Martin Blom
Sange fra ødekirken

Eftertænksomme og solide sange fra en mand i livets anden halvleg

GAFFA

CD / Eget selskab
Udgivelse D. 25.09.2016
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Sangeren, sangskriveren og guitaristen Martin Blom har siden 1987 været guitarist og sanger i bluesbandet Trouble Cats, og i 2014 udgav han sit første soloalbum, Crossing the Water. Nu er toeren kommet, denne gang på dansk, og som titlen antyder indspillet i en ødekirke, Buderup Ødekirke ved Støvring. Lidt øde er Blom da også på albummet, hvor han er næsten helt alene med sin stemme og akustiske og elektriske guitarer uden hverken bas eller trommer. Det kræver stærke sange, og dem er der heldigvis mange af på Sange fra Ødekirken.

Tonen er eftertænksom fra en mand lidt længere end midt i livet, en mand der både ser tilbage, frem og rundt omkring sig. Hans egen generation født et par år efter ’68erne får kærlige ord med på vejen på Drømmer 71, uden at det kammer over i hippie-selvfedme, nutidens forbrugerræs udstilles med ironi og humor på Storcenter Nord (”Måske er enden nær / og verden derude gal / Min købekraft, min Gud, jeg er dankortterminal”), og så får vi noget så utidigt og velkomment som vaskeægte social indignation over løntrykkere som Ryan Air på Working Poor Man’s Blues.

Musikalsk er der dømt smægtende toner fra blandt andet dobro- og slideguitar, og Blom synger med tilpas autoritet, så man tror på ham. Sange fra Ødekirken er en lille, men bundsolid udgivelse, som oven i købet udkommer i flot bogform med tekster, billeder, relevante informationer og indlagt cd – et format, som den primære målgruppe må formodes stadig at have et forhold til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA