
John Mellencamp featuring Carlene Carter
Sad Clowns & Hillbillies
Mellencamp med fine Carlene Carter-farver
GAFFA
CD / Republic
Udgivelse D. 28.04.2017
Anmeldt af
Henrik Friis
Med musical, film og turné-samarbejde gennem de seneste fem år virker det vel helt naturligt at Carlene Carter også får en hovedrolle her på John Mellencamps 23. udspil. Ikke en decideret duo-plade, men alligevel med markante bidrag, hvor den klare flotte stemme fra June Carters datter (og Johnny Cash’ steddatter) står i flot og ofte optimistisk kontrast til Mellencamps raspende, skæbne-tyngede fortællinger.
Mellencamp sidder selv bag producerknapperne, men inspirationen fra forgængere som T-Bone Burnett er tydelig: Det smager godt af træ og organisk feeling med fiol, banjo, mandolin m.v. Og vægtningen af skurrende, skarpe violin-riffs som i Late Night Talk Radio´s folk-rock er på plussiden, sammen med en samvittighedsfuld hovedperson, der altid taler den hårdtarbejdende amerikaners sag uanset udsigten til ret meget andet en drømmeri og Utopia – og det i et samfund, som stadig lever i skyggen af de brændende kors (Easy Target).
Måske ikke banebrydende. Og en smule ujævnt med optagelser taget over 20 år. Men med hjertet på rette sted. Altid.