Legende indhentet af fortiden

Glenn Hughes, Posten, Odense

Legende indhentet af fortiden

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Først en tilståelse: Glenn Hughes var et ukendt navn for denne anmelder indtil for et par år siden, da jeg blev grebet af hans vokale indsats på et relativt obskurt Black Sabbath-album kaldet Seventh Star fra midtfirserne.

På det tidspunkt var Hughes så dybt viklet ind i stofmisbrug, at han ganske enkelt ikke var i stand til at turnere med albummet, hvorfor det floppede. Synd og skam, da der er tale om et meget stærkt sæt af sange, hvor Hughes blotlægger sin misbrugsplagede sjæl i en række funklende og ganske gribende vokalpræstationer.

Imponerende er også hans aftryk på Deep Purple-klassikeren Burn fra 1974. Burn er et af den hårde rocks mesterværker, og de fleste med forstand på feltet forbinder først og fremmest Hughes' navn med netop Deep Purple, som han var medlem af fra 1973 til 1976, hvor han i øvrigt delte vokal med David Coverdale i det såkaldte Mark III line-up.

Selvom Hughes kan bryste sig af en lang solokarriere og et hav af gæsteoptrædener – herunder på The KLFs megahit ”America: What time is love?” – er det som om fortiden i mægtige Deep Purple overskygger det hele. Således også på det seneste, ganske hæderlige soloudspil Resonate, hvor Hughes navn på coveret er sat med den originale Deep Purple-typografi og brillerne på billedet af den aldrende legende er lilla.

Det nye album er i øvrigt indspillet i Medleys studie i København med danske Søren Andersen (den ene halvdel af duoen Electric Guitars og medejer af Medley) som guitarist og co-producer. Hughes og Andersen turnerer pt. med albummet i Europa, flankeret af svenske Pontus Engborg (trommer) og Jesper Boe Hansen (Hammond-orgel).

I går nåede turen til Odense, hvor et midaldrende og overvejende mandligt publikum stod klar til at modtage den legendariske stemme fra den hårde rocks guldalder i 70'erne. At stemmen var intakt, stod da også hurtigt klart, da Hughes indtog scenen med de førnævnte lilla briller på plads og i det hele taget lignede den rocklegende, som han nu engang er.

Fortiden kom da også til at fylde meget i et sæt, der lagde ud med ”Flow” fra det nye album, men generelt bød på en blandet buket sange fra en lang karriere, der ikke bare har stået i den hårde rocks tegn, men også har inkorporeret elementer af blues, soul og funk. Hughes' baspil accentuerede dette funky islæt, mens Jesper Bo Hansens Hammond-orgel ledte tankerne hen på Jon Lords ditto i Deep Purple.

Størst bifald høstede glansnumrene fra fordums tid: ”Might Just Take Your Life” fra Burn-albummet og – ikke mindst – det storslåede titelnummer fra samme, der rundede det hele af på behørig vis til sidst. Begge numre blev leveret på overbevisende vis og var i sig selv hele billetten værd. Det var først og fremmest med dem brændende i hovedet, at man forlod i en koncert, der måske mere end noget andet beviste, at en legende ikke kan løbe fra sin fortid – på godt og ondt.

 

 

Sætliste:

Flow

Muscle & Blood

Getting Tighter

Stumble and Go

Medusa

Can't stop the Flood

One Last Soul

You Keep on Movin'

Might Just Take Your Life

I've Got More / There Ain't Nothing

Soul Mover

Black Country

 

Heavy

Burn


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA