x
Folkefest i Saxons syng-med-klub

Saxon, Copenhell, Hades

Folkefest i Saxons syng-med-klub

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

En gang i slut 70'erne og begyndelsen af 80'erne var Saxon sikkert noget farligt noget. Noget med speed-metal og – uh gys – dødningehoveder og den slags. I aftes stod Biff Byford med langt, hvidt hår som vokal, ankermand siden 1977 for dette sympatiske foretagende i spidsten for en folkefest i syng-med-klubben.

Og nej, ligefrem Johnny Reimer-agtigt var det ikke når slagnumrene (som sædvanlig) talte "Solid Ball of Rock", "Wheels of Steel", "Strong Arm of the Law" og "Denim and Leather". Sidstnævnte hvor Biff Byford passende fik sendt en mærkebesat heavyvest fra publikum op til scenen.

Det fantastiske ved Saxon er flere ting: Alderen rundes med ynde efter snart 40 års virke – uden gnisten er forsvundet. Der er nerve, tempo, humor, overskud og frem for alt spilleglæde i behold. Der spilles tight og kompetent med respekt for hinandens roller i bandet og uden sjusk i krogene. Bif Byfords stemme står klokkeklart – også på de helt høje toner og skrig. Paul Quinns og Doug Scarratst guitarer viste ind i mellem tænder i tostemmige forløb, som ledte tankerne hen på Thin Lizzys legendariske ”Live and Dangerous”. Og det hele produceret på skridsikkert underlag leveret af Nigel Glockler på trommer og Nibbs Carter på bas.

Men først og fremmest har bagkataloget både skabt en legende, og det har inspireret et utal af andre legender, først og fremmest vores egen Lars Ulrich, men bandet er ikke gået i stå ved at dvæle ved deres egen historie: Albummet "Battering Ram" udkom i 2015, og "Thunderbolt" er på vej til januar. Igen med legende-stjernestøv: I en hyldest sang til Lemmy Kilmister fra Motörhead kommer en sang "They Played Rock And Roll", hvor rygtet siger, at Lemmys stemme bliver lagt ind. Han hørte om sangen før sin død og fastslog: ”'It better be good!” 

Jo, det kan godt være, at der også er noget old school i det, men hvem gider tænke på det, når festen koger? Saxon er også et disciplineret orkester, som holder tiderne, og med et minut tilbage skulle det også fyldes ud. For min skyld måtte de godt have spillet et par timer mere, for jeg var ikke den eneste, som stod med et så stort et smil på, at det var bredt nok til at spise rosenbrød på tværs uden at få glasur i mundvigene.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA