x
Bob Marley & The Wailers: Live - Deluxe Edition

Bob Marley & The Wailers
Live - Deluxe Edition

Super deluxe-udgave af Bob Marley & The Wailers live i London 1975

GAFFA

Vinyl + download / Island Records
Udgivelse D. 19.12.2016
Anmeldt af
Henrik Bæk

I 1975 tog Bob Marley & The Wailers på deres første store turné i Europa. Turen bragte dem til London, hvor de d. 17. og 18. juli gav to udsolgte og historiske koncerter på spillestedet Lyceum Theatre.

Syv af disse numre blev udsendt på Island Records tilbage i december 1975 under titlen Live og i 2001 på CD. Nu mere end 40 år senere er i alt 22 numre fra de to koncerter udgivet på Live – Deluxe Edition, der udover de syv tidligere udsendte numre fra koncerten d. 18. juli tillige indeholder yderligere fem numre fra samme aften samt ti numre fra koncerten d. 17. juli. Fjorten af disse numre har ikke tidligere har været udsendt, idet Kinky Reggae i 1975 blev udsendt som single.

I sidste måned offentliggjorde man fundet af de såkaldte The Lost Masters i en kælder under et hotel i London, hvor Marley & The Wailers boede under deres turneer. En række af disse optagelser er således allerede at finde på Deluxe-udgaven, heriblandt Jamming, Exodus, og I Shot The Sheriff samt den definitive version af No Woman No Cry og fanger Marley & The Wailers i absolut topform – opsatte på at bringe reggaemusikken ud til de fire verdenshjørner med masser af energi, nerve og indlevelse.

Koncerterne i Lyceum blev indspillet på det dengang eneste mobile 24-spors studie i England lånt ud af The Rolling Stones og lydkvaliteten er derfor helt i top og langt forud for sin tid. Den originale version fra 1975 bød kun på 40 minutters musik, men på den nye udgave er der mere end 2 timers musik i rillerne. Lad os håbe at 1978s fænomenale Babylon By Bus-turné får same behandling.

I modsætning til de tidligere udsendte Deluxe-udgaver af Marley albums, er Live ikke udgivet på CD, men alene i download og på tredobbelt vinyl. Sidstnævnte indeholder masser af sjældne billeder fra de to koncerter samt et genoptryk af det originale koncertprogram samt adgang til gratis at downloade albummet.
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA