x
Når en mur af støj bliver et lidt for blødt tæppe

Dinosaur Jr., Rolling Stone Weekender, Weissenhäuser Strand, Tyskland

Når en mur af støj bliver et lidt for blødt tæppe

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Arkivfoto

Legendariske Dinosaur Jr havde, som et af hovednavnene, fået til opgave at lukke den store teltscene fredag aften på Rolling Stone Weekender. En opgave, der nok skulle være til at løse på en festival, hvor aldersgennemsnittet må ligge på de omkring 40+, og hvor man derfor må formode, at et flertal af publikum har dyrket dinosaurerne igennem tiden. Der er da også godt fyldt op i det store telt, men selvom der var skruet passende op for støjen, og både Lou Barlow og J Mascis arbejdede løs i hver sin side af scenen, så formåede bandet aldrig rigtigt at komme ud over scenen.

Gendannelses-kemien ser stadig ikke for god ud imellem Mascis og Barlow, der som sagt holder sig pænt til hver sin side af scenen og i øvrigt ikke ytrer et ord koncerten igennem – nuvel, vi er ikke kommet for at snakke, og det noget stramme udtryk bør ikke komme som den store overraskelse. Til gengæld har genforeningen kastet nærmest udelukkende gode albums af sig, hvor jeg må indrømme, jeg ikke sætter Give a Glimpse of What Yer Not fra i år blandt deres bedste. Måske også derfor koncertoplevelsen blev lidt skuffende.

Der er selvfølgelig usvigelige klassikere, som der ikke kan sættes noget på, halvvejs inde i sættet får vi Feel the Pain, Start Choppin’ og senere Freak Scene – alle tre klassikere, som mødes med udelt begejstring blandt de mange fans i teltet. Men derudover har bandet ikke meget at byde på, og efter en god times tid begynder en lille udvandring at tage form – måske trækker efterfesten i den anden enden festivalen alligevel mere. De, der bliver tilbage bliver så til gengæld trakteret med det efterhånden klassiske The Cure-cover af Just Like Heaven. Så man kunne trods alt gå derfra med følelsen af, at Dinosaur Jr stadig kan støje igennem med de bedste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA