Poetisk melankoli og blødhjertede hverdagsdystopier

Band of Horses, DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

Poetisk melankoli og blødhjertede hverdagsdystopier

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Jeg kan huske tilbage i 2008, da min gymnasiekammerat for første gang introducerede mig for Band of Horses. Det var et tidspunkt i september, og han trippede stadig højt på bandets optræden under årets Roskilde Festival. ”Det er det nye grunge,” fortalte han mig – en betegnelse, der højst sandsynligt var motiveret af den dengang nye bølge af bands fra det nordvestlige USA, der foruden deres lyd alle havde tilfælles at være en del af det stilskabende pladeselskab Sub Pop Records – du ved, dem der var de første til at signe Nirvana.

Dengang var Fleet Foxes, The Shins og Band of Horses for indie-folk, hvad Mac DeMarco, Courtney Barnett og Car Seat Headrest i dag er for slacker-rock, og hypen kogte dengang i det danske sensommerland. Band of Horses havde dengang lige udgivet sit andet album Cease To Begin, og singlen ”Is There A Ghost” blev råspillet til gymnasiefester og på de moderigtige teenageværelser.

Der er siden da ikke sket det store med Band Of Horses fra det sted i USA, der har mere eller mindre samme klima, som vi har i Danmark. Musikken kilder stadig de helt rigtige steder, forsanger Ben Bridwells stemme er stadig silkeblød, og overværede du intimkoncerten i GAFFAs campingvogn på Tinderbox sidste sommer, ved du, at kvintetten stadig befinder sig helt nede på jorden. Det har efterhånden bragt en vis folkelighed med sig, og en stilsikker forbindelse til det musikalske bagland, der har budt på jobs for Pearl Jam og et gæstebesøg af J Mascis fra Dinosaur Jr. på Band of Horses’ seneste album Why Are You OK fra sidste år. Det er måske derfor ikke så overraskende, at gruppen stadig formår at trække folk til sig, som en udsolgt koncertsal i DR Byen vidner om.

 

Spillemænd fra det forjættede land

For mange amerikanere med holdninger til venstre for den politiske midte kan det europæiske kontinent virke som en udebane, hvor der i sidste ende kan opstå en enighed omkring mange flere ting end først antaget. Så da frontmand Ben Bridwell takker publikum for at have mødt op til en koncert med et band fra et land, der har haft gang i alt muligt weird shit alle andre steder end på sit eget territorium, er det ikke til at være i tvivl om, hvilken fornøjelse det er for Band of Horses at optræde for en fyldt koncertsal.

Lyden er, ikke overraskende, særdeles nuanceret og flyder igennem det grottelignende og lavt belyste rum under ”Dull Times/The Moon” fra bandets seneste album Why Are You OK. Ben Bridwell hilser hele vejen rundt – et udtryk for hans opmærksomhed på, at halvdelen af publikum under koncerten altså befinder sig bag ham og resten af bandet. Den fuzzede og støjede guitar glider ud og tager fat i øregangene, mens Bridwell manisk tramper rundt på scenen, så man i et kort øjeblik kunne blive i tvivl om, hvorvidt det faktisk er en yngre Eddie Vedder, der har meldt sig som afløser i aftenens anledning.

Selvom Band of Horses har formået at skabe nogle ellers glimrende albums siden det sidste besøg i København, bevæger de sig primært blandt deres ældre bagkatalog, og på ”Cigarettes, Wedding Bands” fra Cease To Begin, der i sine dystopisk støjede elementer udvikler sig til ”The Great Salt Lake” fra debutalbummet Everything All The Time, kommer de musikalske nuancer for alvor til deres ret i bandets knivskarpe lyd. Nummerets opbyggende komposition lægger op til, at det kan leges lidt med, og lige inden højdepunktet skabes der et momentum, der får salens sæder til at rykke sig fra gulvet.

Publikums klappen og Creighton Barretts stålfaste trommer skaber et groove, der udvikler sig til ”Casual Party” fra bandets seneste album, der for alvor vækker bandets tre musikere, som hidtil har været en smule tilbagelænede. Det er overbevisende at overvære, og mest af alt ligner det en flok mænd, der har gang i det vildeste musikalske trip i deres øvelokale. Der er gjort op med konventionerne, og der er derfor ikke tale om den vanlige energi, som skabes under en helt almindelig koncert.

 

Harmonisk skønsang og akustisk ynde

Guitarist Tyler Ramsey udskifter for en stund sin guitar med en lap-steel under ”Laredo” fra Infinite Arms, der også ser guitarist Ryan Monroe på orgel, og hvor hastigheden skrues ned, skabes der smukke vokalharmonier imellem de to og forsanger Ben Bridwell. Bridwell fortæller efterfølgende, hvordan den her form for koncert, hvor bandet befinder sig i midten blandt sit publikum, virkelig er en øjenåbner for, hvor konventionerne omkring en koncert kan bringes hen, og det mærkes da også på ham, eftersom han et kort øjeblik tror, at han skal dreje 369 grader for at nå hele vejen rundt.

Det hele virker enormt løssluppet og endda til tider improviseret, særligt da bandet efterlader Ben Bridwell alene på scenen med en guitar indhyllet i et beskedent lysspot med kroppen vendt mod salens bagside. Den akustiske og næsten intime fremførelse af ”St. Augustine” fra bandets debutalbum kommer til sin ret i endnu højere grad, end det høres på studieindspilningen. Det er yndigt og smukt, og som man sidder og ønsker en længere fortsættelse på det intime indspark, gæstes Ben Bridwell kort efter af Tyler Ramsey, der tilbyder sin hjælp under ”No One’s Gonna Love You” fra Cease To Begin.

Hvor opførelsen side om side skiller sig særligt ud ved sine betagende smukke vokalharmonier og samspillende guitarer, vender Ryan Monroe tilbage med en mandolin, der giver ”Part One” fra Everything All The Time et element af bluegrass, som virkelig viser bandets musikalske format. På ”Country Teen” fra Why Are You OK overtager Tyler Ramsey vokalen, hvor Ben Bridwill kun lejlighedsvis byder ind, en sang som fører til stående klapsalver fra flere steder i salen. Det er ikke længere en koncert – det er fem mænd, der hygger sig omkring musikken.

 

Melodierne fra punkens nonkonforme hjerte

Undervejs i sin tredje måned som præsident fylder Donald Trump stadig meget her i vores frihedskannibalistiske sammenhold, og da en tilskuer udbryder ”fuck Donald Trump,” råder Ben Bridwell nervøst herren til, at det nok er klogest at holde sådan nogle holdninger for sig selv. Man ved jo aldrig, hvem der lytter med – ”anybody else. Mom, dad, whatever.” Og når man så tænker på, hvem der kunne lytte med, virker det derfor også passende, at ”Is There A Ghost” fra albummet Cease To Begin derefter flyder igennem rummet. Her sker kulminationen på det, Band of Horses hidtil har brugt halvanden time på at opbygge, og det står derefter tilbage som et af koncertens absolutte og mest energiske højdepunkter.

Inden scenen forlades, tages publikum igennem ”I Am A Good Man” af gruppen Them Two fra 1967. Den punkede gnist, der stadig holder sig fast i bandets efterhånden midaldrende kroppe, giver et nonkonformt element til sættets nerve, mens Ben Bridwll febrilsk bevæger sig rundt på scenen i sin betagende bevidsthedsstrøm.

Undervejs i koncerten bliver der adskillige gange råbt efter ”The Funeral” – det nummer alle kender og hørte først, dengang Band of Horses udgav deres debutalbum Everything All The Time. Men Ben Bridwell beder gang på gang folket om at beherske sin entusiasme og finde tålmodigheden frem. For alt godt kommer til dem, der venter, og som lyset lader sig falde over Ben Bridwell, og vokalen roligt flyder ud imellem sæderne, er der ingen tvivl om, hvorfor netop det nummer står som en af nyere tids stærkeste kompositioner. Den smukke, omfavnende og harmoniske åbning bevæger sig over i en musikalsk eksplosion, der efterlader publikum i sand og stående eufori, som fortsætter under ”The General Specific” fra Cease To Begin, hvor to medlemmer af bandets crew gør sig som gæsteguitarister.

Det er svært at tro, at Band of Horses gør den slags hver aften, eller i det mindste noget lignende, for med den energi de fremviste i Koncerthuset, blev hver enkelt blandt publikum ramt. Det var en demonstration fra et band, der er skabt til at stå på en scene, og som uanset mængden af sentimentalitet og melankoli i sine tekster formår at overbevise enhver.

 

Sætliste

Dull Times/The Moon

Cigarettes, Wedding Bands

The Great Salt Lake

Islands On The Coast

Casual Party

Laredo

Marry Song

Hag

St. Augustine

No One’s Gonna Love You

Part One

Country Teen

Throw My Mess

Blue Beard

Compliments

Older

In A Drawer

Is There A Ghost

I Am A Good Man (Them Two cover)

Ekstra:

The Funeral

The General Specific


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA