x

David Bowie: The Last Five Years (film)
Bremen Teater, København

En sidste storslået dokumentarfilm om Bowie

GAFFA

Film /
Udgivelse D. 17.02.2017
Anmeldt af
Keld Broksø

Man kunne lige så godt have sat et skilt på døren til Bremen Teater: Kun dedikerede Bowie-fans har adgang.

Hvem i hulen ville ellers gå ind og se en dokumentarfilm om stjernens sidste fem år, hvor filmmaterialet er yderst sparsomt af den syge og til sidst pressesky Bowie, der tilsyneladende havde fået nok af sit eget cirkus – undtagen musikken.

Ingen interviews gav han op til 2013-albummet ”The Next Day” eller svanesangen inden sin død på det uigenkaldeligt sidste studiealbum ”Blackstar” i 2016. Men nu skulle det være! Alle rester og fragmenter skulle samles. Og et par timers dokumentar skulle gøres klar.

Bag denne event ved filmfremvisningen stod Filmfestivalen CPH:DOX, der ved samme lejlighed lancerede årets program for musik og musikfilm, som rammer København næste måned. ”Sound & Vision” hedder festivalen endda efter en af stjernens sange fra "Low"-albummet. "David Bowie: The Last Five Years" er titlen på filmen, som i aften blev eneste (planlagte) danske visning af det splinternye Bowie-portræt. I aftes var alt (inklusive natten) dedikeret til Bowie. Herunder kom der efter filmen live Bowie-fortolkninger af unge danske musikere, men her er det filmen, det handler om.

Lige inden afspilningen kom den sympatiske instruktør, Francis Whately, selv på scenen. I 2013 havde han gang i en anden film "David Bowie: Five Years", der portrætterede sangerens første fem år af karrieren. Nu har han så lavet filmen om de ultimativt sidste fem år. Og hvordan gør man så det?

Francis Whately forklarede, at med det lille filmmateriale, der var med Bowie selv fra de sidste fem år måtte han se filmen retrospektivt. Hvad formede den ældre Bowie fra hans tidligste karriere? Hvad havde folkene omkring ham til det sidste at sige? Og til at fylde hullerne ud med dækbilleder var der få stills og en hel del lydoptagelser.

Det forbløffende er, at det er der kommet en rigtig flot, væsentlig (for Bowie-aficionados) og tankevækkende film ud af. Det er jeg ikke den eneste, som synes. Filmen blev vist første gang på BBC lørdag den 7. januar, dagen før dagen, hvor Bowie ville være fyldt 70 år, og fik fremragende anmeldelser i de britiske medier. Ikke mindst optagelser fra hans sidste, store (”Reality”) tour i 2003 gør indtryk med en enormt charmerende, energisk good looking Bowie, som er både stærk og lykkelig, men også til sidst svagelig og dødelig, da han må køres bort i ambulance for aldrig siden at vende tilbage til de store koncerter.

Det smukke er, at Bowies kendte historie bruges aktivt i de knapt så kendte sidste år. Med masser af klip føres en lige linje fra den fanden-i-voldske unge/yngre Bowie til den modne, ældede og syge Bowie, der dyrker refleksionen mere end nogensinde. Hvor førte det hele hen? Mest tydeligt udtrykt i sangen ”Where Are We Now?” med masser af referencer til hans berømte Berlin-tid.

Ikke mindst bandmedlemmerne og produceren Tony Visconti tegner et billede af en mand med så meget ophobet på hjerte efter en halv snes år mere eller mindre i eksil fra offentligheden, at det slet ikke kunne holdes inde længere.

”The Next Day” var skabt på basis af et orgie af ideer, der var holdt hemmelige helt frem til selve udgivelsen. Og ”Blackstar” blev skabt sideløbende med Broadway-musicalen ”Lazarus”, der blev en sidste realiseret og gammel drøm om at skabe en musical.

Man kan sige, at meget af det her er kendt stof for mange af os, som har fulgt Bowie. Når filmen alligevel tilføjer en vigtig dimension til den kendte historie, så er det indtrykket af denne mand på vej mod sit livs solnedgang, der med sine sidste sange fik sat et exit, der nærmest var et kunstværk i sig selv.

Vi fornemmer, at vi kommer så tæt på, man nu kan. Vi fornemmer en mand, der havde prøvet det hele, ikke længere havde behov for at manipulere pressen for at komme frem, men havde så meget kunstnerisk på hjerte. Og så meget skabertrang, at han udfordrede selv avancerede jazzmusikere, der i virkeligheden var dygtigere end ham selv, men alligevel evnede Bowie at sætte dem i gang med at finde sider og udtryk af deres egen musik, som de ikke anede eksisterede.

Måske er det i virkeligheden den største styrke i denne film, at den viser en mand, som får andre til at afprøve tingene ude på grænserne af, hvad de tror, at de formår. Midt i filmen udtrykker Bowie selv i et ældre interview sit virke som kunstner ved et citat, som synes helt centralt: Det er derude, hvor man ikke er sikker på, at man kan bunde, og tæerne er lige ved at slippe det sikre grundlag, at der begynder at ske noget kunstnerisk interessant. I sine sidste fem år dyrkede han den ideologi og den afsøgning af grænser til fuldkommenhed.

Filmen står som et enestående monument over den arbejdsmetode. Det er paradoksalt, at først i år har Bowie ryddet bordet ved at vinde samtlige fem kategorier, han var nomineret i ved dette års uddeling. Netop i kraft af hans grænseafsøgning har Bowie haft enorm betydning. Ikke kun for egne musikere, men også for de tusinder af andre i musikbranchen, som han har inspireret – for slet ikke at tale om publikum.

Da han døde 10. januar 2016, var det som en af de største rockstjerner gennem fem årtier. Og døden kom som bekendt kun to dage efter udgivelsen af hans 29. studiealbum ”Blackstar”, og med en timing, som var et kunstværk i sig selv med masser af referencer til hans egen dødelighed som stjerne – og til det sidste nyskabende med skarp sans for detalje, kvalitet og timing.

Tilbage er bare at håbe på flere repriser for filmen i Danmarks biografer for "David Bowie: The Last Five Years" er en smuk og meget seværdig film, der ikke forfalder til den overdrevne sentimentalitet, der ellers ligger lige for.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA