x
Professionel og ydmyg præstation

Maxwell, Falconer Salen

Professionel og ydmyg præstation

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Den amerikanske r&b-sanger Maxwell gik på scenen i Falconer Salen cirka en halv time efter, at Mary J. Blige havde forladt den.

De to turnerer rundt i Europa sammen og spiller på samme scene, samme aften, i to adskilte koncerter, og set-up’et giver mening – genremæssigt og logistisk. De to henvender sig til samme publikum, og deres hurtige sceneskift kan lade sig gøre, fordi de stiller op med besætninger, der kan indtage samme positioner på scenen. Hvor Mary J. Blige har tre korsangerinder med sig på scenen har Maxwell bare én foruden en trompetist og en saxofonist, en guitarist, basssist, trommeslager og keyboardspiller.

Selv om Maxwell har udgivet fem studiealbum og for disse modtaget anmeldernes ros og et hav af priser – blandt andet to Grammy Awards – er der ingen tvivl om, at han i selskab med Mary J. Blige er ”lillebror”. Hvilket ræsonnement, der så ligger bag, at hans koncert skal være den sidste af de tos på den fælles Europa-turné, skal jeg ikke kunne sige, men sidst er den.

Det fascinerende fredag aften var imidlertid, at Maxwells optræden umiddelbart kunne ”måles” op imod ”Mary J. Bliges”, og de to præstationer var væsensforskellige. Hvor Mary J. Blige var ”selvbevidst”, forceret og styrende, var Maxwell helt åbenlyst ydmyg. Han nød at være på scenen og havde evnen til at besidde den. Hans tilgang til musikken, hans kontakt til orkesteret og hans relation til publikum var båret af noget, der lignede en naturlig kombination af professionalisme, glæde og ydmyghed. Og nok så væsentligt – han og hans lydfolk – vægtede nuancer helt fra start. Således blev vi fra hans side budt på et mere rigt facetteret og gribende udtryk, end det vi fik af Mary J. Blige.

Maxwells koncert bestod af effektiv, nuanceret og groovy soul og r&b. Den rummede klare referencer til Prince, var strømlinet som hans musik, og samtidig konstant levende og i live.

Et højdepunkt i koncerten var Maxwells versionering af Kate Bushs mesterligt flotte, dybt dragende melankoli, This Woman’s Work. Få kan som Maxwell håndtere netop dén. Men dét kan han – i respekt for forlægget og på sin helt egen måde. Et andet højdepunkt i koncerten var ekstranummeret Pretty Wings, der om noget må kaldes Maxwells signaturnummer.

Helt i koncertens ånd sluttede det hele af med 1) en ydmyg takketale fra Maxwells side: Tak fordi I gjorde det muligt for os at give en koncert og 2) at hele orkesteret stod på række, bukkede og glædesstrålende lod en mikrofon passere fra hånd til hånd – en mikrofon, hvori hver eneste med egen stemme præsenterede sig og takkede. Dét var en flot og fascinerende nok – naturlig – afslutning på en ydmyg og professionelt ud- og gennemført koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA