Lydmor & Bon Homme: The Red Acoustic STC Session

Lydmor & Bon Homme
The Red Acoustic STC Session

For at elske rigtigt skal vi være nøgne

GAFFA

CD / Sony Records
Udgivelse D. 07.10.2016
Anmeldt af
Jens Dræby

Det fortæller uendelig meget om nutidens tendenser til overfyldte og camouflerende støjhelveder, at disse pseudo-akustiske udgaver af Lydmor & Bon Hommes sange ikke var det oprindelige resultat af deres samarbejde. Albummet Seven Dreams of Fire var ikke nogen opsigtsvækkende udgivelse på grund af en produktion, der fejlagtigt lugtede af facader og usikkerheder. Jenny Rossander og Thomas Høffding viser nu bedre sent end aldrig, at deres sange har en tidløs verdensklasse på en udgivelse med titlen The Red Acoustic STC Session.

Det er svært at beskrive nøjagtigt, hvor mageløs Rossanders vokal er på disse numre. Det havde været oplagt at lave en typisk indieagtig forvrængning af stemmen, sådan som så mange andre nordiske sangerinder gør det. I stedet gør stemmen bag Lydmor noget lidt andet og noget, der lyder af en ærlighed, som med stift øre bærer en tekstur af små fasinerende følelsesknaster. 

Genistregen åbenbarer sig dog først med de midterste numre. En uptempo folk-version af Trooper viser sig som en bitter duet med et lille finurligt refræn, som hakker lyden af en hæs violin i små bidder. Det bliver nærmest lydsiden til en honningbis korte arbejdssomme liv som en sortgul sisyfos. Fordi Høffding rammer lige ned i en Nick Cave-røst på Things We Do For Love, bliver denne sang albummets klareste lyspunkt. Det på trods af at man modsat originalen pludselig ikke har lyst til at vide, hvilke grænser de to stemmer vil overskride i den kompromisløse kærligheds navn.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA