x
Hope Sandoval & The Warm Inventions: Until The Hunter

Hope Sandoval & The Warm Inventions
Until The Hunter

Stemmen, der kan tø isbjerge op

GAFFA

Album / Tendril Tales
Udgivelse D. 04.11.2016
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Selv om udgivelsesfrekvensen ikke ligefrem er påtrængende hos Hope Sandoval, er stemmen ikke til at tage fejl af. Ud over Mazzy Stars Seasons Of The Day fra 2013 er der gået syv år siden, hun sidst søsatte et soloalbum i samarbejde med sit husorkester The Warm Inventions, der blandt andet tæller Colm O'Coisog fra My Bloody Valentine. Et gæstevisit i sensommeren hos triphop-legenderne Massive Attack på den fremragende The Spoils har kun været med til at forstærke hendes uomgængelige udtryk yderligere.

 

Som med tidligere tiders bedrifter er Sandovals aftryk som altid på grænsen til det overjordiske. Hudløst og magisk åbnes der på Until the Hunter med den psykedeliske Into the Trees. I slowtempo og som en drone smyger nummeret sig af sted med rumlende trommer, et søsygt Hammond og den varme sensuelle stemme, der forfører mørkt og spooky. Herfra tager albummet et radikalt stilskifte, som på den blidt vuggende country-noir ballade The Peasant, der viser en kunstner, som kan tryllebinde uden de store virkemidler.

 

På den sværmerisk og harmoniske Let Me Get There kæler Sandoval sig op ad Kurt Viles gæstevokal, og romantikken kan næsten kan mærkes mellem rillerne med ordene ”It's all in the groove”. Det tårnhøje niveau fortsættes fortryllende på Treasure, Salt of Tte Sea og Liquid Lady, hvor man som lytter bare må overgive sig til stemmen, der kan tø isbjerge op. Until The Hunter er et magisk og besættende album, hvor Hope Sandoval træder ud af tusmørket med en forførende nerve.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA