x
McCombs prædikede for koret

Cass McCombs, Frost Festival, Koncertkirken, København

McCombs prædikede for koret

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Det er i hvert fald en god flok spændte publikummer, der er klar til at tage imod den amerikanske sanger og sangskriver Cass McCombs i Koncertkirken på Blågårdsplads torsdag aften. Inden det går løs, indledte festivalleder Mikael Pass med en kort introduktion til Frost Festivals mål, hvilket kort sagt er at skabe anderledes og nye rum for koncerter. Hertil er det højtloftede kirkerum blevet udstyret med en kæmpe disco-kugle, som vi flere gange i aftenen får stemningsfulde smagsprøver på – med hjælp herfra og kirkeorgelet får vi en koncertoplevelse, som på mange måder bryder med det vante, men måske ikke kune til det bedre.

Som på et af 2016's bedste udspil, "Mangy Love", lægger koncerten ud med nummeret "Bum Bum Bum", som på albummet er et tæt stemningsmættet nummer, der langsomt og knugende åbner pladen – i det store kirkerum og under behandling af det medbragte backingband kommer den til at fremstå som en lidt fersk rocksang, som ikke helt får lagt den stemning, den ellers besidder – nuvel, det gør også sit, at det hele ikke lyder som på plade, og med de tre første sange, "Bum Bum Bum", "Opposite House" og "Brighter!" understreger McCombs i rigelig grad sit sangskrivertalent. Specielt "Brighter!" står ved aftenens afslutning som et af de klare højdepunkter – måske også hjulpet på vej af den dramatiske effekt, det giver, da den enorme discokugle for første gang bliver sendt på arbejde.

"Brighter!" bør for alvor sætte momentum i gang i koncerten. Vi er nu sluppet af med det lidt ”sjove” lydbillede, som åbnede aftenen, og McCombs står krystalklart, publikum har jublet helt igennem, og koncertrummet har vist, hvad det kan, men generelt for aftenen er det en koncert, der har svært ved at finde en fod at stå på og svært ved at få et egentligt momentum etableret. Dertil er udtrykket simpelthen lidt for meget ”all over the place”, og sangene komplementerer ikke hinanden særligt godt i en lidt kaotisk sætliste.

Man kan selvfølgelig anføre det paradoksale i at anfægte McCombs’ alsidige udtryk, når det nu netop er det, han blandt andet er kendt for, men det virker som om, at de stemninger, der opbygges, konstant afbrydes, hvad enten vi taler om de mere stille singer-songwriter stunder eller når der rockes igennem. Det kunne selvfølgelig hjælpe til med at holde tingene friske, men det ender med at blive underligt abrubt og lidt kedeligt – de mange ikke specielt spændende guitarsoloer hjælper ikke.

Det er ikke den eneste gang, musikerne virkelig skal have lov at udfolde sig. Som afslutning på den ellers så fine "Dreams-Come-True-Girl", selvfølgelig leveret til blå lysstråler fra loftet, det er virkelig godt, er pianisten kravlet op til kirkens orgel bag ved publikum og kan herfra afslutte sangen – en god gimmick, som igen er en af de ting, der er med til at sætte et lidt særligt præg på koncertoplevelsen. Desværre fortsættes der ud i en art battle imellem orgel og trommerne på scenen, hvilket selvfølgelig er meget pudsigt, der går bare utrolig lang tid med det, og det lyder ikke særlig godt.

"Rancid Girl" går klart ind som rendyrket og beskidt rock, og ”klassikeren” "County Line" imod slutningen udgør yderligere et par fine stjernestunder på en aften, der ellers lidt for ofte kommer til at bevæge sig i et spektrum imellem mudder og knallertrock.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA