x
Laber brise fra Brooklyn

Digable Planets , Roskilde Festival, Avalon

Laber brise fra Brooklyn

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Det er sidste dag på Roskilde Festival og efter truende mørke skyer, har den norske vejrudsigt lovet noget så lækkert som opholdsvejr og en "laber brise". Intentionelt eller ej, er det en rammende beskrivelse af, hvad Digable Planets leverer denne eftermiddag i Avalon.   

Trioen dannet i Brooklyn, New York består af rapperne Butterfly, Doodlebug og Ladybug Mecca. Som insektnavnene antyder er i den organiske ende af hiphopskalaen og dengang som i dag var de et frisk pust, da de entrerede på scenen i midten af halvfemserne med "Reachin' A New Refutation of Time and Space" og "Blowout Comb". Selvom de aldrig fulgte op på de to klassiske album markerede de både en videreførsel af Native Tongues-universet og en helt ny jazzet, afslappet stil som alle fra Fugees og Outkast til The Roots har nydt godt af.

Det er virkelig godt, at være lige her

Det er fløjet lidt under radaren, at Digable Planets blev tilføjet til Roskilde-programmet samtidig med Ice Cube som erstatning for A Tribe Called Quest. Fremmødet er heller ikke imponerende, men os der ved hvad der er i vente glæder os. Allerede da det første nummer går i gang suges publikum til.

Sætlisten er centreret omkring materialet fra de to fællles album og ligesom titlen på debuten, føler man sig suget tilbage gennem tid og rum til et gadehjørne i Brooklyn, hvor gadepoeterne besynger en verden med kærlighed, spiritalitet og musikalitet. En funky version af "It's Good To Be Here" leveres med overskud og det virker som om der er en fælles enighed om, at det er virkelig godt, at være lige her.  

United States of Nasty Women

Trioen bakkes op af The Culprints, et fantastisk velspillende band med bassist, guitarist, keyboardspiller, perkussionist samt en virkelig funky trommeslager. Normalt kan det være en frustration til koncerter, når samplebaseret rapmusik fremføres af et band, men her virker det som det naturligste i verden. Med et dejligt overforbrug af klokkespil og bækkener føler man sig hensat til et sted mellem en jazzkoncert og en buddhistisk højmesse.

Butterfly, der var gruppens hovedproducer styrer slagets gang i orkestret, mens Doodlebug står for den meste publikumsinteraktion. Men det er alligevel Ladybug Mecca, der stjæler fokus. Iklædt cowboyjakke med "United States of Nasty Women" på ryggen leverer hun sine linjer med afslappet overbevisning. Til trods for hun eftersigende har levet hårdt, hvilket har resulteret i en minimal musikalsk produktion post-Digable Planets, har den kvindelige MC har ikke mistet en tøddel af sit lækre flow.  

De passer til rap som nøglen i en lås 

Vi får "May The Fourth Movement", stemningsmættede "Graffiti (Noise)" desværre uden feature fra Jeru The Damaja og så den labre "What Cool Breezes Do". Publikum skiftevis danser og klapper til de hurtige numre og finder sammen i stående ske til de langsomme. Teltet oser af en blanding af kærlighed og skunk og da vi mod slutningen får "Slick (Cool Like Dat)" føler man sig ordentlig jazzy, når vi knipser i takt til den groovende bas. For en gammel fan er det nærmest gåsehudsfremkalende, da Butterfly konstaterer "We be to rap - what key be to lock!"

Koncerten slutter med vi klapper intenst og længe. Da jeg går derfra overhører jeg to drenge sige til hinanden "Det var vildt, hvem var de?" De var og er Digable Planets. Herfra skal der lyde en anbefaling om med det samme at købe og lytte til de mesterlige "Reachin'" og "Blowout Comb" og ellers håbe trioen snart udgiver ny musik.

Der skal altså noget magisk når Digable Planets leverer deres labre brise.   

  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA