter H. Olesen på sang og af og til akustisk rytmeguitar, Michael Lund på skiftevis elektrisk og akustisk lead-guitar samt lap-steel.

De Efterladte åbner med et kort digt fra Peter H. Olesen – manden er også en glimrende lyriker såvel som romanforfatter – efterfulgt af en gammel Olesen-Olesen-sang, ”Jack Kerouac i Jylland”. Et nummer, som Peter H. Olesen efter eget udsagn ”skrev, da jeg var 25 år og kiggede tilbage på min ungdom.” En stærk sang, der som mange af Olesens andre numre har tydelige selvbiografiske præg og samtidig sender hilsner til hans litterære og musikalske inspirationskilder: Kerouac, Hamsun, Johannes V. Jensen og Nico.

”Levende hegn” fra det forrige De Efterladte-album ”Alvorsord og etagevask” følger, med smukt fingerspil på Michael Lunds sprødt klingende akustiske Gibson Hummingbird-guitar. En sang, der viser, at Michael Lund kan skrive lige så enkle og smukke melodier som Peter H. Olesens bror og gamle sangskrivningspartner Henrik Olesen – og røber Peter H. Olesens forkærlighed for lettere bedagede og sjældent brugte danske ord, i dette tilfælde ”charmør”.

”Til de efterladte” er stærkt selvironisk spoken word med lange og længselsfulde toner på lap-steel-guitaren, og sådan fortsætter det første sæt med flere højdepunkter, sluttende med ”Sommerferie Zimmerroom”, der tilbage i 1997 var ”Ugens uundgåelige” på P3. Som Peter H. Olesen tørt siger: ”Det var dengang, vi blev spillet på P3. Ja, det var dengang, vi i det hele taget blev spillet i radioen.” Det var også dengang, Olesen sang i et højere leje end nu, hvor ”jeg har været i Leonard Cohen-hjørnet i nogle år.” Teknisk set er Olesen ikke den store sanger, men han har tilpas meget pondus i det dybe register, og så må man leve med, at han af og til skæver ned på gulvet, hvor sangteksterne ligger med store typer. Måske ville det hjælpe med et nodestativ, så han ikke skal se så meget ned – det har han brugt før. Og ja, det er okay ikke at kunne huske sine tekster udenad, når de er så prægnante og til tider ordrige, som tilfældet er her, og man er på den anden side af de 50.

Ironien ophæves – og vender tilbage

Første sæt varer kun en halv time, men andet sæt er heldigvis dobbelt så langt, og nu er Boi Holm kommet med på scenen, spillende skiftevis på en ældre synthesizer og en Omnichord, en slags elektronisk autoharpe med mange særegne lyde. Det giver plads til mere energiske og tempofyldte sange som eksempelvis ”Synger synger”, der som sang nummer 10 på sætlisten er første sangeksempel fra det aktuelle album ”Adjø tristesse”. Et udspil, der dog herefter, da vi endelig har fået slået hul på bylden, fylder en del i andet sæt.

Olesen siger med vanlig selvironi, at ”mange af sangene på det nye album er skrevet på et tidspunkt, da vi var afklarede med mange ting i vores liv – nu er tingene så faldet tilbage til et mere naturligt leje.” Måske derfor er flere af de sange, vi får fra ”Adjø tristesse”, blandt albummets mere mørke af slagsen, for dem er der stadig nogle af, eksempelvis ”Glem mig” og ”Bravo november” – sidstnævnte er ”vores 117. sang om efterår. Nu har vi bare fundet ud af, at den eneste måde, man kan overleve efteråret på, er ved at omfavne det.”

Den stærke ”Håbet er kommet til byen” fra albummet ”Alvorsord og etagevask” får følgende prædikat: ”Jeg skrev en tekst, som måske var tænkt ironisk, og sendte den til Michael, der slet ikke opfattede den ironisk og skrev en smuk melodi, så nu er den i hvert fald ikke ironisk længere – måske skal man bare lade ironien ligge nogle gange og sige tingene ligeud.” Hørt – i hvert fald hvis der kommer et så skønt, musikalsk melankolsk og dog opløftende resultat ud af det som her.

Humoren er dog tilbage ved en af Olesens afsluttende bemærkninger: ”Når I ikke er flere, og I ikke klapper højere, må I ikke få mere end to ekstranumre ifølge aftalen med Dansk Musikerforbund – på trods af 30 års højredrejning i samfundet”. På dette tidspunkt har vi dog allerede fået mere end 20 stærke sange fra den træfsikre trio, der slutter af med en slags hit, i hvert fald blandt fans, Olesen-Olesens ”Set gennem en voksende rus”, med nænsom el-guitar, der er som solpletter gennem en trætop og omkvædslinjen ”Jeg siger, at verden er smuk, set gennem en voksende rus”. Jeg har kun fået to danskvand med citrus denne aften, men lige nu er verden alligevel smuk. Og skulle man bekymre sig lidt om sine dagligdags problemer, kan man måske lune sig lidt med Olesens enkle, men præcise konstatering: ”Der er et uendeligt mørke udenfor, hvis blot man kigger op.”

 

Se De Efterladtes turnéplan her

 

Sætliste:

Første sæt:

Jack Kerouac i Jylland

Levende hegn

Til de efterladte

Nedenom og hjem

En knivspids af din tro

Sommerferie Zimmerroom

 

Andet sæt:

Kursiv

Studier af skyer

Fugleskræmsel

Synger synger

Hvor alting hører op

Der hænger en uro

Jeg falder

Sangen selv

Glem mig

Glæden ved at være undervejs

Du fandt ikke dig selv

Bravo november

Håbet er kommet til byen

Alt forsvinder og vender hjem

 

Ekstra:

Hver dag er et comeback

Set gennem en voksende rus

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA