Vild rutsjebanetur med Clemens og House of Pain

,

Vild rutsjebanetur med Clemens og House of Pain

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Jeg kan huske for efterhånden 25 år siden, hvor jeg holdt blå mandag i Århus’ Tivoli Friheden. Dengang var mine allerstørste helte House of Pain, og jeg ville dø for at opleve dem i levende live. Det var  naturligvis utænkeligt, for hiphop var stadig noget vi hiphoppere hørte, og prøvede man at præsentere det for sine forældre, klassekammerater eller, hvis man var så heldig, ugens udkårne, blev man straks bedt om at skrue ned. 

Megen Guinness Stout er flydt under broen siden, og efterhånden har 90’er-hiphop fået status af far-rock. Således virker det som en genial booking, at Tivoli (det store i København, der), har fået netop House of Pain, der er på 25-års-jubilæumsturné og Clemens, der fejrer 20-året for udgivelsen af “Regnskabets Time” til at teame op til Fredagsrock. Og det bliver det heldigvis også den helt store nostalgitur, jeg havde håbet - i glimt. 

Det er Clemens der lægger ud. Uden omsvøb får vi lov at sige goddag til “Den lyriske 9mm”, et vanvittigt hårdt nummer med tætpakkede punchlines og alenlange enderim som “du blir væltet omkuld som en skruebrækker / af rim der sidder i dit flæsk, som en skruetrækker / smasket som et kryb under en fluesmækker…” Allerede da han når til “…så meget blod, at selv jeg synes det' ulækkert” fortrækker et hold ældre, utilfredse abonniner, der nok ikke havde forventet så hardcore underholdning på tivolituren.  

Som musikalsk opbakning har Clemens et fuldt orkester, der genskaber numrene i rockede versioner. De er tunge og tight og fungerer udmærket, særligt når keyboardspilleren også trækker sin trækbasun frem, men jeg savner selvfølgelig de originale produktioner, når nu nostalgifaktoren er så høj. 

Rå energi og ren nostalgi 

Nostalgifaktoren bliver blot højere da vi får “Tre Lokumspoeter” med Jokeren og Blæs Bukki fra Malk De Koijn og bagefter “Dem Ikk Klar” og “90’ertendenser” med Mortito og Ataf. Og så søreme om ikke Clemens går i gang med at humanbeatboxe og gode gamle MC Einar valser på scenen halvt afklædt som og rapper “Provokerer, Onanerer”. Det lader Don Clemenza sig ikke stå tilbage for, så han smider trøjen og fremfører horrorcore-klassikeren “Psykopat på Fri Fod” i en hårdtpumpet version med Einar på klagekor. Sættet er hæsblæsende og underholdende. Naturligvis er publikum ikke så hjemmevant i materialet, som da han spillede jubilæumsturneen tidligere på året, men kigger man rundt, er der mangen en old school hiphopper både i kasket og jakkesæt, der rapper med. 

Modtagelsen skifter dog lidt, da Clemens efter en flot udgave af “Den Anden Verden” serverer “Fuck Hvor Er Det Fedt At Være Hiphopper”, “Ingen Kender Dagen” og til sidst “Champion” med popstars-Jon på omkvæd. Det er forståeligt, han gerne vil præsentere numre fra resten af karrieren, men jeg fik det faktisk lidt som en af de ældre abonniner – hvorfor dog spolere den fine nostalgitur med disse nymodens indslag?! Og når vi alligevel er gået i ungdommen, hvorfor så fjerne “Lad Os Feste” fra sætlisten? Det skal dog ikke tage fra Clemens, at han lyrisk var i topform med en imponerende stemmeføring koncerten igennem.

House of Pain spiller på alle strenge - lidt anstengt 

Efter et hurtigt sceneskift, stiller en pæn, ældre herre med hat sig bag pladespillerne. Det viser sig at være ingen ringere end DJ Lethal og så ved vi jo godt, hvad klokken er slået. Everlast kommer på scenen iført St Pauli T-shirt, og selvom han efterhånden også er grånende og noget tungere, har han stadig tonsvis af karisma. Desværre er Danny Boy ikke med, og selvom den glimrende rapper Sick Jacken fra de Soul Assassins-affilierede Psycho Realm senere kommer på scenen, er det jo ikke helt stærkeste opstilling.   

Jeg fandt til min store skræk for nylig “Jump Around” på en “One Hit Wonders”-opsamling og blev vældig ked af det, for ved folk slet ikke, hvor megen fin musik House of Pain har lavet? Det ved Tivoli heldigvis godt. House of Pain er jo rap-along-rap, og allerede fra “Put On Your Shitkickers” bliver der rappet dejligt meget med i publikum. Vi får også “Shamrocks and Shenanigans” i et funky remix med “Next Episode” under samt "Runnin Up On Ya" og “Back From The Dead” fra “Same As It Ever Was”. Everlast rapper til tider virkelig fedt med god bas, men somme tider kan stemmen ikke holde til det, og han skifter til den mere vrængende sangvokal. Det er forståeligt at hjertestop, sygdom og 25 år med Jameson-whisky har taget på kroppen, men alligevel virker det altså anstrengt. 

Generelt spiller House of Pain på alle strenge denne aften, og man må sige, at vi kommer vidt omkring. Everlast rapper det nye nummer “Warporn” og hiver guitaren frem og spiller solohittet “What It’s Like” og endda Johnny Cashs “Folsom Prison Blues”, der bliver præsenteret som verdens første gangstarap. Han vil også spille “Medicine” som han skrev til Snoop Dogg, men desværre glipper noget, så DJ Lethal smider i stedet “Top of the Morning to Ya” på. Det virker noget kaotisk, og helt kikset er det, da Everlast forsøger sig med en hiphop-quiz og vil have Tivoli til at rappe Biggie’s “Juicy” med sig – så høje forventninger kan man vist ikke have til et Fredagsrockpublikum.       

Til gengæld er de helt med, da vi hører tenorsaxofonen fra Junior Walkers “Shoot Your Shot” blæse ud over plænen. Det er tid til at lave loppespring og hoppe omkring, for “Jump Around” er smækket på. Det bliver heldigvis den store fest, man kunne forvente. Nummeret er godt brugt, og alle fra Snoop Dogg til Fugees spiller covers af det. Dette er dog Erick Everlast hams elv, der fremfører det og sender os alle tilbage til dengang vi kørte i radiobiler og drak øl i smug til de gyldne linjer “Pack it up, pack it in / Let me begin / I came to win / Battle me that's a sin”, og så kan du selv rappe videre derhjemme… 

Årene har tydeligvis været hårdere på Everlast end Clemens, der har noget sværere ved at holde stemmen kørende en hel koncert. Og så er det bare problematisk med den alt for lave lyd. Det kunne til nød gå for nylig, da Nile Rodgers og Chic spillede disco, der jo helst bare skal danses i takt til, men når man skal rappe med og hoppe omkring dur det altså ikke at lege stilleleg.  

Så jo, man fik hvad man kom for til sidst både hos Clemens og House of Pain. Det var noget af en rutsjebanetur at nå dertil. Men mere volumen, mere stemme på Everlast og et visit fra Danny Boy, så må House of Pain gerne komme igen, når Clemens skal fejre “Den Anden Verden”-jubilæum i Tivoli i 2019. For det skal han vel? 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA