Peter Vuust: Musik på hjernen

Peter Vuust
Musik på hjernen

Hjerneforskning, der swinger

GAFFA

Bog / ArtPeople
Udgivelse D. 06.04.2017
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Peter Vuust er jazzbassist og hjerneforsker, og sine to professioner og altoverskyggende interesser har han forenet i sit arbejde med at kortlægge, hvordan menneskehjernen reagerer på musik. Det har resulteret i en lang række forskningsartikler og nu den populærvidenskabelige bog ”Musik på hjernen”, hvor Vuust relativt lettilgængeligt fortæller om både egne og andres forskningsresultater om, hvad der sker i hjernen, når vi lytter til musik, tilsat eksempler og anekdoter fra hans eget liv som musiker og musikelsker. Noget, der for hans vedkommende for alvor startede, da han hørte Paul McCartneys ”Venus and Mars” som 13-årig.

For hvorfor lytter vi overhovedet til og spiller musik? Det er jo ikke noget, der som mad og sex er nødvendigt for artens overlevelse. Vuust omtaler tre hypoteser: magesøgning – at man synger og spiller musik for at indynde sig hos det modsatte køn, på samme måde som påfuglehannen bruger sin hale til at indsmigre sig hos hunnerne – til at forbedre social interaktion og som noget, der kan gøre os klogere på verden. Især de to sidstnævnte kategorier bliver undersøgt i bogen, hvor Vuust blandt andet gennemgår, hvordan sammenspil kan øge ens sociale kompetencer og diskuterer, hvorvidt musikudøvelse og -lytning generelt kan forbedre ens kognitive egenskaber.

Når vi lytter til musik, udløser hjernen dopamin, et stof, der vækker en følelse af lykke. Det sker især, når musikken på én gang bekræfter og overrasker vores forventninger. Et eksempel er den gamle Melodi Grand Prix-vindersang ”Fra Mols til Skagen” fra 1995, skrevet af Lise Cabble og sunget af Aud Wilken. Sangen rummer både overraskende elementer, i form af en banjo på en fremtrædende plads og et tonalt lidt usædvanligt omkvæd, men samtidig mange gentagelser af samme, så vores forventninger til sangens udvikling bliver opfyldt.

Et andet eksempel er Tina Dickow-sangen ”Warm Sand”, der i omkvædet skifter fra mol til dur på en overraskende og glædesskabende vis. Noget, som fryder en musiknørd som Vuust, men som også vil glæde mange almindelige, ikke-udøvende musikelskere, fordi vi alle gennem vores opvækst er blevet vænnet til, hvad vi kan forvente af musikstykkers udvikling og derfor har det på rygraden. Personer fra helt andre kulturkredse har så andre forventninger til, hvad der er velklingende musik – og det modsatte.

 

Langhåret slutning

Mod slutningen af bogen stiger kompleksitetsniveauet noget, da Vuust her gennemgår en række forsøg, hvor man har målt hjerneaktiviteten hos henholdsvis en række musikere og ikke-musikere, som hver især har lyttet til musikoptagelser med indbyggede ”fejl” i form af falske toner, usædvanligt placerede akkorder og brud på rytmen. Vuust og hans forskerkolleger vil finde ud af, om musik og sprog behandles i hver sin hjernehalvdel, som tidligere har været den gængse opfattelse, eller om der er fællestræk, og om musik derfor kan siges at være en slags sprog. Svaret er ikke entydigt, men gennemgangen er særdeles interessant, også selvom man må sætte læsehastigheden ned i forhold til de tidligere kapitler.

Apropos sprog kunne man indvende, at en stor del af glæden ved musik også er, når ord og toner går op i en højere enhed, og at eksempelvis The Beatles’ succes næppe var blevet den samme, hvis de havde sunget navne fra telefonbogen op til præcis de samme melodier. Det er et fænomen, som ”Musik på hjernen” ikke kommer ind på, men så er der da stof til en ny bog.

Man kan også sige, at en stor del af magien ved musik er, at den er så svær at forklare, og derfor kan Vuusts bog lidt ses som en tryllekunstner, der forklarer sine tricks, men på anden side: Hjernen, og hvordan den reagerer, er også et stort mysterium, så ”Musik på hjernen” kan langtfra siges at være en bog, der lukker døre – snarere slår den nogle nye op, og den kan derfor varmt anbefales. Også selvom det ville have været fint med en litteraturliste, men den er sikkert udeladt for at give bogen et mindre akademisk udseende. Den er dog stadig sprængfyldt med viden.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA