Blomstrende brud med konventionerne

Pernille Rosendahl, Musikkens Hus, Aalborg (turnéstart)

Blomstrende brud med konventionerne

Anmeldt af Brett Tootle | GAFFA

Efteråret har rigtig trængt sig på i det nordjyske, hvor vi denne aften befinder os i det relativt nybyggede Musikkens Hus. På tredje sal er bygget en imponerende kunstnerisk foyer, som med dens postmoderne stil minder om den forandring, Aalborg er på vej mod. Ligeledes har aftenens hovedperson, Pernille Rosendahl, siden Swan Lee-debuten i 2001 gennemgået flere musikalske og personlige makeovers – og træder denne aften på scenen i foyeren med endnu et af slagsen: ”Dark Bird”. Det spontant udgivne album fra april i år er da også den primære drivkraft i aftenens sæt, som dog skal byde på kærkomne konventionsbrud.

Rosendahl anno 2016

Der lægges ud med en halv times ping pong mellem Gitte Ørskov – museumsdirektør og bestyrelsesformand for Statens Kunstråd – og Rosendahl selv. I modsætning til, hvad man kunne frygte, kommer de to ind på vedkommende kunstnerisk-politiske emner, der må have sat en tanke eller to i gang i den alternative foyer. Efter en kort pause træder den tidligere X Factor-dommer ind på scenen forvandlet fra den tidligere iklædte army-skjorte til glimtende pailletter.

En strygerintro svæver over i ”Solid Ground”, der fremføres alene af frontkvinden inden bandet listende entrerer den mørke scene til ”Weakness for You”. Det står hurtigt klart, at lyden denne aften kommer til at sidde mere end lige i skabet: Det medbragte band groover sikkert over den smertefulde vokal, der ligger perfekt placeret i det stemningsmættede lydbillede.

Der følges op med kreativ mekanisk andenstemme og dobbelt-mikrofon-teknik på ”Butterflies”, der utroligt forfriskende viser en mindre mainstream version af Rosendahl anno 2016. I den indledende samtale fortæller sangskriveren da også selv, at bruddet med den tidligere altomfavnende kommercialisering i musikken har været en nødvendighed. Det opmærksomt lyttende publikum synes tilmed at være opslugt af den melankolsk flotte tåge, der fylder hele rummet.

Improviserede ønskesange

Et af de helt særlige kendetegn ved ”Dark Bird” er dets meget stramme, faste koncept, som vi en del af vejen får serveret denne mørke aften. I modsætning til, hvad man kunne forvente – eller måske frygte – bliver aftenens show ikke en for firkantet affære, der holder sig til en bestemt manual. I koncertens tyste passage overrasker to improviserede numre af henholdsvis Anne Linnets ”Barndommens Gade” og Beyoncés ”Halo” – begge tilfældigt ønsket af publikum og begge leveret med en uovertruffen sikkerhed.

I al hast googler aftenens hovedperson sig frem til tekster, mens det medbragte band hurtigt får jammet sig ind på rette akkorder og form. Ganske imponerende. Den gåsehudsfremkaldende opfølgning i form af ”Battleship” tager os tilbage til Rosendahls eget materiale i udvidet form. De smukt vuggende akkordskift og tyste vokaldele bygger op til en intensiv live-afslutning, der sprænger boblen på nummerets ellers inderlige følelse. Man kunne meget vel have ønsket sig denne version af nummeret på ”Dark Bird”. Meget stærke sager.

Med fødderne på jorden

Selvom de færreste af os bliver yngre for hver dag, der går, kunne det næsten synes modsat med Pernille Rosendahl. Sangeren selv er gået fra mand, hus og bil til lille lejlighed og single-status. Den nye livssituation har mundet ud i en række dybt melankolske numre, der i sin lyd egentlig føles lidt ungdommelige i forhold til aftenens publikum. Hovedpersonen selv stråler i bogstaveligste forstand med fødderne på jorden i ”Feet on the Ground”, hvor forreste række får sangeren helt tæt på.

Der bliver hele aftenen sunget med stor – men ikke kedelig – sikkerhed, og her er ingen undtagelse på trods af manglende monitor. Afslutningsvis følger keyboardist Søren Møller trop, da der på gulvet allerbagerst i salen lukkes og slukkes på et oldgammelt celeste-klaver, hvor Rosendahl serverer både ”Rabbithole” og ”Would You” lige for næsen af publikum.

Viljen til at ville forny sig, udfordre og overraske må man give den talentfulde sangerinde stor kredit for. Kombinationen af stærke musikalske leveringer og fantasifyldte indspark bidrager til en flot efterårsaften i det nordjyske.

 

Pernille Rosendahls turné fortsætter til:

Den 26. oktober: Studie 2 Koncerthuset, København

Den 29. oktober: Godset, Kolding

Den 4. november: Pakhuset, Nykøbing Sjælland

Den 5. november: Train, Aarhus

 

Sætliste:

Intro / Solid Ground

Weakness For You

Butterflies

Is This It?

I Don’t Mind (Swan Lee)

Afterglow

Barndommens Gade (Anne Linnet)

Halo (Beyoncé)

Battleship

I See You

Fire

Feet on the Ground

Love Will Keep You Warm (Swan Lee)

----------------------------

Rabbithole

Would You

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA