x
Der siges ikke så meget, men det gør nu heller ingenting

Dinosaur Jr., Amager Bio, København

Der siges ikke så meget, men det gør nu heller ingenting

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Forrige år markerede 30 år med Dinosaur Jr. Der har været lidt pauser undervejs, og det er kun forsanger og guitarist J Mascis, der har været med alle år i bandet med den støjende skatepunk. Bassist Lou Barlow forlod gruppen tilbage i 1989, hvorefter trommeslager Emmett ”Murph” Murphy fulgte i 1993, men selvom Dinosaur Jr. først opnåede en kommerciel succes i begyndelsen af 90’erne, nåede den originale besætning alligevel at sætte et helt særligt aftryk på bandets karakteristiske lyd og udtryk. Hvor albums som Green Mind og Where You Been står som bandets stærkeste udspil inden opbruddet i 1997, er de siden kommet ret godt efter det. Måske er det, fordi J Mascis igen har allieret sig med Murph og Lou Barlow, som hver især har formået at sætte et tydeligt aftryk på indie-scenen.

Lyden er siden gendannelsen i 2005 blevet renere. Det er tydeligt, at J Mascis er blevet skarpere på produktionsfladen igennem de sidste tyve år. Og samspillet i trioen er ligeledes skarpt skåret til trods for, at J Mascis og Lou Barlow efter sigende ikke rigtigt taler sammen. Alligevel står bandets seneste album Give a Glimpse of What Yer Not som et af bandets stærkeste udspil – i hvert fald siden gendannelsen for ti år siden.

Tredive år inde i karrieren, imellem J Mascis’ og Lou Barlows soloarbejder, turnerer Dinosaur Jr. stadig på højt plan. Der er gået tre år, siden Dinosaur Jr. sidst besøgte Danmark, men i mellemtiden har J Mascis kigget forbi Lille Vega med sin larmende akustiske guitar. Siden august har bandet turneret USA, og for nylig blev det Europas tur, hvor København og Amager Bio i aftes stod for skud. Den fyldte sal vidnede om, at Dinosaur Jr. ikke er faldet i popularitet og indflydelse, trods sin alder.

 

Tre mænd og et publikum i et øvelokale

Når der nu tirsdag skete lidt af en politisk sensation på det amerikanske kontinent, skulle man umiddelbart tro, at enhver der bevægede sig inde for kulturfeltet, havde behov for at udtrykke sig om det. Stod man med sådan en opfattelse af J Mascis og Dinosaur Jr., vidnede det om, at man ikke helt var klar over, hvad man var gået ind til. For samtale er der ikke meget af, når Dinosaur Jr. indtager en scene. I virkeligheden virker det lidt som om, at Dinosaur Jr. er i det for musikken og ikke så meget for formidlingen af det. Alligevel er der styr på tingene, og vi får en sætliste, der både er til ære for de gamle fans og dem, der først er hoppet med på vognen efter bandets gendannelse.

Der blev sat i gang med lidt fra dengang, Dinosaur Jr. i højere grad blev sammenlignet med Nirvana end med Sonic Youth. Væggen foran J Mascis, der højst sandsynligt indeholdt en ekstra sending guitarpedaler og muren af Marshallforstærkere i baggrunden kom til sin ret på ”The Lung” fra albummet You’re Living All Over Me. Et par numre inde i sættet blev det dog tid til et par fra den nye skive, hvor ”Goin Down” fik etableret sin thrashede lyd i publikums øregange.

Der skete ikke meget på scenen, og J Mascis lignede i virkeligheden en person, der burde være alle andre steder end på en scene. Alligevel var der noget charmerende over ham, og måske var det også, fordi manden havde det med at fremføre det ene stykke guitarmagi efter det andet. Lou Barlow lignede derimod lidt af modsætning til J Mascis, som han stod og svingede bassen i modsatte side af scenen. Han har fået lidt længere hår og lidt mere skæg siden sidst og lignede derfor skræmmende meget et kryds mellem bryderen Mick Foley og Cousin Itt fra The Addams Family. To modsætninger, der også kom til udtryk i bandets støjende lydbillede, hvor punk mødte indie og new wave.

 

Den introverte overbevisning

Lou Barlow afløste flere gange J Mascis på vokal og gjorde det egentlig udmærket på ”Love Is…”, der samtidig viste bandets diversitet. J Mascis’ vokal udgør ellers en stor del af udtrykket hos Dinosaur Jr., men undervejs i koncerten havde vokalen det periodevis med at drukne i guitarstøjen. Musikken lagde ikke op til et udtryk af lydens forskellige finesser, men alligevel forestod den manglende intensitet i vokalen som et udtryk for en lidt manglende entusiasme.

Igennem sættet fik bandet opbygget et massivt lydbillede ved hjælp af den overdådighed af pedaler, der var på scenen. På ”Watch The Corners” fra I Bet On Sky og ”Pieces” fra Farm blev der skruet op på intensiteten, og hvor lydbilledet før var en mere rendyrket støj, blev der tilføjet en særlig struktur, som er kendetegnende for de senere udspil fra Dinosaur Jr. Derfor gjorde det ikke så meget, at der ikke blev sagt så meget, men en hvilken som helst akavet stilhed fik alligevel heller ikke lov at tilpasse sig, da bandet ofte var ret hurtigt videre til det næste nummer.

Selvom publikum essentielt havde at gøre med, hvad der måske kunne betegnes som en punkkoncert, udeblev deres vildskab under store dele af koncerten. Men hvor publikum var en smule tilbageholdne med at udtrykke deres entusiasme, ændrede det sig under ”Start Choppin’” fra Where You Been, hvor det støjede lydbillede mødte det mere funky.

På ”I Walk For Miles” nåede J Mascis’ vokal sit højdepunkt og fungerede som et passende indslag inden ”Freak Scene” fra albummet Bug. Her nåede publikums entusiasme ligeledes sit øverste niveau, og hvor J Mascis, Lou Barlow og Murph ellers lignede nogle, der tog den lidt på rutinen, var der alligevel en løssluppen intensitet over det hele.

Dinosaur Jr. spiller på VoxHall i Aarhus 10. november

 

Sætliste:

The Lung

Get Me

Goin Down

I Told Everyone

Love Is…

The Wagon

Watch The Corners

Pieces

Tiny

Feel The Pain

Knocked Around

Start Choppin’

I Walk For Miles

Freak Scene


Ekstra:

Repulsion

In A Jar


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA