Han behøvede blot en mikrofon, et beat og en scene

Nas, Roskilde Festival, Orange

Han behøvede blot en mikrofon, et beat og en scene

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Det var noget af et trumfkort, Roskilde smed på, da de sidst i april offentliggjorde, at ingen ringere end Nas var tilføjet programmet. I hiphop betragtes han som en gud, og man kan med rette tale om en tidsregning før og efter udgivelsen af hans ikoniske debut “Illmatic”. 

Men lige så snart han var annonceret, satte frygten for to ting også ind. For det første at han ville aflyse, som så mange andre rappere gør i sidste sekund, og som han selv gjorde i 2003. For det andet, at han ville falde igennem, ene mand med ene mikrofon på den kæmpestore Orange Scene. Begge bange anelser blev heldigvis gjort til skamme. 

Scenens faste konferencier, Per Vers, har tydeligvis også glædet sig. Han introducerer Queensbridge-rapperen med en stribe af sine yndlingslinjer, der passer til dagen, blandt andet “All I need is one mic, one beat, one stage… som for eksempel Orange!” 

Da Illmatic blev hvermandseje

Og så står han der. Nasir Bin Olu Dara Jones. Nasty Nas. Rapper Nas. Eller bare Nas. Kort og kontant. Han var stadig teenager, da han skrev debuten hjemme på værelset i Queensbridge. Nu står han som voksen mand på en af verdens største scener. Det virker næsten surrealistisk, at en rapper med et så raffineret udtryk kan appellere så bredt, men ikke desto mindre er det den oplevelse, der venter os nu, hvor hornene fra de funky James Brown-samples fortæller os, at det er tid til at “Get Down”. Flowet og de pakkede linjer, hvor rimene falder tæt som lærermesteren Rakim introducerede, og Nas perfektionerede, sidder lige i skabet.   

Den faste DJ Green Lantern assisterer behændigt på pladespillere, og da vi kort efter scratches tilbage til starten med blandt andet “New York State of Mind”, “Life’s A Bitch” og “Halftime”, kommer der virkelig gang i koncerten. Til trods for klokken nærmer sig to, og regnen truer er publikum overraskende vågne. De forreste i pitten er naturligvis i ekstase, men langt tilbage i rækkerne rappes der med, også af kids, der knap var født, da albummet udkom. Somme tider kan det være svært, når ens kæreste musik bliver hvermandseje, men lige præcis med Nas er det en fornøjelse, at så mange gennem årene har opdaget, hvor dejlig “Illmatic” er. Vi taler trods alt om et album, som selv Jay-Z, da han dissede Nas, indrømmede var godt. 

Med ti studiealbum, en stribe mixtapes, opsamlinger og samarbejder er Nas naturligvis mere end debuten.  Han har haft større kommercielle succeser, og numre som “If I Ruled The World” og “You Can Hate Me Now” vækker genklang på dyrskuepladsen.  Men det er alligevel “Illmatic”, der udgør skelettet i koncerten, og over de næsten halvanden time fremfører han næsten alle pladens sange.

Hyldest til musikhistorien og Mobb Deep  

Som en art lektion i musikhistorie indleder Nas en del af numrene ved at hylde originalsamplet. Musikalsk er det en fin gestus, og det er med til at brede koncerten ud, så alle kan være med. Således får Michael Jackson ros, da “Human Nature” afspilles før “It Ain’t Hard To Tell”, Eurythmics’ “Sweet Dreams” leder os over i “Street Dreams” og søreme om vi ikke får et stykke af “Für Elise” før “I Can”, hvor Nas rapper over klavertemaet, mens han grinende proklamerer “Beethoven is Hip Hop, y’all!”

Den største hyldest modtager den nyligt afdøde Prodigy fra Mobb Deep dog. Gruppen kommer også fra Queensbridge i New York, samme sociale boligbyggeri som Nas, og kunstnernes parløb har været med til at gøre kvarteret lige så mytisk i hiphop som Liverpool er for Beatles-fans. Nas rapper verset fra “Shook Ones pt II” i Prodigys ære, og ordene flyder perfekt. Nas har ikke alle dage været en stærk liveperformer. Ved tidligere danmarksbesøg har stemmen været rusten, og han har snappet efter vejret, når han skulle fremføre de komplicerede rim. I nat på Orange står linjerne skarpt, og de hårde trommer og jazzede samples lyder overraskende lækkert i mørket. Det begynder at tyde på, at vi er vidner til noget stort. 

En Roskillmatic oplevelse

Mod slutningen intensiveres stemningen. “Got Yourself A Gun” og “Made You Look” brager ud. Det er Nas i hans mest selvglorificerende periode, hvor han kæmpede for at bevare kronen som kongen af New York, men lige nu passer det fremragende. “This ain’t rappin’ / This is streethop, now get up off your ass like your seat’s hot” lyder det. Seancen afsluttes på fornemmeste vis med “One Mic”, der perfekt opsummerer, hvad vi lige har oplevet: 

“All I need is one mic, one beat, one stage 
One nigga front, my face on the front page
Only if I had one gun, one girl and one crib
One God to show me how to do things his son did.”

Og han har jo ret for fanden. Han behøvede kun en mikrofon, et beat og en scene for at levere den bedste hiphop-koncert jeg har oplevet på Orange – en scene både Kanye West, Snoop Dogg og Jay-Z har haft svært ved at udfylde. Måske kan man finde skønhedsfejl i fremførelsen. Måske er det begejstringen over, at han overhovedet kom. Men jeg vælger at tro mine øjne og ører, når jeg siger, at dette var noget af det allerfineste, hiphoppen har præsteret på denne festival. Det var en Roskillmatic oplevelse.     

 

 

 

     


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA