x
Stjerne på himlen sang Grøn Koncert til ro

Rasmus Seebach, Grøn Scene, Grøn Koncert 2017

Stjerne på himlen sang Grøn Koncert til ro

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Arven vejer tungt, som den altid har gjort det hos denne søn af en mand, der blev kendt for dansktop, men som gennem en lang karriere i glimt viste evner i alle mulige retninger. Ja, selv de mest syrede bagsider ville komme fra Tommy Seebachs hånd, som da han engang i tresserne lige syntes, at det var tid til at koge noget, der lignede Sgt. Pepper ned til singleformat. For når man nu havde det gudsbenådede indenfor rækkevidde, var det selvfølgelig svært at lade være.

Så da Rasmus Seebach på Grøn Koncert i Valbyparken kvitterede for vejrgudernes gunst og gav os en snert af farmand via uopslidelige Krøller eller ej, skulle man vist være lavet af træ for ikke at overgive sig. Ligesom den unge hitmager, som efterhånden er langt mere end troldmandens lærling, tog os gennem en stribe af de mest populære ørehængere, som man godt forstår er blevet så store i Danmark. Både fordi han rammer så præcist ind i noget, mange kan identificere sig med, og selvfølgelig fordi han stadig har denne her udstråling, som var han naboens opvakte søn, der igen charmerede trusserne af svigermor.

Dertil kommer, at han har skabt et show, hvor de tre ypperlige korpiger er de virkelige helte, fordi de ligger klippefast på hver en drejning og i Seebachs arrangement løfter musikken med en teknik, som har internationalt snit. Og hvor eneste begrænsning synes at være, at solisten selv trods alt har en begrænset stemme, hvor kun den skolede artikulation, hvor hele mundhulen er i brug, gør, at tonerne kommer hjem oppe i en top, der for mange andre sangere ville være en smal sag. Der er ikke den luft, der for alvor får tonerne til at svæve. Så her er det så, at koret kommer ind og tager kegler nok til at åbne en bowlingbane.

Alligevel fik vi et show, som bare steg og steg, hvor ikke mindst perkussionisten Tina Skamby viste store evner på timbales og congas, mens trommeslageren supplerede hende fornemt. Og hvor holdindsatsen, det at det i så høj grad var et band, der spillede en triumf hjem, gjorde at Valbyparken gik amok. For jaja, hjerte og smerte og alt det der, men Rasmus Seebach og kompagni kom i den grad ud over rampen.

Ligesom Rasmus Seebach altså har lavet en lang række sange, der har det eviggrønne skær, som er alfa og omega og retfærdiggør hans status som toppen af poppen i Dannevang og omegn. Og når han så lige kan tage lidt godt frem fra farens virkeligt fremragende repertoire, så som grandprixsangen Under stjernerne på himlen, som senior sang i 1993 og sønnen udsendte i 2011 og give dem sit eget personlige touch, så er det, at det er godt med folk som netop Rasmus Seebach, som vover at vedkende sig en arv og modigt giver sig i kast med opstigningen, uden at bekymre sig om bjergets stejlhed og andre små detaljer.

Om jeg er tilfreds? I og for sig. Om end Rasmus' stemme altså ikke vibrerer for alvor i mit hjertekammer, fordi stemmens mangler trods alt er udtalte. Men de tre korpiger, arrangementerne og det sindssygt velspillende band var til UG med kryds, slange og hjerter på toppen.

Og hev en koncert frem, som tegner hen mod en fest på den turné, der venter.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA