x

Mat Whitecross/Oasis
Supersonic

Den sidste store musikalske massebegivenhed før internettet

GAFFA

Film / Scanbox
Udgivelse D. 13.10.2016
Anmeldt af
Henrik Tuxen

Producerholdet bag dokumentaren om Amy (Winehouse) har skabt en fascinerende, medrivende og emotionel film om Oasis, i glansperioden fra 1993-96, hvor bandet gik fra at være på understøttelse og totalt ukendte til at spille for 250.000 mennesker på Knebworth og slå den ene salgsrekord efter den anden. En periode på kun 2 1/2 år. Med naturligt akse i forholdet mellem brødrene Liam & Noel Gallagher, der både var (er) telepatisk kreativt og præget af vilde konflikter og ekstrem rivalisering.

Historien om Oasis er langt mere end musik; myterne og skandalerne stod i kø. De er fyldigt behandlet i filmen, uden at den på nogen måde forfalder til ligegyldigt tabloidstof, men fremstiller et dragende portræt af en flok vilde og blodige arbejderklassedrenge, der kaotisk og fandenivoldsk følger deres drømme og går efter at blive verdens største band, og i egne, og mange andres øjne, bliver det.

Meget efter Noel Gallaghers ønske, eller sikkert krav, er hverken han, Liam, eller andre bandmedlemmer filmet i dag, men fortæller retrospektivt, i speak-over, til det fyldige billed- og filmmateriale, fra før og under tiden, hvor Definetely Maybe og (What's the Story) Morning Glory storhittede. En epoke, hvor en hel verden skrålede med og drak sig i hegnet til Noel Gallaghers geniale sange og Liams arrogante og karismatiske måde at levere storebroderens generationsdefinerede hverdagstekster på.

Mor Gallagher

Filmen får en ny og særlig dimension til de endeløse historier om brødrene Gallaghers rivalisering ved, at mor Peggy (som begge brødre helt eksplicit elsker) er en gennemgående figur (filmet i levende live i dag) i Supersonic. Hun elsker ret usentimentalt sine drenge, men som hun siger: "I've spent my life worring about them”, glad og stolt over succesen – især når hun ser masserne synge sig hæse og vinde og skæve til koncerterne, men den dag i dag er ked af, hvordan brødrene er gået så skævt af hinanden. For eksempel illustreret ved dengang, knægten Liam pissede (i ordets konkrete betydning) på sin fem år ældre storebrors nyindkøbte stereoanlæg i barndomshjemmet. Men som Peggy Gallagher symptomatisk siger om den periode, Supersonic dækker: "It all happened way too fast".

Hvor brødrene tydeligvis vil forsvare og beskytte mor Peggy, så længe de begge trækker vejret, skal den biologiske far vist vare sig for at nærme sig sine berømte sønner i dag, hvis han fortsat ønsker at eksistere i kød og blod. Særligt Noel fik hans korporlige kærlighed at føle. Som Noel (der ikke gider at være bitter) udtrykker det: "Jeg blev indadvendt og sad med min guitar, så på en måde kan du sige, at han bankede talentet ind i mig". Liam havde en parallel oplevelse. I et (af mange) ungdomsslagsmål blev han slået i hovedet med en hammer. Det klikkede musikken ind i ham, som han siger, og siden har der kun været en vej. Dette og mange andre aspekter af brødrenes barndom, opvækst og personlighed får man en god, solid og fascinerende indsigt i.

Bandet

Den to timer lange dokumentar fokuserer målrettet på bandet og menneskerne i og omkring det, frem for at sætte Oasis i et tidsmæssigt musikhistorisk perspektiv eller portrættere en genre. Ret overraskende bliver hverken The Beatles, Suede, Blur eller for den sags skyld begrebet britpop nævnt med et ord i filmen. Det er historien om et par arbejderknægtes vilde og vanvittige drengedrøm, der bliver foldet fuldt og helt ud i et sandt musikalsk overflødighedshorn, hvor druk, stoffer, damer, kaos og konflikter er en integreret del af pakken. Som Liam udtaler: "Du kan ikke sige til en 21-årig, at han skal være professionel". Eller som pladeselskabsguruen Allan McGee siger, da en brødebetynget tourmanager fortæller, at bandet er blevet arresteret på færgen på vej til første udenlandske koncert i Holland på grund af slagsmål: "Brillant".

Det fascinerende, som også er kernen i Oasis' tekster, musik og attitude, er at trods den vildt overgearede og ekstreme mediehype, de ikke kun var genstand for, men selv pro-aktivt iscenesatte, var det helt og igennem bundhamrende ærligt. De er, som de er, ellers havde de aldrig haft den gennemslagskraft, som tilfældet var, og i stand til at genere den glæde, melankoli og vildskab hos folk, som musikken fremkaldte og fortsat kan genere. Filmen viser skønne sekvenser, hvor brødrene leger og joker, som en flok ustyrlige hundehvalpe, sammen med blandt andre soul brother og guitarist Bonehead, hvor de ustyrlige one-liners vælter ud af brødrene, og alkohollen og stofferne lyser ud af øjne og krop. Begejstringen over succesen, dedikationen til musikken, livet i overhalingsbanen, som de dårligt selv fatter, men lever fuldt ud. Telepatien og kemien mellem de to. Noel spiller en sang én gang for Liam, som så går ind og negler den first take og bagefter går ind og ser fodbold og drikker videre, som produceren fortæller om Morning Glory-indspilningerne.

Og så de altid lurende konflikter, som fiaskoen på Whisky a Go Go i L.A., da bandet med forskellige sætlister, blæst væk på crystal meth, spiller hver sine sange samtidigt. Liam, der på scenen kyler sin tamburin i hovedet på Noel, som dagen efter sporløst forsvinder. "Jeg mistede lidt af mig selv på scenen den dag. Fra den aften blev det mig og dem, frem for os," som Noel udtrykker det. Eller under indspilningerne til Morning Glory, hvor Noel arbejder, og Liam kommer væltende med et hold fra pubben, det ender i et korporligt slagsmål. Noel banker Liam i hovedet med et cricketbat, og studiet bliver splittet til atomer, og hvor Liam til sidst smider en skraldespand efter den bil, storebroren skrider fra studiet i, da han har fået mere end nok af Liam og alt omkring ham.

Filmen skal ses, her er et par one-lines:

"Hvad er det, de hedder, de der brødre i Bibelen, Abel og Cabel (det siger han, red,). Det er det samme med os. Vi hader hinanden, derfor bliver vi det bedste band i verden”. – Liam

"Jeg blev chokeret, da min mor sagde, at Liam sang med et band og var nede at øve. Han sagde altid, jeg skulle holde kæft, da jeg spillede guitar, dengang vi delte værelse.” – Noel

"Hvis ikke jeg har Phil Collins' afhuggede hoved i min fryser inden to år, har vi været en fiasko” – Noel

"Supersonic er skrevet og indspillet hurtigere, end du kan spise en chinabox” – Noel

"Jeg er som en kat, Liam som en hund. Jeg er knapper, Liam er fingre. Jeg er den uafhængige, og Liam vil skubbe til, lege og bide alle.” – Noel

"Demokrati duer ikke i et band. Vi havde to, der gik efter at være premierminister.” – Bonehead, guitarist og tredjehjul

"Du kan se og mærke Noels følsomme side, når han sidder i studiet og spiller en sang som Talk Tonight. Bagefter kommer han ud af rummet og er igen en totalt cunt.” – Guigs, bassist.

"Når du har kombinationen af nosser og musik, så har du storhed.” – Allan McGee, pladeselskabschef

"Oasis var ikke for whimps. Det hele kørte i et vanvittigt tempo.” – Noel (om frafaldne bandmedlemmer og crew)

Knebworth

Filmen slutter i 1996 med Oasis' koncert på Knebworth Festival foran 250.000 mennesker, hvor 2,6 millioner prøvede at få billet, og hvor band og gamle kumpaner selvfølgelig fløj ind i helikopter. "This is history" gentager Noel flere gange på scenen, men i speak-over siger han melankolsk, at det mere føltes som en slutning end begyndelsen på noget nyt. Kulminationen, ikke kun på et band, men på en æra. Som Noel udtrykker (på nogenlunde følgende vis):

– Det var den sidste store musikalske massebegivenhed, der samlede folk, før internettet, før reality- og celebrity dominerede. En gang, hvor musik betød noget helt særligt og samlede folk. Det var bare en fantastisk tid at leve i. Jeg vil ikke sige, at vi var de bedste musikere, hverken individuelt eller samlet. Men når vi gik sammen, og den kemi og samhørighed, vi opnåede med vores publikum, var noget helt specielt. Det er en følelse, hverken vi eller vores fans, alle dem, der var der, nogensinde vil glemme.

"Supersonic" er instrueret af Mat Whitecross og har premiere over hele landet 13. oktober


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA