Det kaosbefængte monster fra Bayonne

Gojira, Store Vega, København

Det kaosbefængte monster fra Bayonne

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Nogle gange undrer jeg mig over, hvorvidt det er metal, man skal høre, hvis man er blandt de seje og moderne typer i klassen. Metalgenren er ikke længere den type musik, der får de kristne til at finde korset frem, til at forældrene låser deres børn inde og den slags musik, som kun rollespilsnørder lytter til. I dag er det som, at den sorte band-T-shirt er, hvad skovmandsskjorten var i 90’erne. Spørg selv H&M eller Urban Outfitters (til $34?! Det kommer ikke til at ske). Men da jeg for omkring ti år siden opdagede den mere groovy og tekniske form for metal a la Lamb of God, Mastodon og naturligvis Gojira, var jeg overbevist om, at jeg hørte til det mere udstødte element af gymnasiemiljøet.

Men som de tre bands med hastige trin arbejdede sig op ad stigen, forbi alverdens store scener og igennem jobs for Metallica og Slayer, slog det mig, at jeg måske aldrig har været helt gal på den, når det kommer til min kærlighed til den larmende musikgenre. Da jeg derfor sidste år mødte op i Amager Bio for at opleve det nye skud på den stamme, der kaldes for blackened post-metal, nemlig Deafheaven og så, hvordan jeg nok var den eneste fyr med langt hår og sort tøj, blev jeg overbevist om, at metal ikke længere hører eksklusivt til dem, der hellere vil blive hjemme på deres værelse end at gå på udsalg i Illum.

Er det forklaringen på et udsolgt Store Vega, hvor Gojira her til aften er hovednavnet? Måske. Mest af alt tror jeg, at forklaringen ligger i, at det franske tech-metalband gør sig bedst i noget, der er svært at efterligne. Kunsten af spille melodisk, atmosfærisk og aggressiv metal, hvor hele attituden ligger i fremførelsen og ikke i, hvilken T-shirt der har det fedeste motiv.

 

Traditionernes reinkarnerede destruktion

Udgivelsen af bandets sjette studiealbum Magma har bragt den franske kvartet ud på en omfattende europæisk turné, og da Gojira siden 2012 kun har været at finde på landets festival- og open air-scener, er der bred enighed om, at denne aften er noget ganske særligt (Gojira har dog lige offentliggjort en sommerkoncert på Train i Aarhus). Og til trods for, at bandets seneste album Magma kun er et år gammelt, bliver det overraskende godt modtaget, da Gojira begiver sig ud i sættets første nummer ”Only Pain”. Røgen florerer på bagtæppet og vælter ud over scenekanten, imens en kombination af støj og dommedag udgør lydbilledet.

Hos Gojira ved de godt, at de er dygtige til det, de gør, og at trommeslager Mario Duplantier viser sig som bindeled i musikken, bidrager ikke alene en ekstra pondus til Gojiras destruktive lydbillede, men også som et skud ud til den traditionelle heavy-komposition. Det massive lydbillede og det omsluttende lys sparker de bageste blandt publikum bagover, men som det desværre ofte er tilfældet i begyndelsen af en koncert, viser støjen sig i sit kvælende element. De melodiske finesser, Gojira har udmærket sig på album efter album, er svære at få øje på, men som åbningsnummeret lakker mod enden, giver de sidste i bandet slip, imens bandet bevæger sig over i ”The Heaviest Matter of the Universe” fra albummet From Mars to Sirius.

Selvom det tykke lag af støj har lagt sig over Gojiras ellers atmosfæriske og omsluttende lydbillede, virker det ikke til at lægge en dæmper på publikum, der ekstatisk crowdsurfer sig igennem en moshpit, der vokser støt. Men den lidt malplacerede støj, der præger sættets første to numre, forsvinder pludseligt i grumt og tør thrash under nummeret ”Silvera” fra bandets seneste album. Det melodiske element, der udgør overfladen af nummerets komposition fungerer som en gennemtænkt kontrast til den dybe og tørre lyd, der marcherer i fuld kraft hen over publikums nakker.

 

Kontrasterne mellem kaos og trance

Der lægges op til kontakt mellem frontmand Joe Duplantier og publikum, hvor han undervejs forsøger sig på sit gebrokne engelske, imens han kommenterer den fyldte sal og sidste gang bandet spillede i Danmark. Og når det kommer til den hitmaskine, Gojira i virkeligheden er i metalmiljøet, er det i sig selv imponerende, at de kan formå at udgive et nummer, hvortil publikum et år senere i ellevild jubel tager imod det, som var det en gammel b-side fra starten af bandets karriere. ”Stranded” fra Gojiras seneste album bevæger sig i sine skingre toner ind og moshpitten, imens bandets fire medlemmer forsvinder i baggrundens dunkle røg. Her når lyden endelig det niveau, som Vega efterhånden er landskendt for, og som det atmosfæriske lydbillede af hvaler, der synger tager over og lader sig falde som en dæmper over et tændt publikum, er det med bred overbevisning, at ”Flying Whales” nu bevæger sig ind over os.

Den melodiske overgang, der komplementerer det ambiente lydbillede giver et afslappende element, selvom energien alligevel har det med at tage fat. Halvdelen af salen er i en stor moshpit, men hvor den ene gruppe befinder sig i en mere aggressiv form for ekstase, er den anden halvdel i helt samme element, befindende sig i sine stillestående kroppe. Det er netop dét, Gojira gør bedre end noget andet band. Det er et band, der formår at skabe en sonisk trance, der kanaliseres fra musikerne og gennem publikum, og måske er det derfor, Gojira efterhånden har opnået et så massivt følge.

 

Grooves til et stadion

Joe Duplantier beder os et kort øjeblik om at glemme alle vores problemer – noget som langt de fleste blandt publikum tilsyneladende allerede har formået at gøre. Vi skal bevæge os væk fra konformiteten, væk fra den daglige rutine og endda bekymringerne om parkeringsbøden, der stadig florerer i baghovedet. Joe Duplantier spørger undervejs, hvordan vi i København egentlig udtaler vores by – han spørger sågar på fransk, og den lille gruppe, der formår at fange pointen (eller måske bare en del af den), begynder ekstatisk at råbe ”København” gentagne gange. Nu er der jo også fodbold i aften, men alligevel virker det til, at den slags hører sig bedre til i Parken, selvom vi alle mest af alt er kommet for at have det sjovt.

Inden Gojira fuldt omfavner den metalgimmick, som de nu engang besidder med storslået pragt, bevæger bandet sig over i en omsluttende instrumental sekvens på ”Terra Inc.”, hvor bjergene flyder i et med røgen på scenens bagtæppe. Højdepunktet er ved at indfri sig, og hvor ”Terra Inc.” fungerer som den perfekte overgang mellem de kaotiske og det melodiske, bevæger Gojira i fællesskab sig over i ”L’Enfant Sauvage” fra albummet af samme navn. Det er en af de slags numre, hvor der ikke er så meget at være i tvivl om.

Det melodiske flyder over i det polyrytmiske, der omsluttes af kaos og grumme skrig fra Joe Duplantier. Hvorfor Gojira og særligt Mario Duplantier derefter vælger at bevæge sig over i en omfattende trommesolo, som desuden startede koncerten, har jeg svært ved helt at forstå. Det er elementet fra den klassiske stadionrockkoncert, som Gojira alligevel bærer elementer af, og det er nok også forklaringen på den brede succes, bandet har haft hen over det tunge spektrum. Det kan bare godt blive en smule kedeligt, men skal det gøres, skal det gøres rigtigt, og det bliver det også.

 

Sol, måne og musikalsk kulmination

Mario Duplantier og trommerne fortsætter med at være hoveddelen af musikkens helt store iscenesættelse, men det er heller ikke så overraskende, da Duplantier befinder sig dimensioner over Lars Ulrichs kunnen. På ”Toxic Garbage Island” fra The Way of All Flesh skyder den grønne røg ned fra loftet og op af scenegulvet, hvilket egentlig er meget passende, mens pickslides flyver igennem lokalet. Blandt sættes grummeste numre følger herefter, hvor ”Pray” fra Gojiras seneste album opbygger sig gennem de atmosfæriske verdensmusikalske toner, der kulminerer i et rytmisk inferno iscenesat af trommeslager Mario Duplantier, stærkt efterfulgt af frontmand Joe Duplantier, guitarist Christian Andreu og bassist Jean-Michel Labadie.

Rytmen når herunder nyt niveau, imens den hvide skikkelse på bagtæppet vokser og tager fat om publikum. Selvom nummeret egentlig er forholdsvis ligetil i sine melodiske og betagende grooves, er der et opbyggende element i nummerets komposition, som iscenesættes helt ekstraordinært gennem bagtæppets visuelle udtryk. Der er en nær religiøs overvågning, som tager fuldt fokus fra alle i salen, og som nummeret udvikler sig, omsluttes den hvide skikkelse af en bleg måne, der ved nummerets udgang forvandles til en glødende sol, der fuldender den musikalske kulmination, som Gojira til aften har formidlet.

Selvom Gojira herefter bevæger sig tilbage på scenen for at udføre ”Obrobus” og ”Vacuity” fra The Way of All Flesh, nåede bandet sit æstetiske højdepunkt under første sæt. Men ekstranumre er til for fans, og man skal ikke klage over lidt ekstra tid med verdens efterhånden altoverskyggende metaldominans, inden man kan glæde sig til gruppens næste besøg på dansk jord.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA