x
Det dybe nets spøgelser

Aïsha Devi, Phono Festival, FAF-bygningen, Odense

Det dybe nets spøgelser

Anmeldt af Jannik Juhl | GAFFA

Fra Joan la Barbara over Laurie Anderson, Kate Bush og Björk, til helt nye navne som Holly Herndon, har en lang række kvindelige elektroniske musikere brugt deres egne stemmer som en lydkilde, der kan manipuleres, forvrides og forvandles. Herndon optrådte på Phono i 2014, og i år kunne man opleve en endnu nyere repræsentant for denne tilgang, nemlig den tibetansk-schweiziske Aïsha Devi, hvis debutalbum "Of Matter & Spirit" fra sidste år byder på en medrivende og stærkt original lyd. Her fremtræder hendes opklippede og effektbehandlede stemme skiftevis som rablende, uhyggelig tungetale, som højstemt ceremoniel messen a la Dead Can Dance, eller som et kor af digitale ånder, der hjemsøger internettets bundløse kollektive bevidsthed. Og alt sammen over en suveræn elektronisk backing, hvor svulstige rave-klange og næste doomcore-agtige melodifigurer omformes til en neo-futuristisk, barberbladsskarp og isnende kosmisk lyd.

Effekten blev ikke helt genskabt i koncerten, hvilket primært skyldtes, at Devi havde valgt at lade strukturen i sine numre være forholdsvis åben for live-bearbejdning. Hun brugte således en del tid på at styre synthesizere, midicontrollere og sequencerprogrammet på sin laptop, imens hun til det centrale vokalarbejde stort set holdt sig til en enkelt effekt, nemlig en lang, sylespids rumklang. Ved at variere graden af denne kunne hun skabe noget variation, men hun kunne ikke helt opbygge de samme rablende komplekse stemmelandskaber som på pladen, og således kunne vokaldelen af koncerten godt virke en smule ensidig i det lange løb – og dette var ganske langt, måske i virkeligheden et enkelt nummer for langt. Men omvendt kan man kun bifalde hendes vilje til faktisk at udvikle numrenes struktur mere eller mindre i nuet, i stedet for blot at afspille dem som backing for sangen.

Der var adskillige overraskelser og uventede drejninger i forhold til studieudgaven af musikken, til tider gik det hele i en mere trance/techno-agtig retning, andre gange stod det kosmisk svævende mere rent og klart frem, men selv om udtrykket således i perioder var en smule mindre særegent end på pladen, så var der intet, der ikke fungerede på sine egne præmisser. Samtidig fik det hele en yderligere dimension af de dybt bizarre videoprojektioner i baggrunden, hvor velkendte okkult-magiske symboler og billeder blev taget ud af deres fortærskede gotiske rammer og placeret i et hysterisk univers af kulørt internetkitsch og således fremstod langt mere forskruede og foruroligende end i den traditionelle ”mørke” kontekst. I den forstand var det et perfekt match til Aïsha Devis cyber-spirituelle lyd, og prikkerne over ï’et i en fremragende koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA