Imponerende nærvær og følelserne helt uden på tøjet

Bat For Lashes, Store Vega, København

Imponerende nærvær og følelserne helt uden på tøjet

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Opvarmning: Phoria
Før aftenens koncert med Bat for Lashes spillede engelske Phoria opvarmning. Jeg er nogle gange i tvivl om pointen med opvarmning, og denne gang helt udpræget. De knap 150 mennesker, der var mødt tidligt frem i Store Vega, ventede bare på Bat For Lashes, og bandet selv virkede absolut hverken sultne eller interesserede i koncerten. Ingen kontakt til publikum ud over et lavmælt mumlet ”excitedtobehere... supporting'forlashes”. Generelt ikke et lydbillede, der stod særlig færdigt, med skæve trommer der tog alt fokus fra det drømmende. Når de var bedst, lød det som et lavmælt Sigur Rós, bare uden sange.

Bat for Lashes
Imellem supporten og hovednavnet spilles der kor -og kirkemusik over højtalerne. Dét, sat sammen med det massive og håndhævede telefonforbud, satte en højtidelig stemning. Man kunne godt frygte, at det ville blive lige lovligt højstemt, men da først Natasha Khan med band indtager scenen, forsvinder al skepsis, og man ved bare, at det bliver godt. Bandet iført matchende sort, og med Natasha selv i kjole med sort brudeslør som Halloween-brud.

De lægger ud med de fem første sange fra det nye album, "The Bride". Temmelig kompromisløst, da det ikke er de mest taknemmelige numre at spille live, og nok heller ikke dem, som de fleste er kommet for at høre. Men det fungerer overraskende godt. Specielt "Joe's Dream" er lige så stærk som på pladen, med den smukke stemme og guitaren helt nøgen. Allerede fra starten er det tydeligt, at Natasha i den grad ligner sin lyd. Lige så mørk og stærk, hun kan virke, lige så sårbar og skrøbelig tillader hun sig også at være. Hos nogle bands er det risikabelt at lade så meget hvile på frontfiguren, her kan de roligt gøre det. 

Bandet består af en trommeslager, en keyboardspiller og en bassist/kapelmester. Generelt er de gode til at holde sig i baggrunden og kun gøre det nødvendige. Der er aldrig tvivl om, hvem der er i fokus, men specielt keyboardspilleren skal have ros for sit diskrete spil og rigtig velfungerende korvokaler.

Apropos vokaler er det en helt særlig oplevelse igen at være til en popkoncert, hvor sangen er live. Og ikke bare live, men overvældende god. Khan synger, så englene må være misundelige, og det gør én så glad, at hun kan gøre det live også.
Da vi når til singlen "Sunday Love", sker der noget i mixet, som gentager sig flere gange senere: Når der er trommemaskine på stortrommen, skal den lige dances til. Pludselig bliver der pumpet op til en fest, der slet ikke er der i resten af instrumenteringen. Og det er det eneste punkt, hvor der bliver gået efter billige point. Stadig ærgerligt, men også en stor kontrast, da alt andet er rigtig god stil. Ikke mindst Natasha Khan selv fortjener seks ud af seks stjerner. Helt ufatteligt charmerende og indtagende. Man har 100 procent indtryk af, at det var mennesket selv, vi ser, og ikke en konstruktion. Imponerende, at en koncert på så stor en scene kan have så meget nærvær.

Bat For Lashes har adskillige overjordisk gode sange, og ikke mindst "Laura" står krystalklart. Nok den bedste udgave af den sang, jeg endnu har hørt, men også "Marilyn", "I Will Love Again" og ikke mindst Fleetwooc Mac-coveret "Gypsy" er overvældende gode. Bandet turnerer ikke, og sangene er tydeligvis ikke blevet spillet ihjel, faktisk ser musikerne nærmest overraskede ud, når nogle af skftene lander korrekt.

Til gengæld er der også nogle numre ind imellem, der bare ikke fungerer live, og jeg griber mig selv i at kede mig en gang imellem. Her kan man godt frygte, at de lange stille stykker vil få en masse telefoner eller snak frem, men jeg ser kun to-tre telefoner i det skjulte, og selv snakken er så fraværende, at Natasha opfordrer os til at snakke lidt, da vi er alt for stille. Det er første gang, jeg oplever det! Hun tvivler på, at vi nyder det, men i virkeligheden er det en andægtig stilhed. Vi er i kirke, til det lange, ulykkesramte bryllup, der bliver skildret på det nye album.

I starten af sættet indrømmer Natasha Khan, at hun netop har været forkølet og derfor ikke har så meget stemme. Det gør absolut intet andet end at gøre hende endnu mere menneskelig, når hun diskret hoster væk fra mikrofonen, men det betyder, at hun  skipper sangen "Glass", da de høje toner ikke kan ydes retfærdighed på en forkølelse.

Det er svært at sige, om det er en fire- eller femstjerners koncertoplevelse. På den ene side havde jeg håbet på færre nye numre og flere af de virkelig stærke sange fra bagkataloget. På den anden side er det den mest charmerende og dejlige sangerinde, jeg nogensinde har set. Alle, der overvejede at tage derind, men ikke gjorde det, kan roligt fortryde. Og jeg har stadig den gode summen i kroppen, så det ender på fem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA