x
Teenagepige og fuldt udviklet powerkvinde

Youn Sun Nah, Copenhagen Jazz Festival, Haveselskabet, Frederiksberg

Teenagepige og fuldt udviklet powerkvinde

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det var en meget mærkelig oplevelse: Når (syd)koreanske Youn Sun Nah præsenterede sig selv, sine sidemen og sit materiale, teede hun sig som en genert ung teenagepige. Så talte hun alt for lavt; så grinede hun for meget, når hun endelig fik fremstammet noget; så trådte hun nærmest sig selv over tæerne i et forsøg på efterfølgende at gemme sig bag mikrofonen. Men så snart musikken spillede, og hun sang, var det med en helt uhørt power og pondus, med en vokal tyngde og troværdighed – som var hun den mest hårdkogte kunstner. Spændet mellem de to yderpoler var bare så mærkelig stort. Når hun talte var hun en undskyldning af en teenager, når hun sang var hun en livsklog kvinde.

Men kun når hun sang forstod man, hvorfor hun i dag er en af Sydøstasiens absolut største jazzsangerinder. For så oplevede man, at hun fra udendørsscenen i Den Kgl. Danske Haveforening på Frederiksberg levendegjorde de amerikanske sange fra det nye album, She Moves On, som udkom i maj. Sammen med Jamie Saft på keys, Brad Jones på bas, Dan Rieser på trommer og Clifton Hyde på guitar satte hun nærmest ild til numre som Lou Reeds Teach the Gifted Children, Fairport Conventions A Sailor’s Life og Jimi Hendrix’ Drifting. Vel er hun jazzsangerinde, med streg under jazz, men måden hvorpå hun fik gjort de amerikanske folkrocksange til sine egne jazzballader var alligevel forrygende. Især fandt denne anmelder hendes versionering af Paul Simons She Moves On og Joni Mitchells The Dawntreader formfuldendte. Hvor hun hidtil – fra sin mangeårige base i Paris – har haft chansons som fundament, var hun med disse amerikanske folkrocksange nok sprunget ud på dybt vand, men hun overlevede – og ikke bare det: Hun kunne svømme og boltre sig i det dybe. Både i smult vande med den traditionelle folkesang, Black is the Colour of my True Love’s Hair, og i den mest rivende flod med Tom Waits’ Jockey Full of Bourbon. I eksempelvis de numre beviste hun, at hun – som koncertarrangørerne på forhånd havde sagt – var en ”karismatisk og supermusikalsk sangerinde”.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA