Uovertruffent pletskud fra Svendborgs egnsteater

Søren Huss m.fl., Brechts Svendborgdigte, Teater Grob, København

Uovertruffent pletskud fra Svendborgs egnsteater

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Arkivfoto

Med meget lidt kendskab til Bertolt Brecht og absolut intet kendskab til det tyske sprog (det franske derimod, oh la la) var det en spændt og lidt ængstelig anmelder, der satte sig til rette på en af Teater Grobs klapstole til den københavnske premiere på gæstespillet ”Bertolt Brechts Svendborgdigte”, der oprindeligt er opført på BaggårdTeatret i Svendborg.

Mockumentarisk

Scenografen Nicolaj Spangaa har valgt at sætte en simpel og analog scene op til dette stykke – et træ, der er ved at tabe alle sine blade står bag et klaver. Stofplanker hænger i baggrunden og hjælper os undervejs med at forstå det tyske, med danske oversættelser malet på. Meget fin – og anderledes, her i 2016 – måde at gøre det på.

Tyske Leif Eric Young spiller den unge Bertolt, komplet med tøj og briller anno 1930’erne, hvor Brecht sad i politisk asyl i Svendborg og skrev de berømte Svendborgdigte. Den danske skuespiller Jens Gotthelf giver den som oversætter, og der er et fint spil imellem de to. Gotthelf kommer hurtigt ud ad en tangent, da han er så frustreret over, at publikum nok ikke forstår Brechts digte på den måde, de skal forstås. Som i Christian Lollikes aldeles fremragende ”Living Dead”, der for nyligt spillede i Frihavnen, bliver publikum konfronteret – vi kan høre skrigene fra lejrene helt hertil, men det eneste, vi gør, er at dele vores frustrationer og hellige, politiske udsagn i statusopdateringer på Facebook. Et stik til den københavnske kulturelite. Jeg elsker det. For at få os til at forstå Brecht må vi have musik til – selvfølgelig i form af Saybias Søren Huss.

Herfra bliver aftenen forvandlet fra en (for mit vedkommende) uforståelig, tysk dialog til en lille, genial perle af et teaterstykke. Den tyske instruktør Petra-Leonie Pichler formår at balancere på knivsæggen mellem skarp satire og dybfølt alvor – og det er altså kunst. Samtidig er det helt genialt at lade som om, det hele er improviseret af henholdsvis en tysk og en dansk skuespiller og en kendt popsanger. Og det er helt mockumentary-ish, når Huss blandt andet joker med, at de lige så godt kan spille noget Hamlet – eller hvad med lidt Seebach The Musical?

Musikken

Mange musikere har fortolket Bertolt Brecht – eksempelvis David Bowie med albummet ”In Bertolt Brecht’s Baal” fra 1982. Den måde, musikken bliver inkorporeret i denne forestilling på er igen en fin balancegang, hvor man som publikum glemmer alt om, at det er ham der med ”I staaaaay to waaaatch you faaaaade awaaaaay”, der står på scenen og fortolker Brecht på den fineste, smukkeste og inderligste måde. For det gør han, Søren Huss. Udover at være en helt habil skuespiller med komisk talent kan han om nogen sætte musik til Brechts smukke digte om et liv fyldt med angst og vrede, på flugt fra nazisterne. Ud af de knap 100 digte har Huss sat musik til omkring 20 af dem, og resultatet er gåsehudsfremkaldende smukt. Stykket er for længst komplet udsolgt, men man kan håbe på en Danmarksturné i det nye år – derfor vil jeg ikke gå yderligere i detaljer.

Her, 77 år senere, er Brechts Svendborgdigte endelig blevet oversat til dansk. Og som Huss på et tidspunkt siger det: Jeg forbander, at Brechts ord stadig er relevante i dag. Når man kigger på Nørrebro, hvor højreekstremister gang på gang går på gaden for fremmedhad og intolerance. Når man kigger mod syd, hvor flygtninge drukner for øjnene af os. Og når man kigger mod vest, hvor en orangefarvet satan bygger mure, der burde nedbrydes. Forestillingen ”Bertolt Brechts Svendborgdigte” er mere relevant end nogensinde, og viser, hvor meget kunsten kan få os til at stå sammen i vores nærmiljø og samtidig stille spørgsmålstegn ved den globale tilstand. Som Brecht siger det: ”Vi må brænde ihjel, før vi holder op med at spørge”.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA