Helmet: Dead To The World

Helmet
Dead To The World

Tomlen op trods rutsjetur

GAFFA

CD / Ear
Udgivelse D. 28.10.2016
Anmeldt af
Keld Rud

Seks år efter deres forrige album, Seeing Eye Dog, er amerikanske Helmet, der i virkeligheden fortrinsvis er sanger og guitarist Page Hamilton assisteret af et skiftende hold af musikere, tilbage med et nyt album. Ligesom på dette album bliver Hamiltons begejstring for harmonier og melodier af Beatles'k tilsnit lagt for dagen. Dette vil sandsynligvis afskrække nogle af bandets tilhængere, da dette træk først er kommet ind i Helmets lydunivers fra comeback-albummet Size Matters.

De tunge mastodont-riff og hvinende guitarsoli finder man dog fortsat som underlag for sangene. De 11 sange udgør en kvalitetsmæssig rutsjetur, hvor eksempelvis Look Alive hører blandt de absolut bedste, mens I Love My Guru er i den anden ende. Når det for alvor kører af skinnerne, er det pga. Hamiltons vokal. På nogle af numrene er den nærmest skødeløst kastet hen over musikken, og det går ikke særligt godt i spænd med vokalharmonierne, han forsøger at udfolde. Jeg vil dog forsigtigt liste tommelfingeren i vejret med afsæt i de vellykkede sange. Dem er der flest af.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA