Jens Jam Rasmussen
1967: Kærlighedens sommer: San Francisco - London – København

Grundig, men uelegant bog om The Summer of Love

GAFFA

Bog /
Udgivelse D. 01.06.2017
Anmeldt af
Espen Strunk

“When logic and proportion has fallen sloppy dead / and the white knight is talking backwards / and the Red Queen go ’off with their heads!’…..” Ja, undskyld mig – men man kan strengt taget lige så godt lægge Jefferson Airplanes 1967-hit på grammofonen, inden man sætter sig til rette med den danske (musik)journalist Jens ”Jam” Rasmussens nye, 300 sider store bog.

For mens adskillige rockmilepæle – fra netop Jefferson Airplanes ”Surrealistic Pillow” til The Beatles ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” – her i 2017 fejrer 50 års jubilæum – ja, så har Rasmussen valgt at forsøge at indfange selve året 1967 over 29 kapitler og i ambitiøst krydsklip mellem København, London og San Francisco.

Det gælder altså ikke ”bare” musikken, men hele den ungdomskulturelle bevægelse, som fandt en form for klimaks i den såkaldte Summer of Love – kærlighedssommeren – ’67.

Befolket af en rastløs skare af efterkrigsungdom på jagt efter et nyt værdisæt til et lydspor af tidens psykedeliske toner fra nøglenavne som The Grateful Dead, Jefferson Airplane og The Quicksilver Messenger Service (San Francisco), Pink Floyd (London) og herhjemme Steppeulvene med den sagnomspundne Eik Skaløe i front.

 

Ørkentrip

Det hele kulminerer i et reportage-agtigt kapitel fra forfatterens tur til nutidens Californien og den helt store nostalgi-festival Desert Trip i sommeren 2015; en form for jagt på ”ånden” fra hin hedengangne kærlighedssommer – emblematisk udtrykt i udtrykket Oneness.

Det er afrundingen af en imponerende informativ og detaljemættet tour de force, hvor vi møder karakterer fra såvel musikkens verden som andre kulturelle sfærer. Nøglefigurer fra Timothy Leary (LSD-pionér og manden bag det berømte ’67-slogen ”Turn on – tune in – drop out!”) over digteren Allen Ginsberg til mange af de (farverige) musikere, som satte strøm til The Summer of Love.

Fornuftigvis har forfatteren gjort sig den ulejlighed at foretage nye interviews med en række ”øjenvidner” – fra hjemlige Peter Ingemann og Annisette Koppel til den tudsegamle beatpoet og boghandler Lawrence Ferlinghetti, Jefferson Airplanes bassist Jack Casady og ikke mindst Torben Ulrich. Og det er naturligvis Ulrich, som leverer bogens måske skarpeste ord, da han mod slutningen bemærker:

”Der var mange fine figurer i den periode, også digtere og musikere (…) denne kærlighedens sommer var en fantastisk episode, ligesom der var andre rige episoder, som lå op til 1967, og rige episoder som har tegner sig videre derfra. Jeg synes eksempelvis også, at det var et højdepunkt at møde Sidney Bechet i Paris eller at opleve John Coltrane spille i 1955.”

  

Blomsterbørn i en brydningstid

For mens ambitionsniveauet er højt og mængden af faktuel information om afgørende kulturpersoner og begivenheder i ’67 prisværdig – ja, så er 1967: Kærlighedens sommer samtidig en bog, som af og til snubler i sin iver efter sproglig veloplagthed og varieret vokabularium.

For så bliver resultatet uelegant – som når en The Psychedelic Shop omkring åbningen i ’66 sælger ”hippie-memorabilia”. Når ”Herfra hvor vi står” (med sange af Niels Skousen) tilskrives ”Peter Ingemanns nye band” – eller når Lennon og Dylan har en ”fælles åbenbaring på et hotelværelse,” som ændrede rockmusikken.

Og på den måde er der også et vist romantisk anstrøg over bogens fortælling om blomsterbørn i en brydningstid – hvilket dog ikke forhindrer kulturåret 1967 i at være et aldeles interessant emne at gå i dybden med. Ikke mindst, som sagt, når det belyses gennem de nye citater, som stikker op myriaderne af fakta. Som når Joel Selvin et sted bemærker at:

”Frasét cowboys og indianere findes der ikke så mange amerikanske, som er så stærke som Sam Francisco-hippien, der danser barfodet rundt. Ikke at det er en uvirkelig arketype – men som alle andre arketyper, er den blevet til mere, end den oprindeligt var, og den er renset for alle dens ækle og grimme realiteter. Men det er fascinerende, at den hippie-arketype er så vedblivende, som den er.”  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA