x
The Last Shadow Puppets: The Dream Synopsis EP

The Last Shadow Puppets
The Dream Synopsis EP

Cool covers (plus det løse) fra Turner og sidekick

GAFFA

Album / Domino
Udgivelse D. 02.12.2016
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Oven på et lidt undervældende andet album har Miles Kane og Alex Turner været et smut i studiet og liveindspillet to af numrene fra forårets Everything You've Come to Expect-album samt fire coverversioner, der har været spillet under sommerens turnévirksomhed.

Jacques Dutroncs Les Cactus bliver leveret i energisk 60’er-rocket stemning og på fransk. The Falls udladning Totally Wired bliver afleveret super tight med pacede trommer og en manisk råben, der dog ikke helt rammer Mark E. Smiths niveau af galskab.

At Leonard Cohens Is This What You Wanted er med, er skæbnes bittersøde spil, men står ikke super skarpt. Det gør derimod This Is Your Life. Originalt første udspil fra postpunkerne Glaxo Babies, anno 1979, rammer lige ned i det stemningsfulde og dramatiske univers, som Kane/Turner kan skabe, når de er i topform.

De to Puppets-numre bliver spillet solidt, men uden markant spræl i forhold til de originale versioner, ud over lidt tekstleg på titelnummeret. Det er charmerende leveret, selvom man må spørge sig selv, hvad det er, Miles Kane bringer ind i konstellationen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA