Amerikansk elite-dansktop

Karl Blau, Dexter, Odense

Amerikansk elite-dansktop

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

35 album ligger der til salg på mandens hjemmeside, og han kan dårligt være mere end 45 år. Karl Blau selv er en mystisk person, som gemmer sig et sted under radaren og pludselig har fået opmærksomhed for nummeret Falling Rain. Et rigtig dejligt nummer, som kan anbefales.
 
Select Captain
Aftenens koncert starter på slaget 20 med opvarmning fra den danske duo Select Captain. To gutter med guitarer og en mikrofon til den ene. De har to album ude.
 
Select Captain er et af disse bands, som har fundet en køn opskrift og måske er forfaldne til at gentage den. Det er enormt behagelig musik, og som én publikum kommenterede: De kunne godt spille det i Bilka.
 
Den behagelige musik var for mig den langsomme vej til drømmeland, og det er bestemt et dejligt sted at være. Spørgsmålet er nok, hvad bandet selv vil. Hvis de virkelig vil ind og ruske i folk og blive husket, skal der måske kastes en svensknøgle i maskineriet. 
 
Hvem ved, hvad der sker, hvis man saboterer noget, som er nice. Måske bliver det endnu mere nice? Jeg forestillede mig bandet bakket op af flere instrumenter, eller ligefrem strygere. Det kunne gøre en kæmpe forskel i det inderlige udtryk og hive det ud fra baggrunden i Bilka. Tre stjerner til Select Captain.
 
Mystikeren
Nå, Blau sad inkognito næsten lige ved siden af mig under opvarmningen, men nu har han trukket i stjernebesat smokingjakke og står på scenen iklædt en guitar.
 
Trommeslageren og fyren på steel guitar bærer begge en stor cowboyhat. De er i godt humør fra starten og får publikum til at le flere gange. Undervejs bytter de tilmed plads for en enkelt sang. – Det sidder i hatten, siger den ældste og mest erfarne af dem.
 
Til højre på scenen står bassisten i rødt med et lettere forvirret udtryk i ansigtet. Det virker, som om han gerne vil have kontakt med folk, eller med de andre i bandet, men hans funktion lægger ikke op til det. Bassisten er den eneste, som ikke snakker mellem numrene, men han vinker til os, da Blau præsenterer ham, og han leverer også en fin andenvokal.
 
Og så er der hr. Blau, manden i midten, med sine indianerfletninger. Han giver indtryk af at være en mand, som investerer al sin energi og sine ressourcer i musikken. Stemmen er lidt usikker til at starte med, men han tager sig hurtigt i det.
 
– Hey, kan vi dæmpe lyset lidt? Især de to her, siger han og peger på de to spots få meter fra sit ansigt. De bliver dæmpet. Det bløde lys passer til den bløde lyd, og han fortsætter, tydeligvis mere tilfreds. – Tak, nu kan jeg se omrids af mennesker ude i salen.
 
Mest et coverband
Jeg genkender flere af numrene, eller dele af dem, uden at kunne sætte navn på. De fleste er covernumre fra den amerikanske countryscene, som vi ikke hører meget til på vores side af dammen, og flere findes på Blaus seneste album, Introducing Karl Blau, som har fået flotte engelsksprogede anmeldelser. Herhjemme er han ret ukendt, at dømme efter de godt 30 personer i lokalet. Der er heller ikke planlagt andre koncerter i Danmark.
 
Steel-guitaristen er dygtig, selvom det er uklart for mig, om han klodser i det et par gange, eller om han undervejs skifter fra usædvanligt avanceret til lige ud ad landevejen efter forgodtbefindende. I så fald er det avanceret på en måde, jeg aldrig har hørt før.
 
Bassisten klumper et par gange rundt med sit plekter, men består alligevel opgaven flot, og Blau selv spiller skiftevis med tommelfinger, hele hånden og negle. De virker i det hele taget selvlærte, lidt som dansktoppen, og deres afslutninger minder flere gange om enden på et spil Klodsmajor. Blau er dog tydeligvis på hjemmebane og virker flere gange overrasket over den positive respons fra publikum.
 
– Jeg har fødselsdag i morgen, den første marts, og når man tænker over det, så starter året egentlig først med marts. I ved, forår, her kommer det. Man er ikke klar til at lave nytårsforsæt første januar, man er jo stadig proppet med mad fra julen. 
 
God pointe, Blau. Bandet gør klar til næste melodi, og Blau vender sig mod steel-guitaristen, som bare glor tilbage. – Nåh ja, det er mig som skal spille det her stykke, siger han og lader fingrene glide over de nedlagte strenge. Publikum elsker det. Heltene er mennesker, ægte mennesker.
 
Bagsiden af mainstream
Bandet fortsætter ud ad achy breaky heart-stilen, indtil der er gået en times tid, hvorefter Blau knastørt siger: – Well, it's been super fun...
 
...Og sætter i gang med det langsommeste nummer, jeg har hørt i år. Folk er også superglade, da det er slut, og bandet lister ud mod backstage, bortset fra bassisten, som bare trisser ud til siden i modsat retning og står der som en anden småkonfus Dirch Passer, der er blevet efterladt uden formål. 
 
Han opdager dog sin fejl efter nogle sekunder og begynder langsomt og så afslappet som muligt at gå hen mod de andre, men de kommer ham heldigvis hurtigt i møde for at tage scenen, før applausen dør ud. Og så leverer de hittet "Falling Rain", oprindeligt af Link Wray. Da det slutter, rejser en del af publikum sig og klapper bandet ud.
 
Et ord med Karl
Efter koncerten måtte jeg sgu lige have opklaret noget. Blau ville hellere tale med fans end sælge lp'er, så han havde tid til denne lige udveksling:
 
- Hej Karl, der ligger 35 album til salg på din hjemmeside. 
- Virkelig?
- Ja. Hvor mange er dem har du selv skrevet?
- Omkring 30, vil jeg tro. Fem af dem er nok coveralbum. Men jeg har lavet omkring 10 album mere, som ikke ligger på siden endnu.
- !!!!!!!!
- Ja, jeg ved det, jeg er besat af at lave musik.
 
God vind, Karl. Må den løfte dig op, så du bliver set og hørt mere.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA