Sanne Salomonsen: Baby Blue

Sanne Salomonsen
Baby Blue

Sanne rocker med automatpiloten sat til

GAFFA

Album / Mermaid Records
Udgivelse D. 19.05.2017
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Baby Blue gør Sanne Solomonsen et ihærdigt forsøg på at holde hævd på titlen som hele Danmarks rockmama. Albummet har fundet den mere uslebne rocktone frem, og der er masser af fremtrædende guitar, der krydres med Mats Ronanders mundharpe, så sangene betones af en rootslyd. Sanne er derfor tilbage, hvor hun tidligere har fejret de store triumfer. Ikke mindst med Where Blue Begins.

Men på Baby Blue bliver de bluesrockede sange noget forcerede i deres iver efter at være netop bluesrockede. Der er et godt melodiløb i Janis og Jagger, men den ender alligevel i en rockpastiche med et overfyldt guitarspil og mundharpe. Ingen tvivl om at sangene tegner sig godt, men i udførelsen mangler der en naturlig energi og ikke mindst nærvær fra Sanne Salomonsen. Det virker som, at Sanne Salomonsen er tilskueren, og man savner hendes vokals sårbarhed, der altid har været sangerindens stærkeste kort.

Albummet søger også tilbage til en mere spændstig poprock, som hun mestrede i 80’erne, og her fornemmer man en vis energi som i Solskin efter regn, men sangen forbliver desværre for banal i sit udsagn om forår og stramme jeans.

Det er derfor lidt svært helt at finde Sanne Salomonsen i disse rockede sange, hvor hun paradoksalt nok først træder i karakter i den nærmest halvakustiske og poppede Hvor er jeg så. Her bliver der sunget befriende igennem, og man mærker en sanger, der har taget sine slag gennem et levet liv.

Baby Blue er lidt et blegt ekko af fortidens meritter og et album, der aldrig forløser intentionerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA