Et blik ind i lydværkstedet

Helgi Jonsson, Northside Festival, Red Stage

Et blik ind i lydværkstedet

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Der kom mangeartede udtryk og stemningsbilleder i spil, da den islandske multiinstrumentalist Helgi Jónsson blændede op for musikken under skydækket. Selvom der kun var fire mennesker på scenegulvet, blev grænserne for lydspind afsøgt, både instrumentalt og vokalt. Her var en musiker, der ikke var bange for hverken at eksperimentere eller prøve kræfter med anderledes retninger. Det var et blik ind i lydværkstedet, hvor Jónsson nørklede med både trækbasun, banjo, guitar og klaver. Det var derfor en oplevelse, der var både interessant, men som også dykkede lidt, når det stormfulde tangerede til det skingre.

Bassisten var en ikke helt ukendt skikkelse i dansk musik, nemlig sangerinden Tina Dickow, som Jónsson også danner par med privat. Det var tydeligt, at hun ikke ønskede at berøve ham opmærksomheden og slog flere gange anerkendende armen ud mod ham til lyden af klapsalver. Til gengæld satte hun sit præg på de mange korarrangementer, der blev sunget af hende og trommeslagerinden. Og netop det vokale var spydspidsen af musikken. Jónsson udfordrede sit register ved at synge baglæns, som blev stemmen spolet tilbage på et kassettebånd. Der var også passager, hvor han skreg ukontrolleret og sommetider ramte han toner, der lød næsten androgyne i deres betoning.

Der blev også plads til små anekdoter, og “Aurora” blev derfor også indledt af en kort historie om, hvordan islandske turistfælder bilder deres dyrtbetalende kunder ind, at skæret fra drivhuse i virkeligheden er nordlys. Nummeret endte i et skrald af hvinende guitar og tunge trommer, der reducerede vokalen til endnu en facet af det instrumentale.

Under den mere afdæmpede “Crossroads” var gæsternes tålmodighed ved at rinde ud, og snakken summede hen over pladsen. Det virkede til gengæld ikke som et forstyrrende element for orkestret, der havde fingrene dybt begravet i materialet. Et materiale, der bevægede sig fra det sagte og stormfulde, men desværre også til det skingre. Vokalerne blev mod afslutningen udbasuneret med en styrke, der fik dem til at klinge forceret. De behøvede nemlig ikke at råbe for at få ørenlyd. Det klarede musikken af sig selv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA