x
Thrash uden svinkeærinder

Overkill, Hades, Copenhell

Thrash uden svinkeærinder

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Selvom Overkill blev dannet før både Anthrax, Megadeth, Metallica og Slayer, er der nok ingen tvivl om, at de ikke har haft samme crossover-succes som thrashens store fire. For mig repræsenterer de den ganske særlige metal, som lå uden for mainstreamen og skulle ses i Headbangers Ball eller nydes i klip, når Beavis & Butthead stenede musikvideoer. 

Derfor er det med vis nostalgi og ærefrygt, jeg stiller mig foran Hades. Anders Bøtter, den efterhånden noget hæse konferencier, forklarer kyndigt, at det hører til sjældenhederne, at vi får besøg af Overkill herhjemme. Ikke desto mindre er publikum mødt talstærkt frem og ikke så få i Overkill-merchandise, så gode ting virker til at være under opsejling. 

Med et knaldhårdt hæsblæsende beat og lynhurtig basgang og guitarspil sparkes koncerten i gang. Forsangeren Bobby Blitz blæser ind på scenen. Sammen med DD Verni udgør han kernen i Overkill, og bortset fra han har groet sig et imponerende Overkill-overskæg, ligner han fuldstændig sig selv, som den senede, teatralske frontmand, der allerede i starthalvfemserne antydede overfor VJ Vanessa, at han var ved at blive lidt gammel. 

Nummeret de fremfører er Mean, Green, Killingmachine, der får fuld pedal på alle fronter. Hvis man ikke vidste det bedre kunne det være fra firserne, halvfemser eller nullerne, men det er faktisk splinternyt, fra gruppens 18. (!) studiealbum “The Grinding Wheel”. Vi bliver smidt helt tilbage til starten med den vidunderlige Rotten To The Core og det efterhånden noget ramponerede publikum skråler rutinevant med på Hello From The Gutter.   

“One rule, motherfuckers, I’m in charge!” 

Til trods for bandet ud over forsanger og bassist tæller trommeslager og hele to guitarister, har de ret beset ikke mange strenge at spille på. De kender kun et gear, og det er femte. Selvom de har nogle indledende lydproblemer, lader bandet til at være i fin form og godt humør. Bobby Blitz bevæger sig lidt som skuespilleren i Rocky Horror Picture Show og med fire årtiers musik skal vi igennem en del timewarps. Vi er dog i gode hænder: “One rule, motherfuckers, I’m in charge!” skråler han og sætter gang i et nyt nummer. 

Med kun en time til rådighed er der ikke mange svinkeærinder. Er man genre-fetichist, vil man nyde koncerten fuldt ud, da der ikke gøres mange ansporinger til variation. Stortrommepedalerne hamrer derudad, og thrashen flænser ud af højttalerne. Melodierne er mest op til Bobby Blitz, og han har alle dage prioriteret fart og volumen først. Et højdepunkt er en rigtig fed, hård version af nummeret Wrecking Crew, hvor New Jersey-thrasherne giver den som ophugningssjak, et arbejderbudskab der tages vel imod på festivalen. 

Det er svært at sige om hverken Bobby Blitz eller DD Verni, at de er ældet med ynde, men på en måde giver det en ekstra dimension til deres gennemprøvede taktik, at de stadig holder sig til den efter alle disse år. Og er i stand til at gøre det i så højt gear. Da Bobby Blitz beder os om at spænde sikkerhedsselerne og passe på os selv, fordi vi er på vej til Elimination, føles nummeret faktisk stadig faretruende hårdt og hurtigt. 

Selvom hjulet ikke blev genopfundet under den ti numre lange koncert, er der ingen tvivl om, at folk fik hvad de kom for. Overkill er netop ligesom the grinding wheel – et hjul, der kværner ufortrødent videre.

Rotten To The Core, Wrecking Crew og Elimination var skidegod thrash og Overkill repræsenterede sin genre til det yderste – og til tider var det også yderst underholdende. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA