x
Karen Elson: Double Roses

Karen Elson
Double Roses

Post-skilsmissealbum med lidt for bløde kurver fra Jack Whites eks-viv

GAFFA

Album / PIAS
Udgivelse D. 04.07.2017
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Musikalsk vender den britisk fødte Karen Elson hjem til sine aner på Double Roses. Indtil nu har karrieren stået mellem to stole, hvor inspirationen fra alle årene i USA har vejet tungest. Det kom fornemt til udtryk på den fine debut The Ghost That Walks. Tematisk er det livets tunge spørgsmål, der spøger. Tab, fortvivlelse og ikke mindst den drabelige skilsmisse fra en vor tids mest begavede musikere, Jack White. Hvor debuten havde Whites håndfaste udtryk spredt ud over hele albummet, er Double Roses lyden af en kunstner, der prøver at finde sig selv gennem en række sjælfulde sange.

 

Der er dømt lidt for meget hippiefolk på den drømmende åbner Wonderblind, med harpe og afskyelig tværfløjte, mens Hell And High Waters' skyhøje strygere og honky tonk piano planker Elton John på en dårlig dag. Bedste skæring er den vuggende countrypåvirkede Million Stars, hvor pedal-steel og et svævende kor bærer sangen hjem. Der er lidt for mange bløde kurver på Double Roses. Karen Elson mangler White til at svinge pisken og give helheden lidt mere kant.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA