x
Fin indie-popfest i Pløresødallejren

Bastille, NorthSide Festival, Green Stage

Fin indie-popfest i Pløresødallejren

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

NorthSide har gennem årene præsenteret mange bands af den type, som en af mine kolleger i anden sammenhæng har brugt det selvmodsigende udtryk ”major label-indie” om. Altså bands, der spiller en pop-rock, der er for avanceret og sofistikeret til at kunne kaldes røvballe, men heller ikke er vildt nyskabende, og som muligvis på et tidspunkt er udgivet på et lille, uafhængigt pladeselskab, men nu udkommer på et multinationalt selskab, bliver spillet på mainstream-radiostationer og spiller på de store scener. White Lies, Suede og Snow Patrol er tre eksempler, og i år finder vi så Bastille. Et engelsk band, der brød igennem i 2013 med singlen ”Pompeii” og debutalbummet ”Bad Blood” og konsoliderede succesen i 2016 med toeren ”Wild World”, der ligesom debuten toppede den britiske hitliste.

Selvom NorthSide efterhånden kan tage navneforandring til Pløresødallejren, og regner stadig står ned, er pladsen foran Green Stage fyldt, og det bliver den ved med at være, mens Bastille på fem kvarter giver os i alt 18 sange. Sanger og sangskriver Dan Smith udstråler højt humør, og det kan han jo også roligt gøre med tag over hovedet. Smilet forplanter sig dog hurtigt til pladsen foran scenen, formodentlig også takket være gruppens melodiske, iørefaldende og ofte musikalsk optimistiske sange, eksempelvis den for tiden højaktuelle ”Laura Palmer”, som vi får som sættets anden sang fra det Twin Peaks-elskende orkester. Dan Smiths stemme er dog – ganske som Snow Patrols Gary Lightbodys – lidt anonym og heller ikke mikset særlig langt frem i lydbilledet, så teksterne kan være svære at høre.

Under den midt-tempo-smågroovy ”Flaws” tager Dan Smith en tur ud på catwalken, ganske som Veronica Maggio gjorde tidligere på dagen, selvom hun sagde, at den kun måtte bruges af Frank Ocean. Han springer senere ned på publikum og arbejder i det hele taget hårdt for at holde stemningen oppe, og det lykkes.

Sidste års single ”Good Grief” sætter gang i fællessangen, og det samme gør senere ”Of the Night”, bandets spøjse mashup af de to 90’er-eurodance-hits, Snap!s ”Rhythm is a Dancer” og Coronas ”Rhythm of the Night”. Mellem de to sange får vi den mere vrede ”The Currents”, dedikeret til Donald Trump og alle andre, der er ”talking shit”. På storskærmen bag gruppen kører i øvrigt en række politiske statements på forskellige sprog. De skifter dog så hurtigt, at det er svært at afkode den dybere mening med dem.

Balladen ”Two Evils” er et af få øjeblikke, hvor Bastille viser sig i deres mere afdæmpede afdeling, og det gør de glimrende. De slutter dog i højt humør og lidet overraskende med ”Pompeii”, hvorunder Dan Smith opfordrer folk til at tage deres regnslag af og vifte med dem. Det er der mange, der gør, og meget passende er det i mellemtiden holdt op med at regne. En storm på Bastillen var koncerten ikke ligefrem, heller ikke decideret fængslende, men absolut en godkendt præstation fra et band, der ikke er for alternativt til at holde en fest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA