x
Kort, men stærk releasekoncert fra tidligere Under Byen-komponist

Katrine Stochholm og Yune, HeadQuarters, Aarhus

Kort, men stærk releasekoncert fra tidligere Under Byen-komponist

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Aarhusianske Katrine Stochholm, tidligere pianist og komponist i Under Byen, er omsider klar med sit første soloalbum, ”Danser til radio”. Det sker 12 år efter, at hun forlod det særegne, fremragende orkester, der gav sin sidste koncert i 2014 – et stort tab for dansk musik – og fire år efter at hun udgav den første og eneste ep med den ligeledes hedengangne duo Islets of Dust. Albummet udkom i november 2016 på det lille, fine lokale pladeselskab SOPA, digitalt og på vinyl, men først to måneder senere holder Stochholm releasekoncert. Det sker på HeadQuarters i Aarhus, som denne aften er pænt fyldt med cirka 100 personer, hvoraf mange formodentlig kender Stochholm personligt i et eller andet omfang. Hun er jo på hjemmebane.

”Danser til radio” er et fremragende album, hvor Katrine Stochholms fortid i Under Byen høres tydeligt. Hendes luftige vokal og skrøbelige fraseringer giver mindelser om Under Byen-sangerinden Henriette Sennenvaldts ditto, om end Stochholm er mindre hviskende og mere reelt syngende. De melankolske og nogle gange lidt skæve klaverakkorder ekkoer ligeledes af det egensindige band. Musikken er dog mere udadvendt og elektronisk, og sådan er det også live, hvor Stochholm medbringer korsangerinderne Michelle Elmhøj og Nana Cæcilie (sidstnævnte også på keyboard), keyboardspiller Tobias Sachse og trommeslager Frej Lesner, sidstnævnte udstyret med gulvtam, elektronisk drumpad, bækken og bjælder, men hverken stor- eller lilletromme.

Der er som nævnt tale om en releasekoncert, hvorfor Stochholm bruger en del tid på at takke sine mange samarbejdspartnere på albummet, inden hun lægger ud med det, hun annoncerer er et ”kort sæt med lange sange”. Det holder stik, for hun og bandet spiller præcis 32 minutter fordelt på fem numre. Det er næsten for kort til at anmelde, tænker jeg, men på den anden side: De spiller jo godt, og sangene er stærke, så hvorfor ikke?

Live er det især værd at fremhæve de stærke korvokaler, og den ekspressive sangstil får mig til at tænke på det bulgarske kvindekor Trio Bulgarka og disse samarbejde med Kate Bush på albummene ”The Sensual World” og ”The Red Shoes”. Keyboardbassen og trommerne får mig til at danse lidt for mig selv, også selvom det er nogle lidt mere fantasifulde rytmer end bare lilletromme på 2 og 4, og så er det til at leve med, at vi må undvære strygerne fra albummet.

Vi får fire af numrene fra ”Danser til radio” samt en enkelt ny sang, ”Maj”, hvor Stochholm ligesom tilfældet er på to af sangene fra ”Danser til radio” har skrevet musik til et dansk digt fra 1800-tallet. I dette tilfælde en forårskåd tekst af Viggo Stuckenberg, mens de romantiske digte på albummet er af Emil Aarestrup. ”Maj” med groovy keyboardbas, håndklap og et fængende omkvæd er faktisk en af aftenens stærkeste sange. Stochholm fortæller, at hun har arbejdet i flere år med udgivelsen, med sange der er helt op til ti år gamle, men dette nummer er faktisk mindre end et år gammelt. Vi må håbe, at der ikke går ti år, inden hendes andet album udkommer, for både ”Danser til radio” og denne korte koncert har givet mig lyst til meget mere Stochholm.

 

Yune ****

Inden Katrine Stochholm får vi en halv times opvarmning fra det lokale band Yune, der spiller det, man i mangel af bedre kan kalde indiepop/rock med besætningen sang/keyboard, trommer, keyboard/bas og to gange guitar. Gruppens forsanger er Tobias Sachse, der også spiller med Katrine Stochholm, og han er i besiddelse af en solid, ret lys vokal, som kunne minde lidt om Jannis Noya Makrigiannis fra Choir of Young Believers, og også uden problemer kan gå op i en skarp falset. Lydbilledet er kendetegnet af analoge keyboards og fantasifulde lead-guitarfigurer, og sangene er velskrevne uden ligefrem at blæse én omkuld. Særligt down-tempo-nummeret ”Speechless” har dog potentiale, musikerne spiller godt, og de enkelte instrumenter står klart i lydbilledet.

Jeg har, uden at have researchet på det, mistanke om, at medlemmerne er konservatoriestuderende/uddannede, og det får jeg også bekræftet senere. Tilsyneladende er indiepop og -rock blevet populært at spille på de rytmiske musikkonservatorier – andre aktuelle danske eksempler er Irah og Lowly – hvorimod det tilbage i 90’erne, lidt forenklet, især var jazz og fusion, der var i højsædet på disse uddannelser, mens indierocken mest blevet spillet af mere eller mindre autodidakte. Tiderne skifter, men der er i hvert fald masser af potentiale i Yune, og vi kommer formodentlig snart til at høre mere til dem.

 

Katrine Stochholm-sætliste:

Hver gang han bliver ny

Skovensomhed

Kompas & rumraket

Fugle krybdyr rovdyr padder

Maj


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA