x
Benny Boom: All Eyez On Me - The Untold Story of Tupac Shakur

Benny Boom
All Eyez On Me - The Untold Story of Tupac Shakur

Ikke nogen stor film

GAFFA

Film /
Udgivelse D. 17.06.2017
Anmeldt af
Peter T. Aagaard

All Eyez On Me lanceres med følgeteksten “The untold story of Tupac Shakur”, så til de udenforstående er her et oprids: 

Tupac Shakur fødes i New York 16. juni, 1971 som søn af en sort borgerrettighedsforkæmper. I opvæksten, der foregår på kryds og tværs af USA, bliver Tupac interesseret i såvel teater og poesi som gadekriminalitet og hiphop. Hiphoppen bliver hans første springbræt, da han debuterer som rapper i funkrap-gruppen Digital Underground i 1991 og kort efter får rollen som Bishop i filmen Juice, der bliver hans gennembrud på det hvide lærred. Herefter følger fem tumultariske år, hvor han bliver en megastjerne som rapper og skuespiller, lægges for had af den amerikanske regering og CIA, kommer i fængsel for voldtægt, får hovedrollen i krigen mellem amerikansk westcoast- og eastcoast-rap for til sidst at dø 13. september 1996 efter at være blevet skudt i et driveby attentat i Las Vegas.  

Ligner Tupac mere end Tupac-hologrammet

Hvis det ikke er stof til en biograffilm, så ved jeg ikke hvad der skulle være det. Men desværre er noget galt fra starten i All Eyez On Me. Det hele ser ellers ud og lyder, som det skal, faktisk i overraskende grad. Demitrius Shipp Jr, der spiller hovedrollen, ligner næsten Tupac Shakur mere end det hologram, der for nogle år siden spillede på Coachella festivalen. Han taler også som Tupac i en sådan grad, man somme tider glemmer, at den legendariske rapper er død – hvis han altså er det. Men der mangler desværre noget: godt skuespil, levende instruktion og en sammenhængende fortælling. Kort sagt, alt det, der gør, at en historie bliver til en spillefilm.    

Det er som sådan et sympatisk ærinde, filmen har. Den vil gerne vise Tupac Shakurs storhed og godhed. Derfor bliver der somme tider malet lidt for skønne malerier. Det er naturligvis tilgiveligt, at Tupac står på scenen og råber “Sing along y’all know the lyrics”, mens han optræder med Hail Mary – som først udkom efter hans død. Nummeret er en del af hans sangskat, hvor den posthume er mindst lige så stor, som hvad der blev udgivet i hans levetid. Men det er utilgiveligt, grænsende til kvalmende, at hvidvaske hovedpersonen i gruppevoldtægtssagen, som han bliver dømt for. Endda i en sådan grad, at han kommer til at fremstå som et uskyldigt offer, der ikke var til stede i hotelværelset under akten, til trods for han både efter kvindens og eget udsagn var der. Helt ærligt.

Shakespeare N the Hood

Der er dog lyspunkter. Tupacs mor Afeni Shakur, spillet af Danai Gurira kendt fra Walking Dead, brænder igennem, og ligesom i Straight Outta Compton er scenerne, hvor der indspilles musik virkelig fine. Musikken burde jo i virkeligheden være hovedmotivet, og det er en fornøjelse at høre både de positive Brenda’s Got A Baby, Keep Ya Head Up og Dear Mama samt de hårdere Ambitionz Az A Rider og Hit Em Up i Dolby Surround. Instruktøren Benny Boom har primært gjort sig i musikvideoer og genskaber disse ned til mindste deltalje i filmen. Dog med den væsentlige forskel, at selvom Demitrius Shipp Jr og Tupac ligner hinanden som to dråber Thug Passion, var Tupac en langt bedre og mere intens skuespiller. Så kan man ret beset jo bare se de rigtige videoer.

Ikke engang i venskabet og det senere fjendskab med rapperen Notorious BIG folder filmen sig ud. Man ser ellers de to stå sammen, mens Tupac noget utroværdigt citerer Shakespeares Cæsar-stykke, der jo handler om at blive forrådt af sine nærmeste med ordene “Vores skæbne, kære Brutus, er op ikke op til stjernerne, men til os selv” – en ud af fire gange Pac lige ryster et Shakespeare-citat ud af ærmet.

Tupac følte sig senere forrådt af Notorious BIG, knaldede hans kæreste og indspillede et af musikhistoriens hårdeste diss-tracks til ham. Alt dette er med, men at det nærmest satte New York og Los Angeles i brand, fornemmer man ikke. Det er, som om filmen ikke rigtigt vil røre ved de negative konsekvenser, og så bliver det bare endnu en sekvens, der minder minder mere om en kavalkade af musikvideoer kædet sammen af sløj dialog. 

Tupac-myten fortjener en bedre film 

Med en spilletid på to timer og tyve minutter skulle der have været rig mulighed for at dykke ned i Tupac Shakurs vilde liv og kranke skæbne. Det sker ikke, for vi bliver på overfladen. Det er svært at lade sig rive med af en film, der er så forelsket i sin mildest talt kontroversielle hovedperson, at den forsøger at bortklare skyggesiderne.  

Tupac Shakurs historie fortælles med flotte billeder og fed musik, men filmen kommer aldrig under overfladen på den komplekse hovedperson, der med en manisk skabertrang lavede en enorm musikproduktion, satte hiphopverden i brand med sin paranoia og døde som martyr for en generation af fans, der ser ham som Scarface og Jesus i een og samme person. Kan det lade sig gøre at lave en film om verdens mest ikoniske rapper med såvel hjerte som klunker af guld, fuldstændig uden hjerte og klunker? Det er desværre tilfældet med All Eyez On Me

Hvis Tupacs skæbne var op til ham selv, kan man sige, han fik som fortjent. Men han havde fortjent en bedre film.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA