x
Horrorhippier og astrokryb

Rob Zombie, Copenhell, Helviti

Horrorhippier og astrokryb

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

Nogle mener, at Rob Zombie burde holde sig til at lave film. Andre mener det modsatte. Jeg selv befinder mig et sted midt imellem. Ser jeg bort fra Marilyn Manson, var White Zombie mit første møde med horror-rocken, da MTV’s Headbanger’s Ball serverede ”More Human Than Human” fra albummet Astro-Creep 2000, der først gang ramte æteren i 1995. Der var en elektricitet over det, som sidenhen har holdt min fascination i ave, men når det kommer til rigtig meget musik, er fascinationen ikke altid nok.

Men skal man nævne et andet band end Slayer, der kan formå at samle hele Danmarks metalpublikum, så er det måske Rob Zombie. For manden er skabt til at stå på en stor scene – og endda gerne på en festival, hvor næsten ingen ellers rigtigt befinder sig i sit rette element. Men lige så musikalsk, som produktionen bag Rob Zombie er, når John 5 serverer det ene industrielle guitarriff efter det andet, er det teatralsk og filmisk, når horror-monstrene skuler ondt på sit fremmødte publikum, der er kommet for at få den sidste galskab, inden det senere går helt galt med Red Warszawa.

Rob Zombie står på scenen som Københelvedes horror-hillbilly, imens der stampes af sted til tonerne af ”Dead City Radio and the New Gods of Supertown” fra albummet Venomous Rat Vendor. Og lige så meget, som Rob Zombies glitterjakke fra zombie-dommedagens vilde vesten formår at fange opmærksomheden, er John 5 sin helt egen fascination. Men selvom netop John 5 ser vild ud, og sågar befandt sig i stalden sammen med Marilyn Manson i sen-90’ernes storhedstid, er der ikke meget at komme efter, når det kommer til guitarteknikken. For det er stensikkert præcist det samme, som det var i går. Det samme gælder Ginger Fish, der formår at fremstå mere anonym end ham fra Europe, og så er det altså svært ikke at lade tankerne flyde et andet sted hen. Men det hele ser fedt ud, og Rob Zombie viser sig som den ideelle frontmand under ”Superbeast” fra Hellbilly Deluxe, der for alvor cementerer Rob Zombie og co., som et festivalnavn af et helt særligt niveau.

Da jeg for et par år siden oplevede Rob Zombie i Store Vega, var der langt til mål. Det var tydeligt, at de intime rammer ikke rigtigt faldt i så god jord hos horrorhippien. Men under Copenhell er det noget helt andet. Turnéafslutningen er tydeligvis et højdepunkt – i hvert fald får Rob Zombie os til at tro det, da han spørger, om vi har nået vores psykedeliske klimaks under ”In the Age of the Consecrated Vampire We All Get High”.

Selvom John 5 måske fyrer lidt for meget Eddie Van Halen af, og Rob Zombies stemme måske har mistet en smule kraft med årene, går det hele rent ind. Horrorshowets hovedperson shuffler rundt på scenegulvet og danser støvledans under ”Living Dead Girl”, og som publikum står man bare tilbage og tænker: ”hvordan kan jeg lære at danse sådan?!”. Men det hele forekommer stadig enormt indøvet, og det er først som en introduktion til ”Well, Everybody’s Fucking in a U.F.O.” fra The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser, hvor Rob Zombie fortæller, at det i dag er 25 år siden, at han første gang spillede ved siden af Slayer, at man føler sig vidne til noget unikt. Og som der kastes oppustelige aliens ud til publikum, imens der tilråbes ”Go E.T.!”, er det svært at undgå et kæmpe smil på læben.

Selvom forløsningen måske først for alvor kommer til udtryk under White Zombie-hittet ”More Human Than Human”, er der alligevel ikke tale om den slags koncerter, hvor publikum står stille hen, indtil hittet udfolder sig. Der skrues dog op for hastigheden blandt publikum, og selvom Rob Zombie halter lidt med teksten, gør det ikke så meget, da han samtidig forsøger at holde sig oprejst, imens han spadserer henover de forreste blandt publikum.

Rob Zombie, Ginger Fish, John 5 og Piggy D gør alt det, man vil sætte i bås som klichéer. John 5 bruger cirka fem minutter på at lege Neil Young, som efterfølges af en cover-medley, der blandt andet byder på ”Blitzkrieg Bop” af The Ramones og ”School’s Out” af Alice Cooper. Det er på alle måder enormt kikset og ligeledes klichéfyldt, men det virker. Og hvilket bedre sted at hylde Alice Cooper end på netop Copenhell. Rob Zombie fortæller tilhørende anekdoter om turnélivet og sættets forskellige sange, imens han tilføjer, at alle i bandet ”gets to fuck the prettiest” – han virker med andre ord enormt oplagt, og da han kort efter vender tilbage iført en dansk cykeltrøje tilhørende Dannebrog, er der ikke andet at gøre end at tage hatten af.

I vores misforståede nationalpopulistiske sammenhold føres publikum ind til selskab med ”Dragula” fra solo-debuten Hellbilly Deluxe. De, der kan teksten, synger med, og selvom Rob Zombie måske synger lidt halvhjertet, er der ingen tvivl om, at han nyder det. Som det eneste impulsive under koncerten, ser de forskellige instrumenter en rotation herunder, der byder på John 5 på trommer, Rob Zombie på guitar og Ginger Fish ude på scenens kant. Og selvom det måske er blevet gjort før, er det et meget godt eksempel på, hvordan Rob Zombie med sit horror-rockshow er alt andet end kedeligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA