Tom, Luka og Suzanne

Suzanne Vega, Posten, Odense

Tom, Luka og Suzanne

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det var et ubetinget verdensnavn, man havde fået lokket til Posten i Odense blot et par dage efter Tinderbox, en almindelig tirsdag aften, og selvom amerikanske Suzanne Vegas storhedstid naturligvis er perioden fra sådan ca. midtfirserne til sådan ca. midthalvfemserne, så er der flere af hendes numre fra netop den tid, der holder ganske fremragende også i dag, og to af dem, "Luka" og "Tom's Diner" er regulære klassikere. Der var tale om siddekoncert, og det så umiddelbart ud til at de fleste sæder var besat; der var i hvert fald tale om en pænt fyldt sal.

 

Son Of Caesar

Cæsars søn hedder i virkeligheden Peter Mathiasen og varmede op for Suzanne Vega iført akustisk guitar og mundharmonika - så bliver det næsten ikke mere indbegrebet af folk fra gamle dage. Musikken trak da helt bestemt også på folk-genren, såvel noget Bob Dylan som noget, man måske kunne kalde for nyere dansk singer-songwriter-tradition. Der blev sunget om afdøde Jack Kerouac og afdøde Brian Jones (nej, ikke Godstar) og om piger, der aldrig rigtig blev kærester – i den henseende var jeg nok personligt mest til de afdøde, ligesom jeg også havde det fint med de tendenser, der pegede i retning af f. eks. britisk folk fra tresserne og halvfjerdserne; der var måske en smule Ralph McTell at spore sine steder.

Cæsar kom aldrig på bane (ellers betragteligt død, skulle man mene), men Peter klarede sig såmænd også fint på egen hånd, så at sige, og publikum, som var kommet i ordentlig tid, tog godt imod.

 

Suzanne Vega 

Omkring kl. 21 gik Suzanne Vega på scenen med sin ene medmusiker, Gerry Leonard, som bestemt ikke er nogen hr-hvem-som-helst; de med god smag vil vide, at han bl.a. har samarbejdet med både David Bowie og Laurie Anderson. Og skal man medbringe kun en enkelt guitarist, så er Leonard nok manden, for med sit setup af loop- og effektpedaler var han i stand til at skabe meget mere – og varieret – lyd end de fleste dødelige guitarister, hvilket var en bonus og nydelse hele koncerten igennem. Suzanna Vega lignede sig selv, sortklædt og leopardplettet (nej, ikke Scary Spice), og trods nogle års forskel, i virkeligheden ikke så langt fra de berømte musikvideoer på MTV dengang. Helt præcist tredive år, som Vega selv gjorde opmærksom på, for netop i år fylder hendes ubetinget bedst kendte album, "Solitude Standing" – den med både "Tom's Diner" og "Luka" – nemlig tredive. Og det skulle fejres, mente hun, hvilket man dårligt kan fortænke hende i.

Inden der blev taget hul på "Solitude Standing" blev der dog rejst endnu længere tilbage i tiden med den dystre folk-ballade "The Queen And The Soldier", hentet fra Suzanne Vegas selvbetitlede 1985-debutalbum, et nummer, der smager lidt af Pentangle og som på tekstsiden væver en trist historie om krig, seksualitet, ensomhed og død, og som fremstod som et tidligt højdepunkt i en koncert, der ellers havde nogle stykker af dem undervejs. Og selvom det, ikke overraskende, var de gamle klassikere, der var essene, så bød Vega også på nyere sange, bl.a. et par stykker fra sidste års "Lover, Beloved: Songs From An Evening With Carson McCullers", hvor især "New York Is My Destination" og "Harper Lee" glimrede ved deres intelligente humor og pletvise smag af svunden jazz.

Ikoniske sange

Fra halvfemserne fik vi serveret både "99,9 F°" og "Blood Makes Noise", som selvsagt var lidt svær at genskabe med aftenens minimalistiske opstilling, om end Leonard gjorde et ganske hæderligt forsøg. Mere firsermateriale blev det til med "Solitude Standing", som også udfordrede det minimalistiske setup – min sorte eyeliner savnede den prominente firserlilletromme, gated reverb og det hele – men ikke desto mindre fungerede nummeret også i mere nedbarberet form, ikke mindst i kraft af sine stærke melodiske kvaliteter og sin poetiske fremstilling af ensomhed. Også et højdepunkt.

De helt store højdepunkter dukkede dog op side om side hen mod koncertens afslutning, lige inden ekstranumre, nemlig først "Luka" og så "Tom's Diner". Selvom formentlig hele salen genkendte Luka fra de første guitartoner var der andægtig stilhed nummeret igennem, som i en katedral, formentlig af respekt for sangens særdeles alvorlige emne, vold mod børn, hvilket yderligere forstærkede den emotionelle slagkraft, for Luka er et af de numre, der gør lige så stort indtryk i dag som dengang på MTV, i høj grad fordi Vega på tekstsiden rammer så smertefuldt præcist plet på psykologien i det her.

Umiddelbart efter fulgte "Tom's Diner", iført både høj hat og guitarrytmik og spacelyde fra Leonards side, og nu klappede publikum med mens Vega selv spankulerede omkring på scenen og gav den som essensen af New Yorker-cool på et nummer, der i den grad er blevet en klassiker, og jo i virkeligheden af flere omgange; begyndende med Vegas egen meget modige a cappella-single (den slags gjorde man bare ikke i firserne), herefter i remixet halvfemserversion af DNA og siden som mp3-formatets "moder" i nullerne.

Jeg skal indrømme at jeg til at begynde med var en lille smule nervøs for om den minimale besætning, Vega/Leonard, ville kunne bære hele koncerten igennem, og hånden på hjertet, nogle numre ville jeg nu godt have hørt med fuld besætning, men det lykkedes altså alligevel. Koncerten blev ikke på noget tidspunkt kedelig. Leonard skal nok engang roses for sit varierede og fantasifulde guitararbejde på samme måde som Vega skal roses for også sit guitarspil, sit nærvær, sin stemme, der stadig er lige så på én gang køligt distanceret og inderligt insisterende som altid, og så naturligvis for sine sange, der holder endnu, som oftest i kraft af slidstærke melodier og velskrevne tekster. For på sin egen facon er Suzanne Vega også historiefortæller, for så vidt på den vis åndsbeslægtet med sin New Yorker-artsfælle, Laurie Anderson. Og sandelig om ikke Vega og Leonard fik stående ovation med på vejen. Det manglede da bare.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA