x
Technohumanistisk skønhedsorgie med tyngde

,

Technohumanistisk skønhedsorgie med tyngde

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Det gjorde dog absolut intet, for Moderat, technoide Modeselektor og singer-songwriter Apparat i skøn, portmanteausk forening, leverede et bundsolidt, smågenialt gig, som både var rørende og fik kroppene på Dyrskuepladsen til at røre på sig.

Lige fra åbneren Ghostmother var bassen så tung, at ens næsetip dirrede, og kroppen blev gennemheglet af synthlinjer som frie radikaler, der satte festlige kædereaktioner i gang i publikum. Men det her var ikke bare en dum festinfektion. Apparat, hvis borgerlige navn er Sascha Ring, har en smuk, himmelstræbende lys stemme, som passer godt til Modeselektors buldrende beats og basgange og karakterisktiske rimshot-snaresamples. ”The ghosts that haunt were in there with me / I walked to the edge and all fear left me,” sang han, så man troede på ham. Vi stod der på kanten med ham, og den natsorte udsigt var smuk.

Så fik vi A New Error, hvis basarpeggio og sejt jackende beat blev sat i relief af roterende hænder på skærmen. Måske forsøgte man visuelt at række en hånd ud til os som kompensation for det nådesløse, auditive angreb på kroppen. Running var også et fint eksempel på det velfungerende og ubesværede møde mellem Apparats stemme og poesi og Modeselektors hårdtslående abeudskejelser.

Eating Hooks bød herefter på et øjebliks tyste pianoakkorder, mens et intermezzo med synth-linjerne fra A Made Up Sounds Half Hour Jam On a Borrowed Synth og Siriusmos remix af Running fint agerede eksempel på et af de mest fascinerende aspekter ved elektronisk musik; nemlig genrens konstante omkalfatring af og udveksling med sig selv. Pop will eat itself, jovist, men det er god og nærende kost, og der kommer konstant nye, knopskydende oplevelser ud af det. Hverken denne signatur eller publikum syntes i hvert fald at være kostforagtere.

I Rusty Nails, Reminder og Animal Trails fik vi flere, nu lidt hidsigt indpiskende rimshots og masser af dybde og tyngde. Det er virkelig fascinerende, hvor let Moderat formår at forene den elektroniske musiks maskinlogik og kølighed med stor, dramatisk menneskelig patos.

Nr. 22 gav os en snare, som ikke var et rimshot (er det kun os anmeldere, som bliver besat af den slags detaljer?) og et beat så fængende, at selv en træt, udslidt og regnforpint sidstedagsroskildekrop ikke kunne stå stille, mens Milk som det eneste nummer måske lidt tabte publikum bag om kyborg-dansen. Det fik afslutteren Intruder og ikke mindst det fantastiske Bad Kingdom dog rådet bod på. Apparat sang ”Here it ends / No one’s gonna shed a tear / No need to shout / Just to stand the silence,” men stilheden var faktisk ikke et problem for os, for synthbassens lfo-modulationer åd sig ind i natten én svingning ad gangen og efterlod os smilende og dansende til nummerets let halvfemserklingende breakbeat og poetiske skønhed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA