x
Kolossen fra Umeå besejrede København

Meshuggah, Amager Bio, København

Kolossen fra Umeå besejrede København

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Billederne strammer fra koncerten på Train 10. december 2016

Der er gået snart 30 år, siden Meshuggah opstod i den svenske by Umeå. I mange år har de haft et massivt følge i Skandinavien, i Danmark har bandet altid haft et trofast og talstærkt publikum, men det er som om, at udgivelsen af bandets ottende studiealbum, The Violent Sleep of Reason har sendt Meshuggah afsted mod nye højder – i hvert fald, hvis man regner Rolling Stone Magazine som en form for god opmærksomhed. Overraskende mener jeg heller ikke det er, for på The Violent Sleep of Reason har Meshuggah, allieret med den danske producer Tue Madsen, formået at skabe deres måske skarpeste og mest sammentømrede album.

Jeg hører til dem, der opdagede Meshuggah en smule sent – på Roskilde 2010, da det svenske metalband mere eller mindre splittede festivalens næststørste scene fra hinanden. Deres kombination af djent, progressive polyrytmer og traditionelt svenskerdød greb fat om mine trommehinder og har holdt fast lige siden. Længe er der ikke gået siden bandets seneste optræden på dansk grund, tilbage til hvor det hele startede for mig – på Roskilde, men hvor der denne gange var taget et lille trin ned til Avalon. De røde scenetæpper, Meshuggahs sceneproduktion og forsanger Jens Kidman massive positionering på scenen fik det hele til at gå op i en højere enhed. Om det skulle vise sig lige sådan knap et halvt år senere i Amager Bio? Med en fyldt sal og allieret med Sleep-guitaristen Matt Pikes sideprojekt High On Fire så oddsene gode ud.

 

Tonstung dans i det disharmoniske system

Til dybe og fjerne sirener, der fyldte baggrundstøjen i Amager Bio, begav først trommeslager Tomas Haake sig på scenen, efterfulgt af Jens Kidman og det resterende band. Med et nyt album i ryggen var det oplagt at starte med noget netop derfra, og der blev sparket i gang med en lidt let udgave af ”Clockworks”. Hvor Meshuggah ofte har det med at være tonstunge fra første toneslag, skulle der lige et par vers til rigtigt at tænde op under dem, hvorimod koncerten på Roskilde i sommer bankede sig fast fra allerførste sekund. I Amager Bio ændrede det dog sig hurtigt, da ”Born In Dissonance” greb fat om den stadig voksende moshpit. Sikkerhedsvagterne var kommet på overarbejde, og endda på et niveau, der ikke ofte ses på de mindre spillesteder. Kaos havde indfundet sig, men med den kontrol, der er kendetegnende ved Meshuggahs ekstreme metal.

Mange metalbands af samme kaliber som Meshuggah har det ofte med at gøre brug af for meget spektakel som et forsøg på at overbevise sit publikum om, at det altså er ret vildt, det der foregår. Med Meshuggah er det hele lidt mere nedtonet, og selvom der uden tvivl er lagt mange tanker i bandets sceneproduktion, er der alligevel en simplicitet over det. I en produktion, der er tydeligt inspireret af noget lignende en Alien-film og kunst af H. R. Giger, har lyset et tydeligt element i et show, der ellers er båret af den massive mur af polyrytmik. Hvert nummer havde sin egen lysproduktion, der omsluttede sig publikum og gav en tredje dimension til den vidtspændende sætliste.

Selvom der engang imellem blev pustet lidt for længe ud imellem numrene, gjorde det ikke så meget. Lyden af Meshuggah er så massiv og intens, at det nogle gange kan være svært at følge med, og præcisionen er så tydeligt, at det lige så godt kunne være en studieafspilning, der kørte i baggrunden. På ”Do Not Look Down” fra albummet Koloss demonstrerede Meshuggah endnu en gang, hvordan bandet fra Sverige er ældet med ynde. Henover de seneste ti år har Meshuggah formået at overgået sig selv og er ikke så overraskende endeligt kommet i samme liga som verdens førende dødsmetalbands.

 

Vreden dør aldrig

Når det kommer til sætlisten, har Meshuggah det ofte med at overraske lidt. Det er ikke sådan, at der rykkes så meget rundt i den fra aften til aften, men i dag har bandet et overdådigt bagkatalog, der kan give den helt rigtige variation. På ”Nostrum” fra bandets seneste album blev der gået helt ned i gear, og det gav den perfekte overgang til ”Dancers To A Discordant System” efterfulgt af ”Bleed” fra albummet ObZen. Der blev afsluttet med det ultimative, inden Meshuggah forlod scenen til de ambiente toner, der kendetegner albummet ObZen.

Selvom der knap er gået seks måneder siden sidste besøg, var der ikke tvivl om, at publikum havde glædet sig. Måske havde det noget at gøre med, at det var blevet weekend, eller også er det bare, fordi Meshuggah er blandt de bedste til det, de gør. I hvert fald var man vidne til et særdeles tændt publikum, der kun lod moshpitten vokse, imens der blev skruet op for crowdsurfing. Meshuggah vendte tilbage med ”Demiurge” fra albummet Koloss, afslutningsvis efterfulgt af ”Future Breed Machine” fra albummet Destroy Erase Improve fra dengang, Meshuggah lige havde opfundet deres velkendte lyd. Det er ikke ofte, at publikum forkæles med et nummer fra så langt tilbage i karrieren, og det var derfor en form for tidsrejse igennem den tekniske svenskerdøds historie, man blev taget med på. Og efter knap to timer, da Meshuggah havde forladt scenen endegyldigt, begyndte nedtællingen til bandets næste besøg i København.

 

Sætliste:

Clockworks

Born In Dissonance

Sane

Perpetual Black Second

Stengah

The Hurt That Finds You First

Lethargica

Do Not Look Down

Nostrum

Violent Sleep Of Reason

Dancers To A Discordant System

Bleed

Ekstra:

Demiurge

Future Breed Machine


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA