Puslespillet gik helt op

Avalanches, Apollo, Roskilde Festival

Puslespillet gik helt op

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Det var med en del skepsis, at jeg gik til koncerten med The Avalanches. Første gang de spiller i Danmark, og som sådan er det ikke sandsynligt, at et sampleorkester er særligt spændende live. Uagtet at deres plader er fantastiske, så er det ikke en genre, der egner sig til koncert.

Men det blev 100 procent gjort til skamme. Det der på plade er et puslespil af små brudstykker, blev på scenen transformeret via band, sangere og jublende lykkefølelse. Det lykkedes dem at overbevise os om at det var den fedeste sommeraften, på trods af regn, kulde og mudder.

Når de er allerbedst – og det er åbenbart live – giver de en overbevisende rekonstruktion af, hvordan den helt tidlige hiphop føles. Med en diskofeeling, et groovy beat og rappere, der fulgte musikken mere end egoet. Helt uden at virke gammeldags løftede de feelgood til et helt nyt level, og undertegnede stod ligesom mange andre med et fjoget grin under hele koncerten. Det kan godt være, at der er gået 17 år siden den første plade, men med en vital omarrangering fik de givet alle de gamle numre helt nyt liv. Bortset fra Frontier Psychiatrist, der vist var albumudgaven tilsat lidt ekstra trommer og videoen på storskærm.

Koncerten kunne nydes på mange måder. Enten som den tilfældige forbipasserende, der bliver draget af den smittende kaotiske lykke, eller som de grundige trainspotter, der lurer hints, lyde og billeder fra enten de mange samples eller videoerne, der er et plyndringstogt igennem populærkulturen. I ren hyldest og med kærligheden allerforrest.

De spiller en del sange fra begge album, samt et par stykker jeg ikke kender. Allerede andet track er hittet fra sidste album, Frankie Sinatra, og det minder én om, at der er alt for lidt tuba i moderne popmusik. At sangen så går direkte over i et cover af The Clashs Guns Of Brixton er en dejlig overraskelse. Det er jo nok, objektivt set, verdens bedste basgang.

Med masser af farver i lyd og billede gav Avalanches os forløsningen af good vibes, og gjorde i hvert fald undertegnede til fanboy igen. Da de startede, var vi ikke mange, men bagefter var der folk til langt ud over pladsen af folk, der tydeligvis var blevet fanget ind af deres besnærende løfte om den uendelige sommer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA