x
Østatlantas store søn forstod at feste

Gucci Mane, Roskilde Festival, Avalan

Østatlantas store søn forstod at feste

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Det er svært at pege på lige præcis, hvad det er, Gucci Mane kan. Han har transcenderet sin egen ghetto-genre og bevæget sig ud i et popunivers, hvor han leverer feature på feature, så alle kender Gucci Mane på godt og ondt. Og så er der en helt særlig tiltrækningskræft ved en mand med en isvaffel tatoveret i ansigtet.

Som udgangspunkt er det ikke så meget, Gucci kan, men det han kan, kan han sat'me godt. Han rapper på en klappe-kage-rim-og-remse-facon, men gør det med overbevisning. Og så har han stil. Det kan godt være, han stoppede med at tillære sig rappens ædle kunst, da Eazy-E i hin tid udgav "Boyz N The Hood", men ikke desto mindre har han tilført mangen et verdenshit en kant og et blink i øjet. 

Om der er blink i øjet er svært at sige på Roskilde, for han har solbriller på fra start til slut, men han virker enormt veloplagt. Det samme gør publikum, og folk flokkes til langt uden for Avalon-teltet. Der er en vidunderlig fest i gang, hvor både kendere med grillz og hightop fades og turister, der bare er kommet forbi for grinerens skyld, forenes af den gennemgående bas, der rusker i bunden af teltet og lægger op til ballade.    

Festaber i masterne 

Gucci rapper hen over sin backing-vokal. Det er værd at understrege, for for nogle vil det gøre koncerten til en fuldstændig fiasko, men det er nu engang sådan, man gør i hans verden. Om folk kender hans musik eller ej er ikke til at sige, for det kræver ikke meget af et Gucci Mane-nummer før man kan synge med. Som fx “Bricks” hvor han hylder engrossalg af kokain i murstensstørrelse. “Brick…! All-white bricks / Off-white bricks / Light-tan bricks / Just hit a lick / For 50 more bricks / Balling like a bitch with all these brics…Bricks!” 

Især er jeg glad for vi får nummeret “I Might Be” baseret på hans udsagn i retten, da dommeren spurgte om han mente, at han var skyldig: “Bitch, I Might Be”. Det Rick James-inspirerede “Freaky Gurl” pisker også en stemning op. I en sådan grad, at festaberne i publikum kravler op i masterne på Avalon, så koncerten kortvarigt stoppes. 

Herefter er der knap så megen rowdyness hverken fra publikum eller Guccis side, men det betyder dog ikke, at underholdningen er slut. Særligt Rae Sremmurds “Black Beatles” modtages med jubel, selvom et par stykker ved min side er overraskede over, at Gucci har noget med det nummer at gøre. Men som de engang sagde i reklamen for Crowded House’ greatest hits: “Du kender flere, end du tror”.

Østatlantas store søn fra slummen stod alt i alt for en svært underholdende fest. Han har muligvis ikke mange bricks at flytte med, og der kan sættes spørgsmålstegn både ved de lyriske kvaliteter og den noget skødesløse fremførelse. Men spørger du mig, om det var en god oplevelse, kan jeg klart svare bitch, it might be!       

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA